Spring til hovedindhold

Forslag

To litauiske mænd idømt fængsel og udvisning for indbrud mod maskinstationer i Vestjylland

De to mænd blev anholdt den 16. februar umiddelbart efter et indbrud mod en maskinstation i Lemvig Kommune og har siddet varetægtsfængslet frem til dommen.

To litauiske mænd på 21 og 24 år blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt henholdsvis fire og fem måneders fængsel, lige som de begge blev udvist med et indrejseforbud på seks år, for indbrud og forsøg på indbrud mod maskinstationer i Vestjylland.

De blev begge dømt for et indbrud mod en maskinstation i Lemvig Kommune, hvor der blev stjålet værktøj og diesel, samt et forsøg på indbrud mod en maskinstation i Varde Kommune.

Tilsvarende blev den 24-årige mand dømt for yderligere et forsøg på indbrud mod en maskinstation i Varde Kommune.

Alle hændelser fandt sted i februar måned.

De to mænd blev anholdt den 16. februar umiddelbart efter indbruddet i Lemvig Kommune og har siddet varetægtsfængslet frem til dommen.

De to mænd har under sagen nægtet sig skyldige, men modtog dommen.

I forbindelse med dommen lagde retten vægt på, at indbruddet og indbrudsforsøgene var sket som led i organiseret kriminalitet.

Sagerne har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, da der er tale om sager vedrørende omrejsende kriminelle udlændinge, der har opereret via den dansk-tyske landegrænse.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

19. juni 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

To personer er varetægtsfængslet i voldssag: Politiet søger nu vidner

De to mænd er sigtede for i forening at have begået vold.

19. juni 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Tre butikstyve anholdt: De ville returnere varer, de ikke havde betalt for

Flere af de stjålne effekter kunne leveres tilbage til forretningerne.

18. juni 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet anholdte i dag fire mistænkte til vold begået i Esbjerg

Politiet har en formodning om, at kriminaliteten har relation til en intern uoverensstemmelse omkring rockergruppen Comanches MC i Esbjerg.