Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå at blive udsat for bedrageri i jagten på en studiebolig

Syd- og Sønderjyllands Politi kommer med gode råd til de boligsøgende.

 

Tilbuddet lød ellers meget godt.
En 25-årig mand fra Aabenraa var i foråret på udkig efter en ny lejlighed i byen.
Han blev kontaktet af en udlejer, der præsenterede ham for fotos af drømmeboligen. Og den 25-årige skulle blot overføre 22.000 kroner i depositum til en bankkonto, så var lejligheden hans.

Hurtigt efter skiftede pengene hænder. Men derefter lød budskabet, at lejligheden nu var blevet vandskadet og derfor ubeboelig.

Omvendt var det ikke ligetil at få udlejeren i tale, så depositummet kunne betales tilbage. 
I tilgift stod det efterfølgende klart, at billederne også var et falsum. Og den 25-årige måtte derfor gå den tunge gang til Syd- og Sønderjyllands Politi for at anmelde bedrageriet, der bliver efterforsket.

 

Vær årvågen

Lederen af forebyggelsessektionen i politikredsen, vicepolitiinspektør Chr. Østergård, opfordrer de boligsøgende til at være meget skeptiske, så de undgår at blive udsat for bedrageri.

- Har man først overført penge til en kriminel, der udgiver sig for at være udlejer, er der meget stor risiko for, at pengene er tabt. Gerningsmanden opererer måske fra udlandet, hvor det kan være yderst vanskeligt at få sagen efterforsket, vedkommende anholdt og pengene igen. Men er man årvågen som boligsøgende, er det vanskeligere for en svindler at snyde en, pointerer Chr. Østergård.

Han nævner i den forbindelse en anden aktuel sag fra foråret, hvor en borger overførte 1.500 Euro til en udlejer i Tyskland, og hvor det efterfølgende viste sig, at annoncen var falsk.

 

Mange søger nu

Vicepolitiinspektøren advarer desuden om, at den kommende tid kan være højsæson for bedrageri med lejeboliger. 

Tirsdag den 28. juli får de unge svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse.
Og selvom drømmestudiet så er i hus, står mange over for den næste udfordring: De skal finde en bolig, så alt er på plads inden studiestart i september.

Boligmarkedet i mange studiebyer kan være presset. Og hvert år bliver studerende desværre udsat for bedrageri, fordi kriminelle tilbyder private lejeboliger, som de ikke råder over.

Vicepolitiinspektøren fremhæver, at mange unge allerede før den 28. juli er gået i gang med at søge efter en studiebolig for at komme foran i køen. Nu øges antallet af boligsøgende yderligere, og det er de kriminelle meget bevidste om.

- Vi ser en generel tendens til, at kriminelle benytter hjemmesider og sociale medier til at komme i kontakt med borgere for at begå bedrageri, bl.a. i forhold til lejeboliger. Så det gælder om at være skeptisk i dialogen med en udlejer og ikke lade sig presse til fx at betale forskud uden at have set boligen først og have dokumentation for, hvem udlejer er, pointerer Chr. Østergård.
  

Gode råd når du søger studiebolig

 

Undersøg hvem der ejer boligen 

Hvis du skal leje gennem en privat udlejer, er det en god idé at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk
 

Undersøg om boligen er på markedet 

Undersøg om boligen er på markedet ved at kontakte ejeren gennem boligejer.dk
  

Få legitimation fra udlejer 

Er udlejeren den, han udgiver sig for? Kan du se, hvilket nummer udlejeren ringer/SMS’er fra? Tjek oplysningerne på fx krak.dk. Sender vedkommende SMS via websites? Det kan være et tegn på snyd.
Få en kopi af udlejers billedlegitimation i form af kørekort eller pas, og tjek at billedet er vellignende. 
  

Vær kritisk hvis udlejer vil have dig til at overføre penge til en udenlandsk konto 

Vær påpasselig hvis du bliver bedt om at overføre penge til en udenlandsk konto, Western Union eller PayPal. Mange svindlere forsøger at gemme sig bag udenlandske konti eller udenlandske online betalingsløsninger. 
  

Betal ikke kontant – overfør kun via et dansk pengeinstitut 

Sørg for at overføre depositum, husleje eller forudbetalt leje til en dansk bankkonto, så du altid har dokumentation for, at du har overført pengene. Overfør først når du har set lejligheden og vellignende gyldig legitimation fra udlejer.
Du kan eventuelt sætte pengene ind på en spærret konto – og dermed garantere - at du kan betale depositum og efterfølgende lave en kontooverførsel, så modtageren kan spores. 
  

Betal ikke penge under bordet

 Betal aldrig penge under bordet til udlejer. Det er ulovligt, og du har ikke nogen juridisk mulighed for at få dine penge retur.
  

Få en fremvisning 

Insister på at få boligen fremvist og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddør/dørtelefon. Du kan også spørge, om naboen kender udlejer. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål. 
  

Sørg for en gyldig lejekontrakt 

Få en lejekontrakt med udlejers underskrift og få en fagperson til at kigge kontrakten igennem, før du selv skriver under. Det er vigtigt, at du har set boligen, inden du skriver lejekontrakten under eller overfører penge. 
  

Lad dig ikke presse

Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse. Vær på vagt, hvis udlejer vil have dig til at skrive under på kontrakten med det samme. Hvis udlejer forsøger at presse dig til at tage hurtige beslutninger, kan det være et tegn på, at der er noget galt.
  

Hvis det går galt…

Kontakt omgående dit pengeinstitut for at forsøge at få overførsel af depositum/husleje stoppet.
Saml alle dokumenter i sagen og anmeld bedrageriet til politiet. Benyt anmeldelsesblanketten på Politi.dk/anmeld

Læs mere på Politi.dk
Hent App’en Mit Digitale Selvforsvar

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

19. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Har du set manden eller voldsepisode på King George 7. februar 2024?

Politiet søger vidner og hjælp til at identificere mulig gerningsmand.

18. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Bedrageri: Genkender du denne gerningskvinde?

OBS! Kvinden er identificeret og billederne er derfor fjernet Syd- og Sønderjyllands Politi beder borgerne om hjælp i forbindelse med 5 anmeldelser om bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa.

17. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

38-årig kvinde idømt behandlingsdom

En domsmandsret i Sønderborg idømte i dag en 38-årig kvinde en behandlingsdom