Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. juli 2021 11:05

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. juli 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

 

**

 

Tre sigtet ved ulovligt raceløb

Facebook-gruppen Cars & Coffee Aarhus havde lørdag inviteret til træf på p-pladsen ved Mega Syd i Viby. I forbindelse med tilsyn på stedet kunne politiet konstatere, at ca. 1000 mennesker og ca. 500 biler var forsamlet til en slags udendørs fest. Der blev grillet pølser og hørt musik fra bilerne.

Den gode stemning ophørte dog senere på aftenen, da der fra forsamlingen blev kastet kanonslag efter en børnefamilie, der var på vej hen til en nærliggende restaurant. Det lykkedes dog ikke politiet at finde frem til vedkommende, der havde kastet kanonslag.

Cars & Coffee Aarhus har tidligere været i politiets søgelys for ikke kun at arrangere biltræf, men også arrangere kap- og væddeløbskørsel på offentlig vej. Mistanken blev bekræftet senere lørdag aften, da forsamlingen flyttede sig til Jens Olsens Vej i Aarhus N.

Her blev deltagere – og civilt klædt betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling – mødt af ”crew” fra Cars and Coffee Aarhus, der holdt vagt og spurgte, om man ville køre ræs. Betjentene kunne se, at der med røde lamper var blevet markeret en racerbane, og at en person gav tegn til bilerne om at ræse afsted med høje hastigheder mellem tilskuere og parkerede biler.

Det lykkedes betjentene af få fat i den 21-årige mand, der satte de ulovlige racerløb i gang. Han kan nu formentlig se frem til fængselsstraf og bøde for at medvirke til farlig kørsel.

Samtidig fik andre betjente fat i en 22-årig mand fra aarhusområdet og en 18-årig mand fra Aalborg, der havde kørt om kap mod hinanden på strækningen. De fik inddraget deres kørekort på stedet, da de, ud over fængsel og bøde, må forvente en længere ubetinget frakendelse af førerretten.

Den kommende efterforskning vil klarlægge om også arrangøren af aftenens begivenhed kan se frem til en hilsen fra politiet.

**

 

Søger vidner til umotiveret overfald

Søndag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 30-årig mand, der var blevet udsat for et tilsyneladende helt umotiveret overfald i Aarhus. Den 30-årige mand har forklaret til politiet, at han kort før kl. 20.00 var på vej mod banegården, da han ved Domkirkepladsen blev opmærksom på to mænd, der stod på parkeringspladsen.

Mændene tog pludselig kontakt til den 30-årige mand og spurgte, hvorfor han stirrede på dem, og om han havde et problem. Den 30-årige har forklaret til politiet, at han forsøgte at undgå kontakt med de to mænd, hvorefter den ene af dem gik hen mod ham og slog ud efter ham med et knytnæveslag – dog uden at ramme.

Derefter løb den anden mand hen til ham og gav ham et trykspark lige i maven, hvilket fik den 30-årige til at falde sammen. De to mænd løb herefter over til en bil og kørte fra stedet.

De to mænd beskrives som:

A – ham der sparkede:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Iført Louis Vuitton-kasket, sort Hugo Boss T-shirt, cowboybukser og Nike sko

B – ham der slog ud efter forurettede

  • Mellemøstlig af udseende
  • Iført Hugo Boss-trøje og cowboybukser

De to mænd kørte fra stedet i en mørk/sort sedan med tonede bagruder og store alufælge.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet på Domkirkepladsen. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

**

 

Sigtet for trusler på livet og falsk ID

Søndag kl. 10.12 blev Østjyllands Politi kaldt til Randers Busterminal på Dyrmærsken, hvor en 42-årig mand var blevet overfuset af to mænd, da han havde påtalt over for dem, at man ikke måtte drikke alkohol inde i venterummet. Den ene af de to mænd havde efterfølgende truet den 42-årige mand på livet.

Da patruljen ankom til stedet, blev de modtaget af den 42-årige mand, der afgav forklaring til sagen. Mens betjentene talte med ham, blev de opmærksomme på en mand, der stod ikke så langt derfra, og som passede på signalementet af manden, der havde truet den 42-årige på livet. Den 42-årige bekræftede, at det var gerningsmanden, og betjentene tog kontakt til ham.

