Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. maj 2026 10:06

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 to unge mænd på hhv. 17 og 20 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

De to mænd er sigtet for kvalificeret vold begået mod en 43-årig mand på en adresse i Ulstrup natten til lørdag. Her opsøgte de to mænd ifølge sigtelsen den 43-årige på hans bopæl og tildelte ham adskillige slag og spark på kroppen samt flere slag mod hovedet med en hammer. Den 43-årige pådrog sig flere skader samt kraniebrud.

De blev begge anholdt mandag aften efter forudgående telefonisk aftale med politiet.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.


**

 

Fortsat anmeldelser om stjålne telefoner i bylivet

Østjyllands Politi har i løbet af mandag modtaget flere anmeldelser fra unge mennesker, som er blevet franarret eller frarøvet telefoner på vej hjem fra byen i weekenden. I gårdagens døgnrapport advarede vi ligeledes mod kriminalitet i nattelivet med baggrund i flere anmeldelser om, at folk var blevet svindlet i pirattaxaer.

Tidligt lørdag morgen gik en 25-årig mand igennem Mølleparken i Aarhus C, da to personer spurgte, om han ville købe hash. Han takkede nej, men de to insisterede på at han skulle gemme deres nummer til en anden gang, og de lånte derfor kortvarigt hans telefon for at skrive nummeret ind. Den 25-årige fik telefonen tilbage, men før de skiltes ville de to gerne vise ham en tyrkisk dans. Kort efter opdagede den 25-årige, at hans telefon manglede.

En 28-årig mand kom lørdag morgen omkring kl. 04.00 gående i Mejlgade, da en forbipasserende bad om at låne hans telefon. Det sagde den 28-årige ja til, hvorefter personen, han havde lånt telefonen til, løb væk med den og hen til en bil med to personer i, som kørte væk fra stedet. Efterfølgende var der foretaget hævninger på flere af mandens konti.

En 25-årig mand var lørdag aften omkring kl. 23.00 på vej hjem fra byen. Foran en burgerkæde på Banegårdspladsen blev den 25-årige opsøgt af to personer, som overtalte ham til at ryge noget. Herefter husker den 25-årige ikke så meget, men da han vågnede, var hans telefon forsvundet. Telefonen blev senere fundet i en skraldespand. Ved en test hos egen læge var der tegn på, at der kan have været andet end hash i jointen, og den 25-årige fik derfor også foretaget blodprøve på hospitalet for at teste for mulig drugging.


**

 

Eftersøgt for hærværk kørte spirituskørsel på stjålet havetraktor

En 37-årig mand var i løbet af mandag lidt for fast inventar på politiets opgavelister.

Den 37-årige blev anholdt søndag aften omkring kl. 21.00, da han forsøgte at skaffe sig adgang til en adresse i Randers SØ, hvor han også havde begået hærværk på flere ting. Da han søndag ikke blev vurderet til at kunne tage vare på sig selv, blev han frihedsberøvet og taget med på politistationen. Han blev løsladt igen mandag kl. 04.42.

Lidt over kl. 7.00 var den dog gal igen, og den 37-årige var tilbage på den samme adresse i Randers SØ, hvor han hamrede på døre og vinduer. En patrulje kørte hurtigt mod adressen, men ved ankomst var den 37-årige væk.

Politiet holdt sig dog i nærheden, og klokken 09.31 var den 37-årige tilbage.
Her kom han kørende forbi patruljevognen på en stjålet, uindregistreret havetraktor med påhængsvogn, på trods af at han var påvirket af både narko og spiritus og at han var frakendt førerretten. Han havde desuden en mindre mængde hash på sig og en ulovlig kniv.

Den 37-årige blev derfor anholdt og tildelt en helt stribe af sigtelser for blandt andet flere tilfælde af hærværk, tyveri, brugstyveri af havetraktor, narkokørsel, spirituskørsel, besiddelse af narko, overtrædelse af knivloven og kørsel i frakendelsestiden.

Da den 37-årige mandag eftermiddag blev løsladt for anden gang kunne det have været enden på historien, men allerede kl. 19.05 blev politiet igen kaldt til samme adresse. Her påstod den 37-årige, at han ville have nogle ejendele udleveret. Den kvindelige beboer på stedet fortalte dog, at hun allerede havde givet ham dem, men at han selv blev med at stille dem ind til hende igen, og den 37-årige blev derfor frihedsberøvet igen - nu tredje gang på under et døgn.


**

 

Varebilist lugtede af hash og havde ikke kørekort

Natten til tirsdag kl. 00.40 kom en patrulje kørende på Silkeborgvej i Aarhus, da de blev opmærksomme på en varebil med et pudsigt kørselsmønster. De besluttede derfor at standse den tæt ved krydset med Stenbækvej.

Betjentene tog kontakt til varebilens fører, som var en 28-årig mand, og blev straks mødt af en lugt af hash fra førerkabinen. Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene se, at den 28-årige var frakendt førerret, og at han ikke havde generhvervet sit kørekort.

Den 28-årige blev sigtet for narkokørsel, besiddelse af narko og for kørsel uden førerret og tage med til hospitalet for udtagelse af blodprøver.


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Stampenvej i Randers SØ begået søndag d. 3/5 mellem kl. 19.30 og kl. 20.30
  • På Højager i Hinnerup begået mellem søndag d. 3/5 kl. 09.30 og mandag d. 4/5 kl. 13.30
  • På Engdalsvej i Brabrand begået mandag d. 4/5 mellem kl. 10.45 og kl. 14.00

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

4. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

1. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

30. april 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. april 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.