Spring til hovedindhold

Forslag

Mobile politistationer

Syd- og Sønderjyllands Politi har to mobile politistationer, der blandt andet kører ud i mindre bysamfund

Lokalpolitiet i Frederikshavn, Nordjyllands Politi

Foto: Rigspolitiet

I oktober 2018 anskaffede Syd- og Sønderjyllands Politi to mobile politistationer, der skal være med til at understøtte politiets nye koncept i forhold til at styrke nærheden til borgerne i politikredsen.

Det er to tidligere ATK-vogne, der i første omgang er indrettet til nye, små mobile stationer. 

De bemandes med betjente og skal køre ud i mindre bysamfund eller områder, hvor der for eksempel i en periode har været mere kriminalitet. De kan også bruges i forbindelse med forskellige forebyggende kampagner. 

Mange mindre samfund

- Vi har rigtig mange mindre bysamfund i vores politikreds. Så når vi med de to mobile stationer kan komme i nærkontakt med borgerne på en anden måde end ved almindelig patruljering, håber vi, at rigtig mange borgere vil tage imod tilbuddet om at komme og snakke om stort og småt med de betjente, som kører ud med dem, siger politidirektør Jørgen Meyer. 

De mobile stationer vil også kunne sættes ind ved større, lokale arrangementer som for eksempel byfester, markeder, sportsbegivenheder og koncerter m.v.

Forebyggelse

I forvejen har det i adskillige år været sådan i Syd- og Sønderjylland, at borgerne kan bede om at få forebyggelsesbetjente på besøg til at holde oplæg i foreninger om alt fra forebyggelse af indbrud til unges alkoholvaner. Det bliver også fremover højt prioriteret.

Borgerne vil fremover tillige kunne bestille politiet til at komme ud og møde borgere, som ønsker eller har behov for information, vejledning og hjælp til håndtering af lokale problemstillinger. Det kan for eksempel være emner som forebyggelse af bestemte kriminalitetsformer i lokalområderne.

Borgere, der ønsker at få besøg af forebyggelsesbetjente, kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på sjyl@politi.dk.