Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

1. december 2023 12:02

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. december 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.30 en 74-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for spritkørsel og uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder efter en alvorlig færdselsulykke på Århusvej i Tirstrup torsdag eftermiddag, hvor en 25-årig kvinde blev dræbt.

 

Ifølge sigtelsen kørte den 74-årige med sin bil op bag den 25-årige, der kom cyklende i siden af vejen. Hun blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand efter det alvorlige sammenstød. Hendes liv stod desværre ikke til at redde, og fredag formiddag blev hun erklæret død. 

 

Det var torsdag kl. 15.08, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om færdselsulykken, og både patruljer og ambulance kørte hurtigt til stedet. Den 25-årige kvinde blev kørt til hospitalet, mens den 74-årige blev anholdt. Vidner havde forinden set bilen køre meget slingrende, og da bilisten blæste i alkometeret, viste målingen af hans promille et stykke over det tilladte.

 

En bilinspektør foretog torsdag eftermiddag tekniske undersøgelser på stedet og skal nu forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

 

Den 74-årige bilist har fået foretaget en blodprøve, der skal fastslå, hvad hans promille var.

 

**

 

Mand med kniv anholdt foran værtshus

Østjyllands Politi modtog torsdag kl. 19.05 en anmeldelse om, at en 38-årig mand befandt sig foran et værtshus på Kirkegade i Randers C med en kniv.

 

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor den pågældende person blev truffet ude foran stedet og skønnet påvirket af alkohol. Han blev anholdt og ilagt håndjern, da han var højtråbende og ikke ønskede at følge politiets anvisninger.

 

Den 38-årige mand blev fundet i besiddelse af en mindre kniv og sigtet for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af kniven på et offentligt tilgængeligt sted uden et anerkendelsesværdigt formål. Han blev ligeledes sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

 

**

 

Røg joint i parkeringskælder

En civilpatrulje fra Østjyllands Politi observerede torsdag kl. 14.23 en 31-årig mand, der stod i en parkeringskælder på M.P. Bruuns Gade i Aarhus C og røg på en joint.

 

Betjentene rettede derfor henvendelse til manden, der straks slukkede sin joint. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af to mindre klumper hash.

 

Hashen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den 31-årige mand blev sigtet for besiddelse af narko.

 

**

 

Brand i landejendom

Torsdag kl. 19.50 rykkede politi og brandvæsen ud til en landejendom på Gammel Landevej i Ørum, hvor der var anmeldelser om en større brand, der muligvis var opstået i et værksted.

 

Ved myndighedernes ankomst til stedet vurderede brandvæsnet, at der skulle foretages en kontrolleret nedbrænding af stedet, da flammerne allerede havde gjort stor skade på bygningen.

 

Ingen personer kom umiddelbart til skade.

 

**

 

Færdselsindsats i det vestlige Aarhus

Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag på endnu en målrettet færdselsindsats i det vestlige Aarhus.

 

Indsatsen bar dog præg af det gode kælkevejr, da der var halvtomt på vejene og ikke mange bilister at holde øje med.

 

Det samlede antal sigtelser fra indsatsen fordelte sig på følgende sager:

 

1 x kørsel uden førerret

1 x oplysningspligt

4 x håndholdt mobiltelefon, klip

6 x manglende brug af sikkerhedssele

1 x forkert placering på vej

2 x manglende tegngivning

1 x uberettiget brug af havariblink

2 x kørekort ej medbragt

1 x overtrådt registreringsbkg., manglende CVR-nr.

1 x manglende lejekontrakt i udlejningsbil

 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 05.57 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Lading ved Sabro, hvor en 53-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sit køretøj, da han kom kørende i vestgående retning. Det glatte underlag medførte, at han endte i modsatte vognbane, hvor han påkørte en modkørende 58-årig mandlig bilist, der efterfølgende endte i grøften. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med uheldet.

 

Torsdag kl. 06.34 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Voldby ved Hammel, hvor to biler af ukendte årsager kørte frontalt sammen. Bilerne var ført af henholdsvis en 26-årig kvinde og en 89-årig mand. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, men en ambulance blev tilkaldt til stedet.

 

En 28-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 14.10 sigtet for narkokørsel og anholdt, da han kom kørende på Udbyhøjvej i Randers NØ i påvirket tilstand.

 

Torsdag kl. 18.47 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. Ulykken skete i krydset ved Dalgas Avenue, da en 29-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og foretog et venstresving, da han overså en 63-årig kvindelig bilist, der kom kørende lige ud i krydset. Den 29-årige mand, der var hollandsk statsborger, blev sigtet for at have kørt ud i krydset før dette var ryddet. Han blev kortvarigt anholdt og efterfølgende idømt en straksbøde på 2.000 kroner.

 

Fredag kl. 06.01 skete der et færdselsuheld på P.O. Pedersens Vej i Aarhus N, hvor en 47-årig mandlig bilist gled på vejen og påkørte en lygtepæl. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i politikredsen.

  • På Søndergade i Fårup begået torsdag d. 30/11 mellem kl. 07.20 og kl. 17.00
  • På Højager i Hinnerup begået torsdag d. 23/11 mellem kl. 08.00 og kl. 21.05

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 26. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgn hændelser i Østjyllands politikreds

25. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 25. december 2024

24. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.