Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

16. december 2019 10:40

13.-15. december 2019

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra fredag den 13. - søndag den 15. december 2019

KREDSEN: Trygge julefrokoster

Politiet er også i år gået sammen med en række lokale aktører i politikredsen største byer – fx cityforeningerne, kommunerne, natteravnene, taxafirmaerne og restauratørerne - om en kampagne, der skal skabe trygge rammer for alle, der i julemåneden skal ud at holde julefrokoster. Målet er glade og hyggelige aftener i trygge og sikre rammer. Kampagnen hedder Tryg Julefrokost – og den virker. Meldingerne fra de politibetjente, der har holdt øje i weekendernes aften- og natteliv, er meget positive: Folk opførte sig pænt, de var glade, og der var rigtig god stemning stort set over alt. Kun få steder måtte enkelte borgere indkassere en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen, fordi de ikke kunne opføre sig ordentligt. Men eftersom vores politibetjente har besøgt flere hundrede forskellige julefester i løbet af weekenderne i december, så fylder de uheldige elementer forsvindende lidt i en positiv historie om fest og glæde - helt i julens ånd.

 

RØDBY: Efterlyst i Spanien

Politiets udlændingekontrol standsede i fredags klokken 13 en tysk indregistreret bil i indrejsefeltet i Rødbyhavn. Her sad tre rumænske mænd, og ved et nærmere tjek fandt betjentene ud af, at den ene var efterlyst i Spanien. Derfor blev han anholdt med henblik på udlevering.

 

NAKSKOV: Fuld mand på knallert

Politiets færdselsafdeling standsede fredag klokken 15.17 en 49-årig mand, da han kom kørende på knallert ad Harpelundevej i Nakskov. Der viste sig at være god grund til at få ham af knallerten, for han blev falkometertestet til en pæn sjat over det tilladte. Faktisk var det langt fra første gang, at han var blevet standset kørende med for mange promiller. Derfor blev den 49-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel og hans knallert blev beslaglagt.

 

NYKØBING F.: Stak af - men blev fundet af politihund

I forbindelse med en almindelig patruljering standsede politiet en bil, da den kom kørende ad Vestensborg Alle i Nykøbing F. klokken 20.15. I bilen sad der flere personer, og der lugtede noget af hash. Derfor valgte betjentene at visitere mændene i bilen. Under visitationen stak den ene af – det var en 19-årig mand fra Nykøbing F. Da det tilfældigvis var en hundepatrulje, der standsede bilen, blev den 19-årige dog hurtigt sniffet op af politihunden. Men der var god grund til at stikke af, for på bagsædet i bilen blev der fundet hash. Den 19-årige blev anholdt og sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og det samme gjorde en anden 19-årig mand, der også havde været i bilen.  

 

NYKØBING FALSTER: Råbte skældsord efter politiet

En patrulje kom kørende på Gaabensevej søndag klokken 06.15, da de bemærkede en bil, der holdt parkeret med den ene halvdel ude på vejen og uden lys på. Den var derfor svær at se og til fare for trafikken. Desuden var bilen beskadiget – den manglede det ene dæk og kørte kun på fælgen, og den ene rude var slået i stykker. Det viste sig, at bilens fører sad i bilen og sov, og da politiet tog kontakt til ham, forsøgte han at starte bilen. Det fik politiet forhindret. Han blev derefter aggressiv, råbte skældsord mod politiet og kaldte blandt andet betjentene for "fucking pansersvin" og "beskidte klamme luder". Han forsøgte desuden i flere omgange at ramme en betjent med en spytklat. Han blev derfor anholdt klokken 06.18, sigtet for at fornærme politiet, og taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 10.20. Det var en 20-årig mand fra Nordfalster.

 

NÆSTVED: Amfetamin og våben

En patrulje blev lørdag klokken 11.30 kaldt ud til en adresse på Karrebækvej i Næstved, hvor et vidne havde set noget mistænkeligt. Her blev en bil og en adresse ransaget, og politiet fandt blandt andet mere end 137,17 gram amfetamin, en skarpladt pistol, mere end 200 patroner, en vægt og nogle små poser, som typisk bliver brugt til salg af stoffer. I alt blev fire personer i alderen 24 til 38 år anholdt, og fremstillet i grundlovsforhør søndag. Her blev to af de fire – en mand på 24 år og en mand på 38 år, der begge er fra Nakskov – varetægtsfængslet frem til den 9. januar.

 

STEGE: Kaldte politiet for skældsord

En patrulje var lørdag klokken 22.24 i Stege midtby. Her havde en mindre gruppe forsamlet sig udenfor en beværtning, og en mand – der var 37 år og fra Stege – opførte sig noget aggressivt. Han råbte op og forsøgte at opildne til slagsmål. Han blev derfor anholdt klokken 23.25, og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Det var han ikke helt tilfreds med, så han valgte at råbe skældsord efter politiet. Han kaldte blandt andet politiet for nogle "fucking bøssekarle" og "retarderede tabere". Han blev derfor også sigtet for at fornærme en politimand. Han blev taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 05.26.

