Spring til hovedindhold

Forslag

Ansøg om tilladelse til tv-overvågning ved boligområde eller idrætsanlæg

Ansøg om tilladelse til tv-overvågning, hvis du som boligorganisation, forening eller idrætsanlæg ønsker at foretage vedvarende eller regelmæssig tv-overvågning af offentligt tilgængelige områder med henblik på at bekæmpe kriminalitet.

Bemærk, at du ikke kan søge som privatperson, men skal søge som boligorganisation, ejerforening/grundejerforening eller privat idrætsanlæg (arena/stadion med større publikum). Privatpersoner skal i stedet kontakte en rådgiver med rådgiveransvar, fx en advokat.

Hav følgende parat

Foreningens, selskabets eller idrætsanlæggets MitID

Kopi af vedtægter for boligselskabet, foreningen, idrætsanlægget e.l., eller anden dokumentation for, at boligselskabet repræsenterer alle beboerne ved nævnte adresse.

Samtykke fra privatpersoner eller virksomheder i umiddelbar tilknytning til det område, der skal overvåges

Oversigtsfoto med præcis angivelse af, hvor du ønsker at opsætte kameraer, og hvilket område disse overvåger og et detaljeret kort, som angiver den ønskede placering af kameraerne og den vinkel, de optager i, herunder også antal af kameraer

Beskrivelse af, hvilke problemer der har givet anledning til ansøgningen om tv-overvågning, herunder hvorvidt eventuelle problemer er politianmeldt

Journalnummer på eventuelle politianmeldelser

Ved fornyelse: oplys gerne journalnummer på den tidligere sag, hvor tilladelsen til tv-overvågning er givet.

Spørgsmål og svar
Det koster ikke noget at ansøge om tilladelse til TV overvågning.
Det tager typisk 4-6 uger at behandle en ansøgning om tilladelse til TV overvågning.
Når vi har behandlet din ansøgning, sender vi svar til din digitale postkasse. 

Hvis du ikke har MitID, skal du i stedet sende de relevante oplysninger med fysisk post til Politiets Administrative Center.

Du skal dog være opmærksom på, at det øger risikoen for fejl i ansøgningen, at tilladelsesafdelingen skal bruge længere tid på at behandle ansøgningen, og at PostNord skal bruge 5 hverdage til levering af almindelige breve. Hvis du ansøger via brevpost, kan det derfor forlænge sagsbehandlingstiden væsentligt.

 
Du skal være opmærksom på, at en særlig tilladelse til overvågning som udgangspunkt er omfattet af den obligatoriske registreringspligt i Politiets Kameraregister, også kaldet POLCAM. Du kan læse mere om registeret og foretage registrering på politi.dk/kamera

Kontakt Tilladelser i Politiets Administrative Center

Hvis du har spørgsmål til lovgivningen på området eller brug for hjælp til ansøgning til tilladelse, kan du kontakte Tilladelser i Politiets Administrative Center

Se kontaktoplysninger