Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

28. maj 2026 11:20

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag - formentligt - kl. 13.30 fire mænd i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for kvalificeret frihedsberøvelse og afpresning af særlig grov beskaffenhed.

De fire mænd er i alderen 17, 18, 19 og 23 år. De er sigtet for i forening at have udsat en 19-årig kvinde for frihedsberøvelse og afpresning og blev anholdt natten til torsdag i det vestlige Aarhus.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

**

 

Vred bilist: Sigtet for at forvolde fare for motionscyklister

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 20.09 en anmeldelse om, at en bilist havde forårsaget et uheld på Postvej i Foldby, efter han bevidst var kørt ind foran en cyklist og havde bremset op.

En gruppe på tre motionscyklister kørte på vejen, da der var vejarbejde på cykelstien, og det irriterede en 53-årig mandlig bilist, der kørte bag dem og ikke kunne overhale.

Da bilisten mente, at cyklisterne var meget langsomme til at trække til siden efter vejarbejdet, dyttede han igen og kørte ind foran de tre cyklister og bremsede op.

Ifølge flere vidner ramte den ene cyklist, en 52-årig mand, ind i bilen og væltede ned på asfalten, mens bilisten kørte videre.

Cyklisten fik flere større hudafskrabninger på kroppen ved styrtet, men han kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.

På baggrund af vidneforklaringer fik Østjyllands Politi stykket forløbet sammen, og da nogen også kunne oplyse nummerpladen på bilen, fandt betjentene kort efter frem til en 53-årig mand fra Hadsten, som erkendte at have kørt den pågældende bil.

Den 53-årige havde dog angiveligt ikke bemærket, at der havde været et sammenstød. Han blev efterfølgende sigtet for at have forvoldt fare for de tre motionscyklister.

**

 

Tre personer sigtet for kødtyveri for flere tusinde kroner

En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag kl. 19.46 opmærksom på en bil med tre personer, der var holdt ind på Tørvebryggen i Randers C. Da betjentene kunne se et par crackpiber, der lå frit fremme, tog de kontakt til kvinden og de to mænd, der sad i bilen.

På bagsædet lå der flere poser med dyrt kød, der stammede fra butikker, og efter en ransagning af bilen blev der fundet i alt næsten 40 kilo oksekød samt en bæreposet foret med stanniol - et remedie, der typisk bruges til butikstyveri for at undgå alarmer ved tyveri.

I bilen lå også en dolk og et koben.

De tre havde svært ved at give en meningsfuld forklaring på, hvor kødet stammede fra, og de blev alle sigtet for butikstyveri ved at have stjålet kød for over 8.000 kroner fra flere dagligvarebutikker.

Den ene mand blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, da dolken tilhørte ham.

Der var umiddelbart ingen stoffer i crackpiberne eller bilen, men madvarer og dolk blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Skejbygårdsvej i Risskov begået mellem mandag d. 9/3 kl. 12.00 og mandag d. 6/4 kl. 12.00
På Gartnervænget i Odder begået onsdag d. 27/5 mellem kl. 06.00 og kl. 12.00
På Sverigesvej i Hadsten begået onsdag d. 27/5 mellem kl. 09.40 og kl. 12.20
På Uranusvej i Hadsten begået onsdag d. 27/5 mellem kl. 08.25 og kl. 15.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

27. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

26. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. maj 2026

Østjyllands Politi

Uddrag af døgnrapport fra Østjyllands Politi 25 maj

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds