Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

6. januar 2025 13:37

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

Skød fyrværkeri mod tilfældige og blev standset af politiet

Søndag aften kl. 20.19 modtog Østjyllands Politi nogle anmeldelser om, at tre yngre mænd angiveligt nogle få minutter forinden havde kastet med kanonslag og skudt med fyrværkeri mod tilfældige personer omkring fodgængerfeltet ved Ryesgade på Banegårdspladsen i Aarhus C.

 

Ifølge anmeldelsen var mændene kommet kørende i en bil, mens de havde affyret fyrværkeri mod andre, og en patrulje blev derfor straks sendt til stedet med henblik på at få identificeret og standset det pågældende køretøj.

 

Gerningsmændene var dog i første omgang forsvundet fra området, da politiet kom frem, men senere på aftenen kl. 21.22 bemærkede en patrulje fra Østjyllands Politi et køretøj, som passede på signalementet fra anmeldelsen lidt tidligere på aftenen.

 

Køretøjet var kommet kørende ad Park Allé fra Sønder Allé og blev kort tid efter bragt til standsning på Ny Banegårdsgade, mens betjentene nogle få sekunder forinden kunne overhøre et højt brag, formentligt i form af endnu et affyret kanonslag.

 

I bilen befandt tre yngre mænd sig, som alle blev bedt om at identificere sig, stige ud fra bilen og lade sig visitere. De blev alle sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.

 

Under en efterfølgende ransagning af køretøjet fandt betjentene flere bomberør, som lå på både bagsædet og i baggagerummet. Alle bomberørene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

Føreren – en 19-årig mand fra Aarhus V – vedkendte sig ejerskabet af et par af de udfundne bomberør, mens de øvrige angiveligt tilhørte en 19-årig mand fra Brabrand, som sad som forsædepassager. På bagsædet sad en 21-årig mand fra Tilst.

 

Et par vidner kunne bekræfte, at politiet havde fat i det køretøj, som også tidligere på aftenen var blevet set på stedet, og under en efterfølgende gennemgang af området foran Banegårdspladsen fandt betjentene også flere afskudte bomberør, som lå henkastet.

 

”Vi har et stort fokus på få bekæmpet affyring af fyrværkeri i det tidsrum, hvor det ikke er tilladt, men ikke mindst også på at få bekæmpet kriminalitet, hvor gerningsmænd udsætter tilfældige og dermed sagesløse borgere for fare ved at skyde fyrværkeri efter dem,” siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

 

Han tilføjer:

 

”Vi er meget tilfredse med, at en række bekymrede borgere hurtigt fik anmeldt forholdet, hvorved vores vagtcentral hurtigt fik sendt nogle patruljer til området, som kort tid efter kunne få fat på de formodede gerningsmænd og herunder sigte dem i sagen,” siger han.

 

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere med henblik på at få klarlagt et hændelsesforløb, da de samme gerningsmænd angiveligt også har affyret fyrværkeri mod tilfældige personer omkring Lilletorv i tidsrummet omkring kl. 20.30.

 

”Hvis man har oplevet noget med relevans for sagen, hører vi naturligvis gerne om det,” siger Brian Voss Olsen.

 

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.


**

 

Flere nye anmeldelser om umotiverede overfald begået af mindreårige piger

Opdatering tilføjet mandag kl. 16.00: Flere af de anmeldte forhold er retteligt blevet begået på Banegårdspladsen og i Banegårdshallen og ikke i indkøbscenteret Bruuns Galleri. Torsdagens episode fandt sted på Banegårdspladsen, hvorefter den pige, som blev overfaldet, fik hjælp fra vagterne i Bruuns Galleri, som fik tilbageholdt tre mindreårige piger, indtil politiet kom frem. Vi har derfor opdateret nedenstående tekst.

 

-----

 

Østjyllands Politi kunne fredag berette om en anmeldelse, hvor en 17-årig pige angiveligt var blevet umotiveret overfaldet af en gruppe mindreårige piger på Banegårdspladsen i Aarhus C – og i løbet af weekenden har politiet modtaget flere lignende anmeldelser.

 

Ifølge anmeldelserne er en række øvrige yngre piger uafhængigt af hinanden også blevet umotiveret overfaldet af en gruppe af personer, som i alle anmeldelserne beskrives som værende en gruppe af mindreårige piger.

 

”Det er naturligvis oplagt for os at kigge nærmere ind i, om der er tale om de samme formodede gerningspersoner som til det overfald, vi fik anmeldt torsdag aften, hvor vi efterfølgende fik kontakt til tre mindreårige piger i Bruuns Galleri og underrettet de sociale myndigheder,” siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi.

 

De nye anmeldelser, som politiet har modtaget, vedrører alle forhold begået i perioden fra onsdag den 1. januar og frem til lørdag den 3. januar. Der er tale om forhold vedrørende overfald, hvor tilfældige yngre piger ifølge anmeldelserne er blevet slået, sparket, trukket i håret, skubbet, truet og spyttet på i og omkring Banegårdspladsen i Aarhus C.

 

”Vi er glade for, at andre efterfølgende også har rakt ud til os og anmeldt de forhold, de har været udsat for, da der er tale om alvorlige og bekymrende episoder. Man skal altid kontakte politiet, hvis man bliver chikaneret groft eller umotiveret overfaldet – og allerhelst, så snart det finder sted, så vi straks har mulighed for at reagere på det,” siger politiinspektør René Raffo.

 

Østjyllands Politi har ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagerne af hensyn til den fortsatte efterforskning.


**

Bus kørte i grøften

Weekendens snevejr har budt på glatte veje og enkelte større færdselsuheld til gene for trafikken, men ingen personer er umiddelbart kommet alvorligt til skade, da der rundt omkring i hele kredsen er blevet kørt nogenlunde fornuftigt og efter vinterforholdene.

 

Østjyllands Politi har modtaget anmeldelser om nogle forskellige færdselsuheld, herunder også søndag aften kl. 21.30, hvor politiet modtog en anmeldelse om, at en bus var kørt i grøften på Hadstenvej i Randers SV.

 

Ifølge anmeldelsen var bussen væltet, men da politiet kort tid efter kom frem på ulykkesstedet, viste det sig dog, at bussen rettelig var gledet stille af vejen og kørt ned i grøften.

 

I alt ni personer havde befundet sig i bussen, men ingen personer var umiddelbart kommet til skade, og der var derfor ikke yderligere behov for politiets indblanding i sagen.

 

**


Fogedretssager på Djursland

Er du bosiddende på Djursland og har du et udestående med Fogedretten?

 

Så kunne det snart være en god idé at få gjort noget ved det – medmindre du gerne vil have besøg fra politiet.


Lokalpolitiet på Djursland vil i løbet af den kommende tid have fokus på de sager, hvor borgere af den ene eller anden årsag har et udestående med Fogedretten og ikke af egen fri vilje er mødt op, når de er blevet indkaldt.

 

Skynd dig ned i Fogedretten og få styr på din sag – og ellers kan du formentligt snart se frem til at få besøg af politiet og blive hjulpet en tur ned i Fogedretten.

 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Kronborgvej i Tilst begået søndag d. 5/1 kl. 19.12
  • På Grøndalsvej i Viby J begået søndag d. 5/1 mellem kl. 15.30 og kl. 19.15
  • På Elsdyrvænget i Højbjerg begået mellem fredag d. 3/1 kl. 15.00 og søndag d. 5/1 kl. 19.30
  • På Østermarksvej i Tilst begået søndag d. 5/1 kl. 23.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

7. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

4. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 4. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.