Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

3. februar 2023 13:18

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. februar 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved retten i Aarhus

En 35-årig mand er fredag kl. 08.30 blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger frem til den 3. marts 2023.

Den 35-årige er sigtet for i november 2022 at have modtaget og været i besiddelse af flere kilo amfetamin, som han efterfølgende tog med sig hjem til sin bopæl i Nordjylland med henblik på videresalg. Overdragelsen fandt sted på en adresse i Viby J, og den 35-årige mand blev anholdt i går morges kl. 09.49.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. 

**

 

Flere døde køer fundet på landejendom

Østjyllands Politi modtog tirsdag den 31. januar 2023 en anmeldelse om flere døde kreaturer på en privat landejendom i Syddjurs Kommune. 

Da politiet ankom til stedet, fandt betjentene et større antal døde køer på en mark og i en omgivende skov samt i en stald på gården. Der blev i alt fundet over 50 døde køer. 

I stalden var der 13 levende køer, som umiddelbart skønnedes at være i så god stand, at aflivning ikke var nødvendigt. Der er var dog flere forhold, som skulle forbedres, blandt i forhold til deres adgang til foder og vand. 

Ejeren af gården fik derfor et strakspåbud, der betød, at han skulle bringe forholdene i orden med det samme. 

Politiet, dyrlæger og relevante myndigheder har de følgende dage flere gange været på stedet, og ejeren har forbedret flere forhold. Østjyllands Politi vil også de kommende dage følge op for at sikre, at påbuddet bliver overholdt, og at de tilbageværende kreaturer har det godt. 

Sagen bliver nu efterforsket nærmere – blandt andet bliver der foretaget obduktion af nogle af de døde kreaturer for at finde frem til dødsårsagen. 

Østjyllands Politi vil på baggrund af de videre undersøgelser og indstilling fra andre myndigheder vurdere, hvilken lovgivning på dyrevelfærdsområdet, der er overtrådt, inden der bliver rejst endelig sigtelse mod ejeren. 

**

 

Bilist med kokain og knojern

Torsdag eftermiddag kl. 15.29 blev en 48-årig mandlig bilist standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Århusvej i Grenaa.

Ved patruljens henvendelse til manden fik politiet mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og en efterfølgende narkometertest gav også udslag for kokain. Den 48-årige mand blev derfor sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.

Under en efterfølgende ransagning af mandens køretøj fandt betjentene frem til en mindre mængde kokain samt et knojern, som blev konfiskeret.

**

 

Nedbrændt garage

Østjyllands Politi modtog torsdag aften kl. 19.34 en anmeldelse om en brand på Egernvej i Hinnerup. Ved patruljens ankomst til stedet kunne det konstateres, at der var tale om en brand i en fritstående garage. Brandvæsnet fik hurtigt fik styr på de meterhøje flammer, inden branden nåede at sprede sig til andre bygninger.

Brandårsagen har på nuværende tidspunkt ikke været mulig at fastslå. Adressen er beliggende nær banelegemet, hvorfor togdriften på strækningen blev kortvarigt påvirket af branden og røgudviklingen på stedet.

**

 

Kokain og hash i havehandsker og underbukser

Specialpatruljen ved Østjyllands Politi bemærkede kort efter midnat kl. 00.28 natten til fredag et køretøj på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, som kørte usikkert. Bilen blev derfor bragt til standsning, hvor føreren ved betjentenes henvendelse efterfølgende virkede meget nervøs. Fra bilen var der en kraftig lugt af hash, og den 20-årige mandlige chauffør blev derfor sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Under en efterfølgende ransagning og visitation fandt betjentene flere poser med kokain gemt i mandens underbukser, mens der i to havehandsker i passagerdøren gemte sig to poser med hash, som indikerede, at han solgte stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.

** 

 

Færdsel:

Torsdag kl. 10.52 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en lastbil på Nordjyske Motorvej nær Trige ad flere omgange tabte isstykker, som blandt andet ramte en personbil med en 39-årig mandlig chauffør. De tabte isstykker medførte en smule materiel skade, men ingen personer kom umiddelbart til skade. En patrulje fra Østjyllands Politiet blev sendt til stedet, hvorefter lastbilen blev bragt til standsning på nærmeste resteplads. Chaufføren – en 37-årig mand fra Bulgarien – blev sigtet for ikke at have sikret sig mod, at der kunne falde is ned fra taget af hans lastbil til fare for andre.

Torsdag kl. 13.35 standsede en patrulje en 22-årig mandlig bilist på Rørdamsvej i Viby J. Han blev sigtet for at køre bil i påvirket tilstand af både spiritus og euforiserende stoffer. Føreren blev desuden fundet i besiddelse af en betydelig mængde skunk og hash, og han blev derfor sigtet for forsøg på salg af stoffer og anholdt.

Torsdag kl. 14.00 skete der et mindre færdselsuheld på Dynkarken i krydset ved Sønder Allé, hvor en 70-årig mandlig bilist påkørte et skilt, som efterfølgende væltede. Episoden opstod, da en bus var løbet tør for diesel og derfor holdt parkeret i svingbanen, hvilket gjorde pladsen i svingbanen trang.

Torsdag kl. 17.12 blev en 43-årig mand anholdt, da han blev standset og sigtet for at køre spirituskørsel på Rougsøvej i Ørsted.

Torsdag kl. 19.20 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i krydset ved Tilst Skolevej, hvor to biler kørte sammen. En 50-årig kvindelig bilist foretog et venstresving, hvor hun påkørte en 38-årig mandlig bilist, der kørte ad Anelystvej i nordøstlig retning og skulle fortsætte ad Tilst Skolevej. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.

Fredag kl. blev en 22-årig mand sigtet for at køre bil på Jettesvej i Brabrand uden at være i besiddelse af et gyldigt kørekort.

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt ti indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Rosenbakken i Grenaa begået mellem onsdag d. 1/2 kl. 12.00 til torsdag d. 2/2 kl. 12.20
På G. C. Amdrups Vej i Aarhus N begået torsdag d. 2/2 mellem kl. 08.30 og kl. 14.00
På Otte Ruds Gade i Aarhus N begået torsdag d. 2/2 mellem kl. 07.15 og kl. 15.30
På Frederiks Allé i Aarhus C begået torsdag d. 2/2 mellem kl. 07.20 og kl. 15.30
På G. C. Amdrups Vej i Aarhus N begået torsdag d. 2/2 mellem kl. 13.30 og kl. 16.30
På Skt. Pauls Gade i Aarhus C begået torsdag d. 2/2 mellem kl. 07.00 og kl. 19.15
På Strandparken i Aarhus C begået torsdag d. 2/2 kl. 19.46
På Hasselhøj i Hasselager begået torsdag d. 2/2 kl. 20.09
På Baskildevej i Malling begået mellem søndag d. 29/1 kl. 09.00 og torsdag kl. 21.55
På Gavnøvej i Randers NØ begået mellem lørdag d. 28/1 kl. 14.00 og fredag d. 3/2 kl. 02.00. 
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

12. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

11. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

10. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.