Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

25. oktober 2022 10:40

25-årig idømt otte års fængsel efter skyderi på åben gade

En 25-årig mand, der er medlem af en bande, blev tirsdag idømt otte års fængsel for forsøg på vold af særlig farlig karakter ved i april i forening med en p.t. ukendt gerningsmand at have skudt hen over en trafikeret vej i Aarhus i et forsøg på at ramme to mænd fra en rivaliserende bande.

Retten i Aarhus fra vejen forfra

Foto: Østjyllands Politi

Ved strafudmålingen blev den skærpende bandeparagraf taget i brug, da skudepisoden var egnet til at fremkalde en konflikt mellem bandegrupperinger. Retten fandt det nemlig bevist, at den 25-årige er tilknyttet Brabrandgruppen, og at årsagen til skuddene skulle findes i en konflikt mellem dem og Rosenhøjgruppen og Trillegårdsgruppen. 

Episoden skete den 14. april 2021 om eftermiddagen omkring krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus. Ifølge flere vidner affyrede to mænd på en scooter flere skud hen over flere vejbaner. Ingen af de mindst seks skud, der blev affyret, ramte deres de to rivaliserende bandemedlemmer, men et af dem ramte skærmkassen på en tilfældig bil, som tre personer sad i, mens fem andre skud ramte den bil de to bandemedlemmer sad i.   

Mændene på scooteren kørte fra stedet, men blandt andet via overvågningsbilleder og vidneudsagn fandt politiet frem til den 25-årige, der har siddet varetægtsfængslet i sagen siden august sidste år. 

 

Frikendt for forsøg på drab

I Retten i Aarhus blev han dømt for forsøg på vold af særlig farlig karakter og for at have forvoldt fare for andres liv og helbred, ligesom han blev dømt for at have været i besiddelse af et skydevåben på et offentligt sted.  

Til gengæld blev han frikendt for forsøg på drab, da retten ikke mente, at det kunne bevises, at der blev skudt for at dræbe. 

”Det er jo rent held, at ingen kommer noget til, når man på den vanvittige måde kører rundt og afgiver flere skud på tværs af en trafikeret vej, og der var en række skærpende omstændigheder i den her sag. Det største bevismæssige tema var, hvorvidt det var den 25-årige, der var en af de to personer på scooteren. Det var retten enig med anklagemyndigheden i, og jeg er tilfreds med, at retten nåede frem til en strafudmåling, som viser alvoren i sagen, ” siger specialanklager Jesper Rubow. 

Den 25-årige nægtede sig skyldig. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. 

 

Idømt 8 års opholdsforbud

Ud over fængselsstraffen blev den 25-årige også idømt et opholdsforbud, der betyder, at han efter afsont straf ikke må opholde sig i Brabrand i en periode på otte år. 

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til den anden person, der befandt sig på scooteren under skyderiet. Har du oplysninger, der kan lede til den anden gerningsmand, kan du kontakte politiet på tlf. 114. 

 

Pressekontakt 

Specialanklager Jesper Rubow, tlf. 2910 9656

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

10. september 2026

Østjyllands Politi

10 års fængsel til 24-årig for skud mod rockerborg

En 24-årig mand blev torsdag idømt 10 års ubetinget fængsel for sin deltagelse i skyderiet mod Hells Angels' daværende klubhus i Randers sidste år. Han er desuden idømt et kontaktforbud og opholdsforbud i 8 år.

9. september 2026

Østjyllands Politi

40-årig mand dømt for dødelig vold mod samlever

En 40-årig mand blev onsdag idømt otte års ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus for at have udsat sin samlever for så grov vold, at hun døde af kvæstelserne.

31. august 2026

Østjyllands Politi

Tiltale rejst i sag om skuddrab på 21-årig mand i 2022

I marts 2022 blev en 21-årig mand dræbt af skud i sin bil ved en tankstation i Rosenhøj i Viby J. Østjyllands Politis efterforskning har nu ført til, at Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale i sagen mod to mænd på 31 og 33 år.