Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

24. november 2021 09:07

26-årig svensk mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af hash

Den 26-årige erkender delvist og har ikke kæret varetægtsfængslingen. Indsmuglingen blev opdaget ved Toldstyrelsens rutinemæssige kontrol ved Møllehus grænseovergang.

En 26-årig svensk mand er ved et lukket grundlovsforhør fredag ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af 6,5 kilo hash via landegrænsen.

Den 26-årige erkender delvist og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Indsmuglingen blev opdaget ved Toldstyrelsens rutinemæssige kontrol ved Møllehus grænseovergang i Tønder Kommune torsdag aften, hvor den 26-åriges personbil blev taget ud til kontrol.

Ved toldkontrollen forsøgte den svenske mand dels at gemme 800 gram hash i bukserne, dels forsøgte han at stikke af, men blev holdt tilbage af tolderne, indtil betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi nåede frem og anholdt manden.

Den 26-åriges køretøj blev efterfølgende ransaget af betjentene fra UKA Vest, hvor der blev fundet yderligere 5,8 kilo hash gemt i motorrummet. Ransagningen skete i Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. 
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. 
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. 
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. 
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

9. september 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Tre mænd sigtet for salg af narko

Syd- & Sønderjyllands Politi fandt en større mængde narkotika ved to ransagninger

8. september 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Beslaglagt løbehjul kunne køre 146 km/t

Syd- & Sønderjyllands Politi beslaglagde mandag et el-løbehjul i Aabenraa

5. september 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Beboere evakueret ved brand i lejlighed i etageejendom

En person er anholdt og mistænkes for at have påsat branden.