Spring til hovedindhold

Forslag

Sejlads

Særlige regler for sejlads i Københavns Vestegns Politis område.

Når du fører et fartøj på vandet i Danmark, er du skibsfører. Det gælder uanset om du fører en større motorbåd, jetski, en sejlbåd for sejl eller motor, en lille jolle, en kajak eller fx et paddleboard eller dyrker kitesurfing (brætsejlads). Det gælder også ved fritidssejlads og uanset om det er certifikatkrævende fartøj eller ikke og uanset, om du går for motor eller sejl.

Som skibsfører er du underlagt en hel række regler for sejlads og sikkerhed med det ansvar, som det medfører. Disse regler omfatter blandt andet krav om udkig, hastighed, vigeregler, sikkerhedsforhold som fx redningsveste, skibslys, regler for ansvarsforsikring, lovpligtige certifikater og promillegrænser.
 
Særlige regler for sejlads i Københavns Vestegns Politis område
Københavns Vestegns Politi har som supplement til gældende regler, havnereglementer m.v. om sejlads udstedt et sejladsreglement for kyststrækningen i Københavns Vestegns Politikreds. Sejladsreglementet er udstedt i medfør af ordensbekendtgørelsen § 14, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler med henblik på at forebygge hindringer eller ulemper for anden sejlads eller for badning. Sejladsreglementet gælder som udgangspunkt for sejlads med motorbåde og for brætsejlads. 

 

Du finder reglementet for Københavns Vestegns Politis område her:

Reglement for sejlads

 

Når du færdes på vandet skal du selv orientere dig om lokale regler i den lokale politikreds, fordi de forskellige politikredses sejladsreglementer kan afvige fra hinanden.
 
Når du sejler i Københavns Vestegns Politikreds, skal du være ekstra opmærksom på særlige regler og restriktioner, når du er tættere på land end 300 meter samt særlige regler i havnene samt Kalvebodløbet. 
 
Københavns Vestegns Politi kan i øvrigt henvise til relevante regler om sejlads m.v., herunder vandscooterbekendtgørelsen, som f.eks. kan findes på retsinformation.dk. Vi kan desuden henvise til visse kort f.eks. på miljøstyrelsens hjemmeside i forhold til Natura2000-områder samt soefartsstyrelsen.dk. Nogen kommuner tilbyder desuden kortmateriale på deres hjemmesider. Bemærk, at der omkring Kalvebodløbet er naturfredningszone, hvorfor mulighederne for sejlads med bl.a. jetski og vandscooter dér er begrænset.   

 

 

Spørgsmål og henvendelser
Spørgsmål og henvendelser om sejlads kan rettes til Københavns Vestegns Politi på KBHV-maritim-indsats@politi.dk og vil blive besvaret hurtigst muligt. 

Akutte henvendelser skal dog som altid rettes til hhv. 114 eller 112.