Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. februar 2025 11:37

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. februar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 9.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 9.30 en 49-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for voldtægt begået tilbage i 2015.

 

Den 49-årige blev anholdt tirsdag formiddag på sin bopæl i Randers i forbindelse med politiets efterforskning af en ni år gammel voldtægtssag, som fandt sted ved en landejendom i Over Fussing, hvor en dengang 89-årig kvinde blev voldtaget.

 

Det var såkaldt slægtskabssøgning – en relativt ny metode i politiets efterforskningsarbejde – som gav politiet et match på den nu 49-årige mand via søgning på et familiemedlems DNA.

 

Læs mere om sagen i gårsdagens udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/mand-anholdt-i-ni-aar-gammel-voldtaegtssag/2025/02/04

 

**

 

Falske pengesedler i omløb – mand anholdt i sagen

I løbet af de seneste dages tid har Østjyllands Politi modtaget nogle enkelte anmeldelser om mistanke om falske 500-kronesedler, og tirsdag eftermiddag modtog politiet endnu en anmeldelse, som resulterede i en anholdelse.

 

Anmeldelsen kom kl. 13.06, da personalet i et indkøbscenter i Aarhus N havde opdaget, at ukendte gerningsmænd fredag aften omkring kl. 21.10 havde anvendt de falske pengesedler i en spillemaskine.

 

En patrulje blev sendt til stedet for at afhente de formentligt falske pengesedler til sagens fortsatte efterforskning – og netop som patruljen var på vej, modtog politiet en anmeldelse om, at de formodede gerningsmænd igen var mødt op i indkøbscenteret.

 

På stedet fik betjentene fat på den ene af de mistænkte gerningsmænd, mens den anden mand stak af fra stedet og dermed udskød sit møde med politiet.

 

Den mand, som politiet fik fat på, blev anholdt, sigtet for at have været i besiddelse af og anvendt falske 500-kronesedler. Der er tale om en 37-årig mand, som blev taget med på stationen til nærmere afhøring i sagen, som fortsat er under efterforskning.

 

Foruden anmeldelsen fra indkøbscenteret har Østjyllands Politi også fået lignende anmeldelser om betaling med falske 500-kronesedler fra en forretningsdrivende på Stjernepladsen i det nordlige Aarhus, fra Banegårdspladsen i Aarhus C og fra Mariagervej i Randers C.

 

Østjyllands Politi opfordrer til, at særligt butikker og forretningsdrivende er opmærksomme, hvis der bliver betalt med 500-kronesedler, da disse muligvis kan være falske.

 

**

 

Hashlugt på nærtliggende adresse førte til anholdelse

En patrulje fra Østjyllands Politi var torsdag eftermiddag til stede på en opgave ved en adresse i Trige, da betjentene pludseligt blev opmærksomme på en kraftig lugt af hash fra et nærtliggende sted.

 

Betjentene besluttede sig derfor efterfølgende for at følge politinæsen og rettede henvendelse på stedet, hvorfra lugten kom.

 

På stedet traf politiet blandt andet en 42-årig mand, som under en efterfølgende ransagning af adressen blev fundet i besiddelse af flere hashjoints og flere hundrede gram hash.

 

Den 42-årige mand blev anholdt, sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, mens hash og joints blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

**

 

To mænd anholdt efter overfald på 39-årig mand

Østjyllands Politi modtog tirsdag aften kl. 23.36 en anmeldelse om, at en 39-årig mand var blevet udsat for et overfald på gaden, inden han søgte tilflugt på en café og blev yderligere overfaldet.

 

I første omgang havde de to gerningsmænd på Vestergade i Aarhus C angiveligt kastet en olietønde og asfaltstykker efter den 39-årige mand, som de havde en form for forudgående kendskab til, hvorefter den 39-årige var flygtet ind på en café.

 

På caféen havde de to gerningsmænd fulgt efter den 39-årige, som de sparkede og slog med en stol, så han væltede bagover, inden de stak af fra stedet kort tid efter.

 

En patrulje var hurtigt fremme på stedet og fik afhørt vidner og sikret videoovervågning, og da politiet senere på aftenen blev gjort bekendt med, at to berusede personer opførte sig forstyrrende på Lille Torv i Aarhus, passede de to på signalementet af de formodede gerningsmænd til overfaldet i Vestergade.

 

De to mænd på henholdsvis 22 og 24 år blev kl. 03.33 anholdt, sigtet for i forening at have begået grov vold.

 

Den 22-årige nåede også lige at blive sigtet for endnu et forhold i form af et flugtforsøg, da han som anholdt og ilagt håndjern tog en lille løbetur på et par hundrede meter, inden han blev indhentet af en betjente og denne gang blev tilbageholdt på Store Torv i Aarhus C med den fornødne magt.

 

De to mænd blev efterfølgende begge taget med på stationen til afrusning og efterfølgende nærmere afhøring onsdag morgen.

 

**

 

Tre unge tyve blev opdaget af opmærksom borger

En opmærksom borger ringede natten til onsdag kl. 03.06 til Østjyllands Politi og oplyste, at vedkommende netop var blevet vækket af, at tre mænd havde stået ved hans bil og i hans garage med det sandsynlige formål at begå tyveri fra bilen.

 

De tre personer løb efterfølgende væk fra stedet, og lige bagefter løb anmelderen, som fortsat havde politiet i røret, indtil politipatruljerne nåede frem nogle få minutter senere.

 

Politiet lykkedes med at få indhentet de tre formodede gerningsmænd, hvoraf den ene viste sig at være en mindreårig dreng. De sociale myndigheder og hans pårørende blev orienteret om sagen.

 

De to øvrige – en 17-årig og en 19-årig – blev begge anholdt, sigtet for flere tilfælde af tyveri og forsøg på tyveri i fra personbiler i Viby J.

 

Østjyllands Politi siger tak for hjælpen til den opmærksomme nabo og vil fortsat have et øget og massivt fokus på indbrudstyve og andre lignende former for berigelseskriminalitet i private hjem.

 

Hvis man ser nogle mistænkelige køretøjer eller personer luske rundt i et nabolag, hvor de umiddelbart ikke hører til, så ring 114 – og hvis man ser nogen i færd med at bryde ind, så ring 112.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Byhøjdalen i Trige begået mellem lørdag d. 1/2 kl. 19.00 og tirsdag d. 4/2 kl. 12.15
  • På Mallinggårdsvej i Malling begået mellem torsdag d. 30/1 kl. 12.00 og tirsdag d. 4/2 kl. 11.30
  • På Løgstørvej i Randers SV begået tirsdag d. 4/2 mellem kl. 08.10 og kl. 15.30
  • På Romaltvej i Randers SØ begået tirsdag d. 4/2 mellem kl. 09.15 og kl. 18.40
  • På Østervænget i Randers SØ begået tirsdag d. 4/2 kl. 19.29

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

4. februar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. februar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. februar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. februar 2025

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. februar 2025

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi søndag den 2. februar

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.