Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. april 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 9.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 09.30 en 33-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Hun er sigtet for forsætlig farevoldelse ved at have kastet sten ned på motorvejen, mens der kørte biler, hvilket udsatte tre personer for nærliggende fare.
Ved grundlovsforhøret blev kvinden varetægtsfængslet i 4 uger. Hun erkendte delvist og kærede ikke kendelsen.
Ifølge sigtelsen stod den 33-årige kvinde tirsdag aften på en bro over Djurslandsmotorvejen, da hun omkring kl. 21.55 kastede stenene, som ramte tæt på to biler.
I den ene bil befandt en mand sig, mens der var to kvinder i den anden bil. Ingen af bilerne blev ramt.
Anklagemyndigheden havde også taget to andre forhold med i fremstillingsbegæringen. Det er to forskellige episoder, hvor hun ifølge sigtelsen har truet en person i offentlig tjeneste.
I det ene tilfælde, den 19. januar, er hun sigtet for at have ringet til en medarbejder i psykiatrien og truet med at møde op med en pistol og skyde omkring sig. I det andet tilfælde, den 20. april, truede hun ifølge sigtelsen en vagt.
**
Sigtet efter vold mod 16-årig
En 33-årig mand blev onsdag eftermiddag anholdt og sigtet for groft overfald på en 16-årig dreng i Hammel.
Klokken 16.46 rykkede Østjyllands Politi ud til episoden, som fandt sted ved et grønt område omkring Møllevangen i Hammel.
Den 33-årige var blevet oprevet over den 16-åriges kørsel på knallert og mente, at han havde ramt eller været tæt på at ramme et barn.
Den voksne mand tog derfor fat i den 16-årige og gav ham ifølge sigtelsen adskillige knytnæveslag i ansigtet, sparkede ham, tog halsgreb på ham og trak ham hen mod barnet, for at han skulle sige undskyld.
Politiet blev tilkaldt, og betjentene anholdt den 33-årige, som blev sigtet for grov vold.
Den 16-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Skanderborgvej i Aarhus C begået onsdag d. 29/4 kl. 05.52
På Østerby Allé i Tranbjerg J begået mellem tirsdag d. 28/4 kl. 23.00 og onsdag d. 29/4 kl. 07.30
På Grundtvigsvej i Viby J begået mellem mandag d. 27/4 kl. 15.15 og onsdag d. 29/4 kl. 08.00
På Kolt Østervej i Hasselager begået onsdag d. 29/4 mellem kl. 08.00 og kl. 14.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877