Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

23. oktober 2023 13:07

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. oktober 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

Sigtet for drab efter mistænkeligt dødsfald 

En 49-årig mand blev søndag morgen fundet i kritisk tilstand på en adresse i Aarhus V, og kort efter afgik han ved døden. Tre personer blev efterfølgende anholdt og sigtet for manddrab. 

Alle tre blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør med henblik på at få opretholdt deres anholdelse, mens politiet efterforsker sagen nærmere. 

Ved grundlovsforhøret valgte retten at løslade en 26-årig kvinde og en 46-årig mand, mens en 30-årig mand fik opretholdt sin anholdelse i 3 x 24 timer. Han blev fremstillet in absentia, da han er p.t. er syg og er indlagt.

Læs mere i nyheden, der tidligere mandag blev sendt ud, på linket her

**

 

Superligafodbold i Randers med enkelte sigtelser

Søndag blev der foran flere tusinde mennesker spillet Superligafodbold i Randers, hvor hjemmeholdet fra det kronjyske havde besøg fra vestegnen og Brøndby IF.

Nogle enkelte personer blev i den forbindelse sigtet for lidt forskellige lovovertrædelser.

En 20-årig mand fra Sjælland blev i forbindelse med optakten til kampen skønnet påvirket af euforiserende stoffer, da han kom gående på Kirkestræde i Randers C. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko og under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain.

Ved indgangen til stadionets udebaneafsnit blev en anden 20-årig sjællænder fundet i besiddelse af en balaclava, som lå gemt i hans underbukser, og han blev derfor sigtet for at have overtrådt maskeringsforbuddet. I balaclavaen lå desuden et romerlys, som blev beslaglagt, og den 20-årige mand blev også sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.

En 38-årig mand blev ved samme stadionafsnit fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og to snifferør, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko. 

**

 

Et kram fra pirattaxachauffør førte til stjålet pung

Endnu en ung mand lod sig natten til søndag lokke af en billig tur hjem med en pirattaxa, som endte med tyveri.

Turen startede på Paradisgade i Aarhus C, hvor den 28-årige mand havde befundet sig natten til søndag omkring kl. 01.30, da han var blevet tilbudt et lift hjem fra en ukendt mand. Den 28-årige havde taget imod tilbuddet.

Ifølge anmeldelsen til politiet havde chaufføren ikke krævet betaling for turen, men da de to kort tid efter var fremme ved den 28-åriges adresse, var chaufføren steget ud af bilen for at give sin passager et afsluttende kram.

Krammet viste sig dog med stor sandsynlighed at være turens betaling, da chaufføren i samme øjeblik stjal passagerens pung, hvori der angiveligt befandt sig nogle tusinde kroner. Dette opdagede den 28-årige dog først næste formiddag, hvor episoden blev anmeldt til politiet.

Heldigvis for den 28-årige var der ikke mange penge tilbage på det stjålne kort. Han slap derfor for at blive yderligere mange tusinde kroner fattigere, som ellers typisk er det, politiet ser, når unge mennesker bliver svindlet efter en tur hjem med pirattaxa og deres dankort efterfølgende misbrugt.

Også en 26-årig mand blev ifølge en anmeldelse søndag til Østjyllands Politi udsat for tyveri efter en tur hjem fra byen med pirattaxa. Den 26-årige blev søndag kl. 04.00 uenig med sin pirattaxachauffør om betalingen, og først da han var steget ud af bilen og chaufføren kørt fra stedet, havde han opdaget, at chaufføren havde valgt at tage hans smartphone som betaling for turen.

Find ud af, hvordan du kommer hjem, inden du tager i byen, så du ikke lader dig friste af et billigt lift i løbet af aftenen – det ender ofte med at blive markant dyrere, end du havde forestillet dig. Lav en aftale med familie eller venner om at hente dig, brug offentlig transport eller tag en rigtig taxa.

**

 

Tip førte til anholdelse af graffitimaler

En borger ringede søndag kl. 15.35 til politiet og oplyste, at vedkommende netop havde set en mand gå og male graffiti på flere forskellige bygninger i Jægergårdsgade i Aarhus C.

Østjyllands Politi sendte en patrulje til stedet, hvor betjentene hurtigt kom i kontakt med både anmelderen og den påståede gerningsmand.

