Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

8. januar 2025 15:50

Dømt for at lave og sælge AI-genereret seksuelt materiale med børn

En 29-årig mand fra Randers blev onsdag ved Retten i Randers idømt et år og tre måneders fængsel, heraf de 3 måneder ubetinget, for at have lavet og udbredt AI-genereret seksuelt materiale med børn. Det er første gang i Danmark, at en person bliver dømt for at lave og distribuere krænkende materiale med børn, som er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens.

Retten i Randers udefra forfra

Foto: Østjyllands Politi

Sagen begyndte at rulle ved politiet i efteråret 2023, da National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) via deres internationale politisamarbejde fik oplysninger om, at en anonym profil på nettet solgte AI-genererede seksuelle billeder af børn. NSK delte oplysningerne med Østjyllands Politi, der den 15. november slog til på mandens adresse i Randers. 

Da politiet trængte ind i lejligheden, greb de manden på fersk gerning, mens han sad foran skærmen, der viste computergenererede billeder af børn. Under den efterfølgende ransagning og gennemgang af mandens computere, harddiske og telefon, fandt politiet over 36.000 billeder af seksuel karakter med børn.

 

En advarsel til andre

Efterforskningen af sagen har vist, at den 29-årige via en hjemmeside og chatkanal i en periode fra marts til november sidste år har distribueret og solgt et omfattende antal billeder til brugere flere steder i verden for et beløb på mindst 25.000 kroner. 

”De voldsomt seksualiserede billeder af børn, som den 29-årige har fremstillet, er så virkelighedstro, at det er stort set umuligt at se forskel. Uagtet at der ikke er tale om rigtige personer på billederne, så er det er en alvorlig sag, der falder ind under straffelovens bestemmelser om distribution af krænkende seksuelt materiale med børn. Denne sag kan forhåbentligt være en advarsel for dem, der måtte tro, at det ikke er strafbart at besidde eller videresende krænkende materiale, der er lavet med kunstig intelligens,” siger specialanklager Jesper Rubow fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

”Jeg er tilfreds med, at Byretten i Randers var enige med anklagemyndigheden om, at materialet var omfattet af straffelovens bestemmelse om børnepornografisk materiale. Retsformanden sagde ved oplæsning af dommen, at ”det er ganske oplagt, at materiale af den fremstillede karakter er opfattet af bestemmelsen”. 

 

Første dom af sin art

Straffen blev fast sat til fængsel i 1 år og 3 måneder.  Der blev udmålt som en kombinationsdom, der betyder, at den dømte skal afsone 3 måneder af straffen, og at et år af straffen gøres betinget med de vilkår, at dømte skal udføre 200 timers ulønnet samfundstjeneste, og han skal modtage sexologisk behandling efter Kriminalforsorgens bestemmelser. 

”Det er min opfattelse, at vi her var på juridisk ukendt land, at danske domstole ikke tidligere har taget stilling til, hvordan straffen skal udmåles i sagen vedr. AI-fremstillet børnepornografisk materiale. Byretten nåede frem til en straf på 1 år og 3 måneders fængsel, hvilket også viser, at der var tale om en alvorlig sag – også selvom billederne fra fremstillet ved kunstig intelligens,” udtaler Jesper Rubow 

Den 29-årige erkendte fremstillingen og distribueringen af billederne. Men nægtede kendskab til, at det var strafbart. Han tog betænkningstid i forhold til at anke. 

I forbindelse med dommen fik han konfiskeret 25.000 kroner, telefon, computere og harddiske. 

 

Pressekontakt

Specialanklager Jesper Rubow, tlf. 2910 9656
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

32-årig mand idømt fængsel for bedrageri og åger

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået bedrageri og åger af særlig grov beskaffenhed mod en 41-årig mand, som han i 2024 indgik i et ægteskab med. Forbrydelsen fandt sted ved, at den 32-årige kort efter ægteskabets indgåelse udnyttede den 41-åriges personlige vanskeligheder og den vej igennem fik overdraget en stor del af den 41-åriges faste ejendom, som senere blev gjort til den 32-åriges særeje. Han blev idømt to års fængsel.

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

Idømt flere års fængsel for trafikdrab på sovende kvinde

En 20-årig mand har ved Retten i Aarhus erkendt sig skyldig i en sag om trafikdrab, hvor en 64-årig kvinde i juni blev påkørt og afgik ved døden på en privat adresse i Tilst, mens hun lå og sov. Den 20-årige mand blev onsdag idømt fire års fængsel i sagen.

6. oktober 2026

Østjyllands Politi

Grundlovsforhør: 37-årig sigtet for sprængning i privat hjem i Vorre

Østjyllands Politi anholdt mandag en 37-årig mand som sigtes for forsøg på manddrab ved at have forårsaget en sprængning i et privat hjem i Vorre natten til den 15. september. Anklagemyndigheden fremstiller ham i dag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30. Ud over forsøg på manddrab sigtes han for anvendelse af eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder.