Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

30. november 2023 15:01

Udenlandsk par fængslet og udvist efter groft overfald i Aarhus C

Det, der skulle have været en god aften i byen, endte med at blive det stik modsatte for to mænd og to kvinder, da de natten til den 30. maj blev brutalt overfaldet med slag og spark af et udenlandsk par. Torsdag blev de to gerningsmænd - en 28-årig mand og en 19-årig kvinde - idømt fængsel ved Retten i Aarhus og udvist i flere år.

Retten i Aarhus gulvtæppe logo

Foto: Østjyllands Politi

For præcist et halvt år siden – natten til tirsdag den 30. maj omkring kl. 03.45 – modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en gruppe på fire personer var blevet overfaldet på Frederiksgade i Aarhus C.

 

Overfaldet, der angiveligt var blevet udløst efter uoverensstemmelser omkring noget narko, havde været så voldsomt, at flere af ofrene var blevet efterladt i bevidst- og hjælpeløs tilstand, mens gerningsmændene efterfølgende havde stjålet deres telefoner og forladt stedet.

 

”Der har været tale om et særdeles groft overfald, hvor først en ung kvinde uden forvarsel bliver slået bevidstløs bagfra, inden to mænd bliver slået og sparket på over flere forskellige omgange af den 28-årige gerningsmand – også efter, de ligger ned og er kommet alvorligt til skade,” siger specialanklager Jakob Beyer fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Anholdt kort tid efter

De to gerningsmænd, der begge er udenlandske statsborgere fra Ukraine, blev kort tid efter episoden anholdt af politiet kort ført kl. 04.00, da vidner havde overværet episoden. Her fandt politiet også flere af ofrenes telefoner, som gerningsmændene havde forsøgt at smide fra sig, lige inden de blev anholdt.

 

Samme dag blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet.

 

I forbindelse med Østjyllands Politis efterforskning af sagen og gennemgang af blandt andet videoovervågning fra stedet blev det senere vurderet, at kvinden også skulle anholdes, da hun havde været medvirkende til røveriet.

 

Det var politiets vurdering, at det nu også kunne bevises, at hun i forening med den 28-årige mand havde været medvirkende til den samlede episode ved blandt andet at have holdt den ene af de forurettede kvinder samt at have stjålet flere af ofrenes telefoner, mens hun angiveligt havde ledt efter narko i deres lommer.

 

”Jeg er meget tilfreds med, at retten har været enige med Anklagemyndigheden i, at de to personer handlede i forening, og jeg glæder mig over, at de to personer nu er blevet dømt efter anklageskriftet i sagen. Det er vigtigt, at vi endnu en gang har fået sendt et tydeligt signal om, at grov vold ikke accepteres i vores samfund,” siger specialanklager Jakob Beyer.

 

Den 28-årige mand blev idømt halvandet års fængsel, mens den 19-årige kvinde blev idømt et års fængsel. De blev begge dømt for røveri, mens den 28-årige mand også blev dømt for at have begået kvalificeret vold. De blev begge udvist med et indrejseforbud gældende i henholdsvis 12 og seks år, mens de forblev fængslet efter dagens dom. Begge personer udbad sig betænkningstid.

 

Særligt til pressen:

For yderligere kommentarer til sagen, kan pressen kontakte specialanklager Jakob Beyer fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på telefonnummer 51243641.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

32-årig mand idømt fængsel for bedrageri og åger

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået bedrageri og åger af særlig grov beskaffenhed mod en 41-årig mand, som han i 2024 indgik i et ægteskab med. Forbrydelsen fandt sted ved, at den 32-årige kort efter ægteskabets indgåelse udnyttede den 41-åriges personlige vanskeligheder og den vej igennem fik overdraget en stor del af den 41-åriges faste ejendom, som senere blev gjort til den 32-åriges særeje. Han blev idømt to års fængsel.

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

Idømt flere års fængsel for trafikdrab på sovende kvinde

En 20-årig mand har ved Retten i Aarhus erkendt sig skyldig i en sag om trafikdrab, hvor en 64-årig kvinde i juni blev påkørt og afgik ved døden på en privat adresse i Tilst, mens hun lå og sov. Den 20-årige mand blev onsdag idømt fire års fængsel i sagen.

6. oktober 2026

Østjyllands Politi

Grundlovsforhør: 37-årig sigtet for sprængning i privat hjem i Vorre

Østjyllands Politi anholdt mandag en 37-årig mand som sigtes for forsøg på manddrab ved at have forårsaget en sprængning i et privat hjem i Vorre natten til den 15. september. Anklagemyndigheden fremstiller ham i dag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30. Ud over forsøg på manddrab sigtes han for anvendelse af eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder.