Spring til hovedindhold

Forslag

Straffritagelse i tilknytning til stofindtagelsesrum

Borgere, der er i besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, kan under en række omstændigheder fritages for at blive strafforfulgt i et område ved Kalkværksvej 43 i Aarhus C.

Østjyllands Politi har besluttet at udpege et område i umiddelbar nærhed af stofindtagelsesrummet på Kalkværksvej 43, 8000 Aarhus C, som et område, hvor borgere i besiddelse af euforiserende stoffer under bestemte omstændigheder kan fritages for strafforfølgning.

Fritagelsen gælder i tilfælde, hvor pågældende, der er i besiddelse af stoffet, er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer og den pågældende:

  1. befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af stofindtagelsesrummet, og besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eller
  2. er på vej til stofindtagelsesrummet med henblik på indtagelse af stoffet.

Læs om udpegning af område for fritagelse for strafforfølgning i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum (pdf).

 

Geografiske placering af området

Kort over området for straffritagelse i tilknytning til stofindtagelsesrum

Straffritagelsen gælder inden for området: Fortovet og det grønne areal fra nr. 15 b til nr. 19 på Spanien, stien fra Spanien til Kalkværksvej nr. 14 og 10 samt resten af Kalkværksvej i nordgående retning indtil Filmbyen.