Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

9. januar 2025 12:11

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

Hashrygende blotter blev anholdt efter anmeldelse

Østjyllands Politi modtog onsdag formiddag kl. 11.01 en anmeldelse om, at en mand havde siddet i en bil på en parkeringsplads ved Brabrandstien på Ormslevvej i Viby og blottet sig for en kvinde, hvorefter han var begyndt at onanere.

 

Ifølge anmeldelsen havde manden forinden røget en joint, inden han åbnede bildøren og onanerede foran kvinden. Da hun efterfølgende kørte fra stedet, fulgte manden efter i sin egen bil.

 

En patrulje blev straks sendt til stedet, og kort tid efter kunne politiet anholde den formodede gerningsmand i form af en 40-årig mand.

 

Den 40-årige mand blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri og for narkokørsel. Han blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en joint, og blev derfor også sigtet for besiddelse af narko.

 

Hash og joint blev beslaglagt, og den 40-årige mand blev anholdt og taget med en tur på stationen, inden han senere på dagen blev løsladt efter endt afhøring til sagen.

 

**

 

Skib påsejlede flydebro i Randers

Natten til torsdag kl. 04.36 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et skib omkring kl. 21.30 onsdag aften havde påsejlet en bro ved havneanløbet i Randers Havn, og at dette ikke var blevet indberettet rettidigt, som havmiljøloven ellers påkræver.

 

Ifølge politiets oplysninger skyldes kollisionen med den såkaldte pontonbro angiveligt nogle forudgående motorproblemer, inden skibet havde ramt flydebroen ved indsejlingen til Randers Havn.

 

Østjyllands Politi har torsdag formiddag sigtet kaptajnen for den manglende rettidige indberetning af episoden og givet vedkommende en bøde for dette forhold, hvorefter skibet er sejlet videre.

 

Skibet, der sejler under flag fra Gibraltar, ankom til havnen i Randers fra Frederiksstad i Norge.

 

Kollisionen med den flydende pontonbro har ikke medført hverken personskade eller forurening i havet fra olie, ej heller givet anledning til andet med relevans for politiet.

 

**

 

Havde truet med pistollignende genstand og blev anholdt

På baggrund af en anmeldelse til politiet om, at en 54-årig mand havde fremvist en pistollignende genstand, kørte flere patruljer onsdag formiddag til en adresse i Randers C for at få undersøgt forholdet nærmere.

 

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog onsdag formiddag kl. 10.31, var den 54-årige mand tirsdag aften kl. 21.47 ankommet til en anden adresse i samme bydel, hvor han havde fremvist den formodede pistol og i samme forbindelse udvist en truende adfærd over for en 45-årig kvinde.

 

Kort tid efter politiets ankomst til adressen i Randers, hvor politiet formodede at kunne træffe den 54-årige mand, kom han gående på gaden. Her blev han anholdt med den fornødne magt, inden han blev ilagt håndjern og visiteret. Han blev i samme forbindelse sigtet for at have fremført trusler på livet.

 

Den 54-årige havde ingen ulovlige genstande på sig, men under en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet blandt andet frem til to hardball-pistoler, som blev beslaglagt.

 

Under ransagningen af adressen fandt politiet også en del tusinde kroner i kontanter, og da et efterfølgende opkald til Skattestyrelsen konkluderede, at den 54-årige havde en større gæld til det offentlige, blev pengene beslaglagt til fordring.

 

Den 54-årige mand blev også sigtet for i to tilfælde at have overtrådt våbenloven, da politiet både fandt et alubat i hans bil og et knojern på hans bopæl, mens han også slutteligt blev sigtet for at have overtrådt et tilhold mod den 45-årige kvinde.

 

**

Færdselsuheld på Viborgvej

Onsdag aften kl. 19.12 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et frontalt sammenstød mellem to biler, der var kommet kørende i hver sin retning på Viborgvej mellem Hasle i det vestlige Aarhus og Sabro.

 

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor begge biler angiveligt var blevet slynget rundt efter sammenstødet, mens flere personer ifølge anmeldelsen muligvis var kommet til skade.

 

Ved politiets ankomst til stedet var der allerede opstået kø i begge retning, hvorefter uheldsstedet blev afspærret for at give plads til redningskøretøjerne.

 

I den ene af de to biler fik betjentene kontakt til en mand og to kvinder, som blev vejledt om at forholde sig i ro, indtil ambulancepersonalet kom frem. De tre personer var alle ved bevidsthed og havde ikke umiddelbart fået livstruende skader.

 

Ved siden af den anden bil stod en 41-årig mand, som heller ikke umiddelbart var kommet alvorligt til skade.

 

Ifølge de indledende undersøgelser opstod uheldet angiveligt ved, at den 41-årige mand var kommet kørende i sydøstlig retning, inden han – af fortsat ukendte årsager – var trukket over i den nordvestlige vognbane, hvor sammenstødet med den anden personbil opstod.

 

De fire personer blev alle kørt på hospitalet, og Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere med henblik på at få klarlagt et hændelsesforløb. Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet i sagen. Politiet forlod uheldsstedet omkring kl. 20.34, da der var blevet ryddet op, hvorefter trafikken kunne afvikles.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

8. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

7. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

6. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.