Graffitimaleren viste sig at være en 35-årig mand, der på flere forskellige ejendomme havde tegnet med en hvid tusch, hvorfor han blev anholdt.

Tuschen viste sig dog at være vandbaseret, og de påførte ’tags’ på ejendommene i Jægergårdsgade kunne derfor fjernes igen med en våd klud. Den 35-årige mand blev derfor sigtet efter ordensbekendtgørelsen, inden han igen blev løsladt.

**

 

Havde lattergas i bilen

Østjyllands Politi modtog søndag aften kort før midnat en anmeldelse om, at flere personer var blevet set komme kørende og gående til og fra et mistænkeligt køretøj, der holdt parkeret på Snogebæksvej i Trillegården i Aarhus V.

Ifølge anmeldelsen skulle nogle unge mennesker befinde sig omkring køretøjet mere permanent, og noget tydede ifølge anmeldelsen på, at der foregik noget ulovligt.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor betjentene tog kontakt til de personer, der befandt sig ved det pågældende køretøj.

På bagsædet af bilen sad en 22-årig mand og inhalerede indholdet fra en ballon, mens betjentene var i dialog med de i alt tre mænd i bilen.

I bilen befandt også en 21-årig mand sig, der var i besiddelse af en lattergasflaske, som han sad med mellem benene. Han blev derfor sigtet for ulovlig besiddelse af lattergas uden et anerkendelsesværdigt formål, og flasken blev beslaglagt.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 09.38 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers C, hvor en mandlig knallertfører påkørte en yngre fodgænger. Den 37-årige mand var kommet kørende ad Mariagervej på cykelstien i nordlig retning, da en 8-årig pige var stået ud af en bus og – i følgeskab med en voksen – havde passeret cykelstien. I den forbindelse blev pigen blevet påkørt af knallerten, og episoden medførte, at den 8-årige landede på jorden. Den 37-årige mand blev sigtet for at have overtrådt færdselsloven ved ikke at have holdt tilbage for fodgængerne, mens den 8-årige blev kørt til hospitalet for kontrol for nogle ikke umiddelbart alvorlige skader.

Søndag kl. 12.45 skete der et færdselsuheld på Battrupholtvej i Nimtofte, hvor to biler kørte sammen. Episoden opstod, da en 39-årig mandlig bilist kom kørende mod nord og foretog et venstresving ind på en parkeringsplads. I forbindelse med venstresvinget skete der et frontalt sammenstød med en 54-årig mandlig bilist, som kom kørende i sydgående retning og skulle fortsætte ligeud i krydset. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, men flere personer fra de to biler blev tilset i ambulancer på stedet, mens en 7-årig pige blev kørt til hospitalet til behandling.

Søndag kl. 20.19 skete der et færdselsuheld på Ringvej Syd i krydset med Christian X’s vej i Viby J, hvor to biler kørte sammen i forbindelse med, at den ene skulle foretage et venstresving. Ingen af de to bilister eller i alt tre passagerer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden. En 19-årig mandlig fører af den ene af de to bilet blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

En 22-årig mand blev mandag kl. 01.40 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Viborgvej i Randers NV med en promille over det tilladte. Den 22-årige blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i politikredsen.
På Fruenseje i Skødstrup begået mellem lørdag d. 21/10 kl. 16.00 og søndag d. 22/10 kl. 11.00
På Sofienlundparken i Ulstrup begået mellem fredag d. 20/10 kl. 15.00 og søndag d. 22/10 kl. 11.30
På Thorsølundvej i Thorsø begået mellem fredag d. 20/10 kl. 13.00 og søndag d. 22/10 kl. 13.15
På Elstedvej i Terp begået mellem lørdag d. 21/10 kl. 00.15 og lørdag d. 21/10 kl. 04.30
På Elstedvej i Terp begået mellem torsdag d. 19/10 kl. 18.00 og søndag d. 22/10 kl. 09.00
På Hvedevangen i Aarhus N begået mellem fredag d. 20/10 kl. 16.30 og søndag d. 22/10 kl. 14.30
På Støvringgårdvej i Mellerup begået mellem tirsdag d. 17/10 kl. 00.00 og søndag kl. 14.58
På Tousvej i Åbyhøj begået mellem onsdag d. 18/10 kl. 14.00 og søndag d. 22/10 kl. 15.40
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

10. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

9. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 09. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

8. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.