Nærbetjente sætter fokus på trygheden i Tønder efter slagsmål
Nærbetjente vil tirsdag mellem klokken 10.00 og 12.00 være til stede i området omkring Kongevej i Tønder.
Tre personer er fortsat sigtede for grov vold.
Nærbetjente fra Syd- & Sønderjyllands Politi vil tirsdag mellem klokken 10.00 og 12.00 være til stede i området omkring Kongevej i Tønder.
Det sker som et led i en tryghedsskabende indsats efter et slagsmål på strækningen tidligt mandag morgen, hvor en 23-årig mand kom alvorligt til skade.
Betjentene vil patruljere på cykler i tidsrummet i området.
Her er borgerne meget velkomne til at henvende sig, både hvis de har spørgsmål til trygheden i området, og hvis de har spørgsmål til politiets indsats m.m.
Syd- & Sønderjyllands Politi søger desuden fortsat vidner i forbindelse med slagsmålet. Vidnerne kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4, og de kan også kontakte nærbetjentene tirsdag formiddag.
Efterforskningen fortsætter
Syd- & Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen af slagsmålet, og politiet har blandt andet foretaget afhøringer og gennemført tekniske undersøgelser.
Den 23-årige mand og samt to mænd på 19 og 36 år, der blev anholdt i forbindelse med sagen, er fortsat sigtede for grov vold i forbindelse med deres indbyrdes slagsmål.
Efter en vurdering af efterforskningsmaterialet fandt anklagemyndigheden ikke grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
De tre personer er derfor løsladt efter endt afhøring. Men da de fortsat er sigtede i sagen, kan de risikere et retligt efterspil efter slagsmålet.
Mediernes kontaktperson: Politikommissær Martin Hess Pedersen, Områdecenter Syd i Sønderborg.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)