Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

31. marts 2022 11:10

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 31. marts 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Tyveri fra biler – mand anholdt efter god borgerhjælp

Østjyllands Politi fik onsdag flere anmeldelser om forsøg på tyverier fra biler, og natten til torsdag endte det med anholdelse af en 22-årig mand.

Onsdag morgen omkring kl. 8.00 kørte en patrulje til en parkeringsplads på Göteborg Allé i Aarhus N efter anmeldelser om, at flere biler havde fået knust en siderude. Mindst fem biler havde i løbet af natten/morgenen fået smadret en rude, hvorefter gerningsmanden havde rodet bilen igennem.

Natten til torsdag kl. 00.25 kom der igen anmeldelser om tyverier fra biler – denne gang fra Olof Palmes Allé i Aarhus N. Her var det gået ud over to biler, der holdt parkeret på stedet. En af bilejerne havde hørt alarmen fra bilen gå, og da han gik ud til den, så han, at der var knust en siderude. I bilen ved siden af var ruden også knust, og inde i bilen sad en fremmed mand.

Den handlekraftige borger tilbageholdt manden, mens hans kone kontaktede politiet, der hurtigt sendte en patrulje til stedet. Idét patruljen kom frem, lykkedes det den 22-årige tilbageholdte mand at vriste sig fri fra borgeren, hvorefter han forsøgte at løbe fra stedet. En politihund indhentede ham dog hurtigt, og den 22-årige blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri ved at have knust ruder i de to biler. Der var umiddelbart ikke stjålet noget.

Uvist om sagerne hænger sammen

Den 22-årige, der blev sigtet for de to forsøg på biltyverier, er ikke sigtet for sagerne fra Göteborg Allé, og det er uvist, om der er en forbindelse mellem sagerne.

En borger på Göteborg Allé så omkring kl. 6.00 en mand, der stod og kiggede ind af en knust bilrude, og da borgeren kontaktede ham, gik han hurtigt fra stedet. Dén mand, vil politiet gerne i kontakt med.

Borgeren har givet følgende signalement af manden – et signalement, der i øvrigt ikke passer på den anholdte fra Olof Palmes Allé:

  • Mellemøstlig af udseende, brun i huden
  • Ca. 25-35 år
  • Ca. 170-175 cm
  • Iført sort softshell, hættetrøje og pandelampe
  • Talte dansk med accent

Oplysninger i sagen kan gives til politiet via tlf. 114.

**

14-årig dreng stoppet i bil

Onsdag kl. 15.52 spottede en patrulje en bil, der kom kørende på Inger Christensens Gade i Brabrand med en noget ung gut bag rattet. Patruljen fik standset bilen og tog kontakt til den unge fører og en 21-årig mand, der sad på passagersædet.

Den 21-årige mand forklarede, at det var ham, der ejede bilen, og han fremviste ID. Drengen bag rattet havde umiddelbart ikke noget ID på sig, og det var derfor ikke muligt at fastlægge hans identitet.

Patruljen gik derfor med drengen til en adresse på Lottesvej, hvor hans mor opholdt sig. Hun kunne fremvise drenges sygesikringsbevis, der afslørede, at han kun var 14 år gammel – altså under den kriminelle lavalder.

Moren og de sociale myndigheder blev underrettet om, at drengen havde ført bil, og den 21-årige mand, der stod som ejer af bilen, blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort.

**

Fandt kammeratens stjålne knallert – og ham der havde taget den

Onsdag ved 23-tiden fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 18-årig mand, der fortalte, at han netop ved Vestergade i Randers havde set en ukendt person stå ved en knallert, som han var ret sikker på var identisk med den, hans kammerat havde fået stjålet for nylig.

En patrulje kørte til stedet og tog kontakt til den 31-årige mand, der forklarede, at han skam blot skubbede knallerten for en ven. Den troede betjentene dog ikke helt på og ved nærmere undersøgelse af knallerten, kunne de konstatere, at låsen var opbrudt, så den kunne startes uden brug af nøgle.

Anmelderen og hans 17-årige kammerat, der ejede knallerten, var også kommet til stedet. Og da kammeraten kunne fremvise dokumentation for, at knallerten var hans, fik han den udleveret igen. Den 31-årige mand blev derimod sigtet for brugstyveri af knallert. Han blev desuden sigtet for besiddelse af en ulovlig kniv, som betjentene fandt i forbindelse med visitation af ham.

**

Tændt komfur og plastikskærebræt skyld i brand

Onsdag kl. 16.17 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand på et kollegie på Grenåvej i Skødstrup. Da brandvæsnet ankom til stedet, kunne de se flammer ved komfuret i en af kollegielejlighederne.

Branden var dog allerede ved at dø ud, så brandfolkene skulle blot sikre sig, at ilden ikke havde spredt sig til loftet via emhætten, hvilket ikke var tilfældet. Ingen personer kom til skade.

