Hvis du oplever problemer
Om offentlig straffeattest
Offentlige myndigheder kan i bestemte situationer bestille en straffeattest på private personer til offentlig brug f.eks. ved ansættelse eller ved udstedelse af autorisationer.
Der skal altid fra den pågældende indhentes samtykke før udstedelse af attesten, og straffeattesten bliver sendt direkte til bestiller. Du kan ikke selv som privat person få udstedt din straffeattest til offentlig brug.
Straffeattesten til offentlig brug kan kun udstedes, når det af reglerne i Kriminalregisterbekendtgørelsen eller anden lov fremgår, at der er mulighed for at bestille en straffeattest til offentlig brug.
Ved bestilling af attesten, skal den offentlige myndighed altid angive lovhjemlen til at attesten kan udstedes. Den offentlige myndighed har ansvaret for, at myndigheden må indhente attesten i den konkrete situation. Se under punktet "Hvem kan bestille en offentlig straffeattest" nedenunder for at se Kriminalregisterbekendtgørelsens § 23.
En offentlig straffeattest uden samtykke kan kun bestilles ved at skrive til Kriminalregisteret. Det skal fremgå, hvad grundlaget (hjemlen) er for at indhente attesten. Straffeattesten er gratis, og vi sender den inden for 6-8 hverdage, fra vi har modtaget anmodningen.
Send din anmodning til Kriminalregisteret under Politiets Administrative Center.
En offentlig straffeattest indeholder oplysninger om:
• Domme for overtrædelse af straffeloven
• Bøder og tiltalefrafald med vilkår for overtrædelse af straffeloven
• Domme, tiltalefrafald med vilkår og frakendelser for overtrædelse af andre love end straffeloven, herunder lov om euforiserende stoffer og færdselsloven (vilkår kan for eksempel være ikke at begå nyt strafbart forhold, at betale en bøde, at tage ophold og følge undervisning et bestemt sted eller at følge en behandling).
• Opholdsforbud efter straffelovens §§ 79a - 79c.
Oplysningerne om en begået lovovertrædelse fremgår af den offentlige straffeattest i mindst 10 år regnet fra dommen, løsladelsen eller frakendelsens udløb.
Læs mere om, hvor længe afgørelser står på straffeattesten.
Der gælder særlige regler for unge, der på gerningstidspunktet var under 18 år:
- Den første strafferetlige afgørelse for en lovovertrædelse, der er begået, før personen fyldte 18 år, fremgår som udgangspunkt ikke af straffeattesten
- Ordningen kaldes betinget notering
Hvis den unge ikke begår et nyt strafbart forhold inden for tre år fra den første afgørelse, kommer den første afgørelse ikke til at fremgå af straffeattesten.
Hvis den unge inden for en periode på tre år fra den første afgørelse begår et nyt strafbart forhold, der efter de almindelige regler vil fremgå af straffeattesten, vil den første afgørelse også komme til at fremgå af straffeattesten.
Ordningen gælder ikke i sager, hvor den unge er idømt en ubetinget frihedsstraf, en ungdomssanktion (straffelovens § 74a) eller en behandlingsdom (retsfølge efter straffelovens §§ 68-70). I disse situationer vil dommen fremgå af straffeattesten, selvom det er den første strafferetlige afgørelse.
Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt medtages ikke på en straffeattest, uanset om det ikke er den første strafferetlige afgørelse.
Offentlige straffeattester med samtykke
Sagsbehandlingstiden på levering af straffeattester er op til 5 arbejdsdage.
Du vil dog i langt de fleste tilfælde opleve at du modtager straffeattesten samme dag eller dagen efter din bestilling.
For at give eller afvise samtykke, skal den pågældende person have adgang til en digital postkasse og have accepteret at modtage post fra det offentlige i den digitale postkasse.
Når en person skal give samtykke til, at der må udstedes en straffe- eller børneattest, skal personen sikre sig, at han/hun kender den person, der har bestilt den, og ved, i hvilken sammenhæng attesten skal udstedes.
Hvis der ikke er givet samtykke inden for 14 dage, bliver bestillingen afvist. Et skriftligt samtykke til Kriminalregisteret er gyldigt i et år. Hvis attesten endnu ikke er udstedt, kan du tilbagekalde dit samtykke.
Hvis du ønsker at bestille en offentlig attest via post, skal du sende din anmodning og en samtykkeerklæring til Kriminalregisteret under Politiets Administrative Center.
Vær opmærksom på, at den person, som straffeattesten vedrører, skal have underskrevet en samtykkeerklæring. Samtykket giver tilladelse til, at der udstedes en offentlig straffeattest til en angivet offentlig myndighed. Det skal også fremgå, hvad grundlaget (hjemlen) er for at indhente attesten.
Samtykkeerklæring til udstedelse af en offentlig straffeattest.