Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

11. maj 2021 12:37

Fire vanvidskøretøjer beslaglagt på tre timer

Èn enkelt færdselsbetjent fra Østjyllands Politi beslaglagde mandag aften fire køretøjer på grund af vanvidskørsel – tre af dem på den samme strækning i Åbyhøj.

Bødeblok

Foto: Lars Aarø

Færdselsbetjenten havde sent mandag aften taget opstilling på Silkeborgvej i Åbyhøj for at lave fartmålinger på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km/t.

Kl. 22.07 kørte den første vanvidstrafikant forbi i form af en 23-årig mandlig motorcyklist fra Åbyhøj, der blev målt til at køre 112 km/t. Det er en overskridelse på mere end 100% af den tilladte hastighed, hvilket resulterede i, at den 23-årig mand fik beslaglagt sin motorcykel og fik førerretten inddraget på stedet.

Knap halvanden time senere var den gal igen, da to biler, der tydeligvis ikke havde set færdselsbetjenten, besluttede sig for at køre om kap langs Silkeborgvej. Betjenten lavede en fartmåling på den ”langsomste” bil, som tabte kapløbet, og her viste måleren 101 km/t.

Begge bilister, en 19-årig mand fra Galten og en 22-årig mand fra Harlev, fik beslaglagt deres biler og inddraget førerretten på stedet.

 

En mere på vej hjem

Da færdselsbetjenten et par timer senere kørte på motorvejen på vej retur mod politigården i Randers, blev han overhalet af en bil, der kørte meget hurtigt. Betjenten kørte efter bilen og startede en hastighedsmåling, der afslørede en gennemsnitshastighed på 206 km/t. Kører man hurtigere end 200 km/t på motorvejen, er det at betragte som vanvidskørsel.

Færdselsbetjenten fik standset bilen på afkørselsrampen ved Hadsten og tog kontakt til den 18-årige kvinde, der sad bag rattet. Betjenten oplyste hende om, at bilen skulle beslaglægges, og at hendes førerret var inddraget på stedet. Det viste sig i øvrigt, at den 18-årige kvinde, på trods af sin korte karriere som chauffør, allerede var i besiddelse af seks klip i kørekortet.

 

Otte køretøjer beslaglagt

Siden politiet den 31. marts 2021 fik mulighed for at beslaglægge køretøjer, der bliver brugt til vanvidskørsel, er der i Østjyllands politikreds beslaglagt seks biler og to motorcykler. De to motorcykler og to af bilerne er beslaglagt alene på grund af al for høj fart.

De øvrige to biler er beslaglagt som konsekvens af en blanding af for høj fart og hensynsløs kørsel, hvor man har bragt andres liv og førlighed i fare. I de sidstnævnte sager er de to førere, en 22-årig mand og en 23-årig mand, begge blevet varetægtsfængslet.

”Der er tydeligvis nogen derude, der endnu ikke har forstået budskabet. Det har altså en konsekvens at køre både stærkt og hensynsløst, men det værste er, at man sætter andres liv i fare,” siger politikommissær Amrik Chadha.

 

**

 

Pressekontakt

Politikommissær Amrik Chadha, 2269 1169

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

16. oktober 2026

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri af flere end 100 borgere

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt et år og seks måneders fængsel for at have begået bankbudsbedragerier mod 48 borgere, som han til sammen har svindlet for flere hundrede tusinde kroner. Den 32-årige erkendte desuden at have forsøgt at bedrage yderligere 150 ældre borgere som falsk bankbud.

15. oktober 2026

Østjyllands Politi

19-årig mand anholdt - sigtet for to voldtægtsforsøg i Risskov

Østjyllands Politi har onsdag eftermiddag kl. 17.26 foretaget anholdelse af en 19-årig mand, som formodes at stå bag to voldtægtsforsøg i Risskov i den nordlige del af Aarhus. Episoderne fandt sted i juli og september, og den 19-årige mand er blevet anholdt på baggrund af en omfattende efterforskning af sagerne.

12. oktober 2026

Østjyllands Politi

Fejl i løbehjulsbøder til forældre

Østjyllands Politi har ved en fejl uddelt bøder til forældre flere sager, hvor mindreårige er blevet taget i at køre ulovligt på el-løbehjul. Der er i alt uddelt 19 sigtelser - heraf 12 bøder. Både bøder og sigtelser bliver nu trukket tilbage, og de der har betalt bøden, får pengene retur.