Branden var opstået, idet lejlighedens 24-årige kvindelige beboer havde efterladt et tændt komfur, hvorpå der lå et plastikskærebræt, der gik ild i. Kvinden blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

**

Aggressiv bargæst og nysgerrig tilskuer endte begge i detentionen

Natten til torsdag kl. 00.28 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en beværtning på Åboulevarden i Aarhus, hvor en gæst havde indladt sig i slagsmål med flere personer og havde optrådt aggressivt og udadreagerende, da dørmændene ville bortvise ham fra stedet.

Da betjentene ankom til stedet, tog de kontakt til dørmanden, der udpegede den mand, som havde skabt problemer. Betjentene tog kontakt til den 21-årige mand, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

Mens politiet arbejde på stedet, forsøgte en anden 21-årig mand gentagne gange at blande sig, og han ville ikke efterkomme politiets anvisninger. Han endte derfor også med at blive anholdt, sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Varmetæppe formentlig skyld i brand

Onsdag kl. 23.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i et værelse i en villa på Kastanie Allé i Åbyhøj. Da politiet ankom stod de fem beboere i villaen allerede ude foran, og brandvæsnet ankom kort efter og påbegyndte slukningsarbejdet.

Den 27-årige kvinde, der havde anmeldt branden, forklarede til politiet, at hun havde brugt et varmetæppe tidligere på aftenen, men at hun mente at have slukket det, inden hun forlod værelset. Tæppet var dog stadig tilsluttet stikkontakten, da hun gik.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, og brandfolkene kunne bekræfte, at det formentlig var varmetæppet, der havde antændt sengen, men branden havde ikke nået at sprede sig yderligere, og ingen personer kom til skade.

**

Udenlandsk butikstyv fik straksbøde

Onsdag kl. 17.36 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Matas på Rysgade i Aarhus, hvor en strøgvagt havde tilbageholdt en butikstyv, der havde stjålet to parfumer og havde forsøgt at stikke af fra butikken. Manden blev tilbageholdt og ført ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Da betjentene ankom til stedet, blev den 35-årige polske mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev efterfølgende kørt til politigården, hvor han fik en straksbøde på 2500 kroner.

**

Brand hos virksomhed på Aarhus Havn

Onsdag kl. 21.55 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand på en virksomhed på Kovnogade i Aarhus C. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet. Det viste sig, at der var gået ild i et rør, hvor der var noget olie, men branden var under kontrol.

Kl. 22.40 var branden slukket. Det havde ikke nået at sprede sig yderligere, men ilden havde medført flere sodskader i bygningen. Ingen personer var kommet til skade. Årsagen til branden er endnu ukendt.

**

Fandt narko i lejlighed

Onsdag kl. 20.35 besøgte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Randers NV, hvor man havde mistanke om, at der blev opbevaret hash. På stedet traf betjentene lejlighedens beboer, en 52-årig mand, samt tre andre personer.

Lejligheden lugtede kraftigt af hash og i forbindelse med ransagning blev der fundet en mindre mængde amfetamin og noget hash, som den 52-årige mand erkendte tilhørte ham. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika.

**

Brand i papcontainer

Onsdag kl. 20.28 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i en papcontainer på Louisevej i Brabrand. Da politiet ankom til stedet, havde brandvæsnet allerede skullet branden, der ikke havde nået at sprede sig yderligere. Det var ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvordan branden var opstået.

**

Færdsel

Onsdag kl. 08.01 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Hadsten, da en 36-årig kvindelig bilist påkørte en anden bil, ført af en 60-årig kvinde, der holdt stille for rødt lys. Den 60-åriges bil blev herefter skubbet frem i en foranholdende bil, der blev ført af en 40-årig mand. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.

Onsdag kl. 09.05 blev en 33-årig kvindelig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da hun blev standset af en patrulje på Rougsøvej i Allingåbro. Den 25-årige mand, der står som ejer af bilen, blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.

Onsdag kl. 11.40 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus C, da en 24-årig kvindelig bilist tilsyneladende fik et ildebefindende og kørte ind i et skilt. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.

Onsdag kl. 15.41 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst, hvor tre biler kørte sammen i et harmonikasammenstød. Sammenstødet skete, da en 22-årig mandlig bilist bremsede hårdt op ligesom den forankørende trafik, hvorefter bilen bagved, ført af en 26-årig kvinde, også bremsede hårdt op. En tredje bil, ført af en 50-årig mand, nåede ikke at bremse og påkørte den 26-åriges bil, der herefter blev skubbet frem i den 22-åriges bil. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade ved uheldet.

Onsdag kl. 17.14 skete der et færdselsuheld i krydset Stenaltvej/Voer Færgevej i Voer ved Ørsted. En 36-årig mandlig bilist kom kørende ad Stenaltvej, da han i krydset ved Voer Færgevej kørte frem for ubetinget vigepligt og kørte sammen med en anden bil, der blev ført af en 57-årig kvinde. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet. Den 36-årige mand blev sigtet for at køre frem for ubetinget vigepligt.

Onsdag kl. 19.10 blev en 45-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Randers NØ.

Onsdag kl. 22.13 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand, da en 68-årig kvindelig bilist påkørte en anden bil, ført af en 21-årig mand, da denne bremsede op for en bus, der trak ud fra et busstoppested. Kvinden blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

20. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.