Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 29. april 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Narkopåvirket bilist uden gyldigt kørekort skyldte penge i skat
En 24-årig mandlig bilist kom mandag aften kl. 19.45 kørende på Poul Møllers Vej i det centrale Aarhus, da en patrulje fra Østjyllands Politi bragte ham til standsning grundet mistanke om, at føreren havde andet end rent mel i posen.
Bilens 24-årige mandlige bilist blev skønnet påvirket af narko, og under en efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene også nogle stærkt smertestillende piller i form af Oxydolor, som den 24-årige ikke havde gyldig recept til.
Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko og narkokørsel, og da han heller ikke havde tilladelse til at køre bil, blev han sigtet for at have gjort dette, mens han var frakendt førerretten.
Under ransagningen af bilen fandt betjentene en del tusinde kroner i kontanter, og da et opslag i statens systemer viste, at den 24-årige skyldte nogenlunde det samme beløb i skat, blev størstedelen af kontanterne beslaglagt med henblik på betaling af skattegælden.
Den 24-årige blev anholdt og kørt til blodprøveudtagning på hospitalet med henblik på at få klarlagt, om han førte bil i narkopåvirket tilstand.
**
Sprøjtemiddel og GPS-udstyr stjålet fra landejendom
Mandag formiddag kl. 11.45 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der i perioden fra søndag aften kl. 22.30 og frem til mandag morgen kl. 08.00 havde været indbrud ved en landejendom på det nordlige Djursland.
Ifølge anmeldelsen var der blevet stjålet kemikalier i form af sprøjtemiddel og GPS-udstyr fra landbrugsmaskiner. Der er angiveligt tale om tyveri af omkring 1.000 liter sprøjtemiddel.
Østjyllands Politi har – som flere andre kredse – også tidligere haft sager med tyveri af værdifuldt GPS-udstyr til landbrugsmaskiner, og den anmeldte sag fra mandag formiddag er nu under efterforskning.
Politiet opfordrer alle landmænd til at sikre deres GPS-udstyr bedst muligt og anmelde det til politiet, hvis de bliver udsat for et GPS-tyveri i forbindelse med et indbrud. Politiet opfordrer også til, at man er særligt opmærksom, hvis man bliver tilbudt at købe noget billigt GPS-udstyr til landbrudsmaskiner.
**
To forskellige voldssager førte til to samtidige anholdelser
Østjyllands Politi modtog mandag eftermiddag kl. 16.50 en anmeldelse om, at en 53-årig kvinde var blevet udsat for vold på en adresse i Højbjerg, hvor hun angiveligt var blevet slået i hovedet med en plastikstang.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor kvinden blev truffet med synlige skader fra slaget, hvorfor en 58-årig kvinde på stedet blev anholdt, sigtet for at have begået vold mod den 53-årige.
I samme øjeblik modtog Østjyllands Politi også en anmeldelse om vold i det centrale Randers, hvor en 42-årig mand omkring kl. 16.50 var kommet gående med sine to børn ved et parkeringsområde på Jernbanegade, da en 41-årig mand umotiveret slog ham to gange i hovedet og sparkede ham på benet.
Kort tid efter var en patrulje fra Østjyllands Politi fremme på stedet, hvor den 41-årige mand blev anholdt og taget med på stationen, sigtet for at have begået vold mod den 42-årige mand.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Mustrupvej i Mårslet begået mandag d. 28/4 mellem kl. 07.40 og kl. 14.45
- På Tuestensvej i Tilst begået mandag d. 28/4 mellem kl. 09.00 og kl. 15.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877