Manden blev anmodet om at fremvise ID, men da han ikke havde noget ID på sig, oplyste han mundligt navn og fødselsdato. Han kunne dog ikke huske de sidste fire cifre i sit personnummer, og da betjentene stillede ham en række kontrolspørgsmål om hans familieforhold, kunne han heller ikke svare på dem.

Manden blev derfor anholdt og fik besked på, at betjentene ville køre forbi den adresse, han havde opgivet for at finde noget ID på ham. Det fik manden til at erkende, at han havde oplyst falsk ID, hvilket han blev sigtet for.

Betjentene kørte herefter forbi den 47-årige mands rigtige bopæl og fik bekræftet hans identitet. Herefter blev han kørt til politigården, hvor han blev sigtet for at have truet den 42-årige mand på livet.

**

Stukket med kniv

Søndag kl. 22.06 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person skulle være blevet stukket med kniv på De Lichtenbergs Vej i Grenaa. Da betjentene ankom til adressen, fik de kontakt til en 35-årig mand, der havde et overfladisk snitsår på overarmen, og en 27-årig mand, der havde et dybere snitsår på skulderen.

De to mænd pegede betjentene i retning af den lejlighed, hvor gerningsmanden skulle befinde sig. Da betjentene henvendte sig i lejligheden fik de kontakt til den 47-årige mand, der blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.

Østjyllands Politi er fortsat i gang med at afklare de nærmere omstændigheder i forbindelse med knivstikkeriet.

**

Brand i lade

Søndag kl. 14.12 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lade på Nydamsvej i Ørsted. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet, og der var godt gang i branden, idet laden var fyldt med høballer. Der var dog umiddelbart ingen fare for personer eller andre bygninger. Brandårsagen er endnu ukendt, men branden kan være selvantændt og have ulmet i flere dage.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 07.00 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Aarhus N. En 41-årig mandlig bilist kom kørende ad Randersvej og skulle svinge mod højre i retning mod Paludan-Müllers Vej, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen og påkørte to færdselstavler. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 41-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven på grund af manglende agtpågivenhed.

Søndag kl. 08.12 blev en 50-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Vibevej i Langå.

Søndag kl. 10.49 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers NV.

Søndag kl. 11.29 skete der et færdselsheld i krydset Århusvej/Kirke Allé ved Grenaa. En 83-årig kvindelig bilist kom kørende ad Kirke Allé og kørte frem for ubetinget vigepligt ud på Århusvej, men havde overset en 36-årig mand, der kom kørende ad Århusvej på motorcykel. Motorcyklisten forsøgte at undvige, men ramte kvindens bil, så motorcyklen væltede og kurede hen over vejen og endte ude i rabatten. Motorcyklisten blev kørt til hospitalet for at blive behandlet for sine skader.

Søndag kl. 17.32 skete der et færdselsuheld på Astrupvej i Ryomgaard. En 24-årig kvinde kom kørende ad Astrupvej, da hun i krydset ved Skarresøvej kørte frem for ubetinget vigeligt og påkørte en anden bil, ført af en 27-årig kvinde, der kom kørende ad Skarresøvej. Den 27-åriges bil rullede rundt og endte i rabatten. Begge kvinder blev kørt på hospitalet, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Søndag kl. 19.27 skete der et færdselsuheld på Strandvejen ved Fjellerup, Glesborg. En 31-årig mand kørte på stor knallert og påkørte en bil ført af en 32-årig mand. Det viste sig, at den 31-årige mand var påvirket af alkohol noget over det tilladte, og hans knallert blev derfor beslaglagt. Han blev også sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde kørekort til stor knallert, og for at køre med passager bagpå. Han blev anholdt og kørt til skadestuen for at få taget en blodprøve. Der skete umiddelbart ingen personskade som følge af uheldet.

Søndag kl. 22.18 blev en 32-årig mandlig motorcyklist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Fredensgade i Aarhus C efter en kortere eftersættelse. Manden blev desuden sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at have kørt mod kørselsretningen. Da det også viste sig, at motorcyklen hverken var indregistreret eller forsikret, fik han yderligere to sigtelser med sig hjem.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Jyllands Allé i Højbjerg begået mellem lørdag den 3/ kl. 23.00 og søndag den 4/7 kl. 13.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

6. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

5. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

4. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.