Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 27. januar 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.
***
Standsning og kontrol af bil gav stort fund
En patrulje standsede kl. 2120 en bil på Herredsvej i Aarhus V. De fattede mistanke til, at føreren af bilen havde noget på sig, som han ikke måtte.
Ved nærmere undersøgelse af bilen og føreren, blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde narko og en peberspray.
Patruljen valgte derefter at køre hjem til førerens bopæl, for at undersøge om han havde yderligere ulovlige genstande. Det startede en mindre aktion på Elstedhøj, Lystrup, hvor der på forskellige lokationer blev fundet i alt 3 pistoler, 1 signalpistol og en større mængde stoffer.
Føreren blev sigtet for de genstande som vi kunne lægge ham fast på og efterfølgende løsladt.
Vi arbejder videre med sagen og har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.
***
Til fest i stort køretøj
En bekymret anmelder kontaktede vagtcentralen idet han havde set en stor John Deere traktor komme kørende ad Bavnehøjvej i Grenå kl. 0007. Der skulle sidde to unge mennesker i kabinen og anmelder mistænkte derfor, at de ikke var kommet i besiddelse af traktoren på helt lovlig vis.
En patrulje blev sendt og de fik kort tid efter standset traktoren. Det viste sig dog, at føreren af traktoren havde lånt den af rette ejer, idet han skulle have et køretøj som han køre til og fra gallafest i.
Da alt var i skønneste orden blev de to unge mennesker sendt videre.
***
Færdsel
Lørdag kl. 02.56 blev en 18-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hovedgaden i Rønde.
Fredag kl. 17.13 blev en 41-årig kvindelig bilist, sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev standset af patrulje på Grenåvej i Randers.
Fredag kl. 18.01 blev en 42-årig mandlig bilist, sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
***
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Tranbjerg Hovedgade i Tranbjerg begået den 26/1 mellem kl. 16.00 og kl. 16.30.
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877