 

NYSTED: 17-årig sigtet for at stjæle juleudsmykning

Søndag klokken 1.53 fik politiet en anmeldelse om, at der luskede nogle uvedkommende personer omkring ved Nysted kirke. En hundepatrulje ankom hurtigt til stedet, og betjentene så en skikkelse, der stak af gennem en låge til kirkegården. Politihunden Joker blev sendt efter ham, og han blev hurtigt løbet op. Det var en 17-årig fyr fra København, og da betjentene tjekkede omgivelserne, lå der noget juleudsmykning, der tilsyneladende var klippet ned fra gaden. Den 17-årige blev herefter sigtet for tyveri, og han blev taget med til politistationen i Nykøbing, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 3.45. Hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.

 

NÆSTVED: 19-årig skubbede til betjent

Politiet var søndag klokken 4.54 i en baggård i Grønnegade i Næstved, hvor der stod to mænd. Der lå en joint på jorden ved siden af dem, men ingen af dem kendte noget til den. Den ene – en 19-årig mand fra Glumsø – havde imidlertid en smule skunk på sig, og han strittede imod, da politiet ville visitere ham. Det endte med, at han skubbede betjenten i brystet og slog ud efter ham. Betjentene måtte bruge peberspray, og herefter blev den 19-årige anholdt og sigtet for vold mod politiet og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 14.24.

 

SØLLESTED: 15-årig havde knive

Politiet tjekkede fredag klokken 22.50 tre unge fyre på Sportsvej i Søllested. Den ene, der var 15 år gammel, viste sig at have en fileteringskniv og en schweizerkniv i lommen. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven, og da han oven i købet var eftersøgt efter at være stukket af fra en institution i Nordvestsjælland, blev han anholdt og transporteret tilbage til institutionen.

 

SLAGELSE: To sigtet for vold

Lørdag klokken 3.57 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet i Rosengade i Slagelse og havde fået adskillige knytnæveslag i hovedet. Det var en 37-årig mand fra Høng, som blev behandlet på skadestuen for sine knubs. Vidner på stedet gav en beskrivelse af gerningsmændene, og kort efter så en politipatrulje en mand, der passede på signalementet i Rosengården. Det var en 27-årig mand fra Karrebæksminde, der blev anholdt klokken 4.10, og fem minutter senere anholdt en anden politipatrulje en 27-årig mand fra Næstved. De blev begge sigtet for vold og taget med til politistationen i Slagelse, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen klokken 7.03.

 

 

 

INDBRUD

 

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Gedser Sdr. Boulevard Hus Fredag klokken 12.00 – lørdag klokken 14.30 Ikke umiddelbart stjålet noget
Haslev Skolegade Hus Fredag klokken 10.00 – søndag klokken 10.10 Smykker, mønter og en rød kuffert af mærket Samsonite
Horslunde Bøgetvej, Utterslev Hus Lørdag klokken 20.00 – Søndag klokken 18.15 Ikke umiddelbart stjålet noget
Næstved Fjordtoften, Dyves Bro Hus Søndag klokken 16.30-18.05 En PH-lampe
Nørre Alslev Riserupvej, Øster Kippinge Hus Fredag klokken 16.00 – lørdag klokken 14.00 42" tv af mærket Blaupunkt, pc-skærn af mærket Philips, pc-skærm af ukendt mærke, Playstation og en pc
Rønnede Mosevej, Kongsted Hus Lørdag klokken 5.30-20.48 Ikke umiddelbart stjålet noget
Sorø Grøftevej Landejendom Torsdag klokken 7.00 – fredag klokken 11.00 Møbler og lamper
Stege Søndersognsvej, Svendsmark Hus Torsdag klokken 15.30 – lørdag klokken 13.00 To haglgeværer fra et våbenskab
Tappernøje Sjoltevej, Sjolte Landejendom Torsdag klokken 19.30 – fredag klokken 10.00 Et svejseværk af mærket Loke Mig 180 og et Hultafors vaterpas
Tappernøje Smidstrupvej Hus Lørdag klokken 23.13 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Vordingborg Algade Lejlighed Lørdag klokken 17.30 – søndag klokken 1.12 Ikke umiddelbart stjålet noget

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

 

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt
Rødby - Fredag klokken 13.30-18.00 32 køretøjer blev standset og kontrolleret: En blev sigtet for at køre uden styrthjelm på en uindregistreret knallert, en blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert, to for ikke at have den lovpligtige ansvarsforsikring i orden, og der blev beslaglagt to køretøjer. En enkelt spritbilist blev afsløret

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

 

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Dannemare Bygaden Fredag klokken7.30-14.00 ATK 209 9 50 km/t 77 km/t Et klip og en betinget frakendelse
Faxe Rådhusvej Fredag klokken 6.10-8.10 ATK 56 5 50 km/t 78 km/t Et klip
Haslev Køgevej Fredag klokken 9.15-11.30 ATK 177 18 50 km/t 86 km/t Et klip
Korsør Vestmotorvejen Lørdag klokken 7.29-13.00 ATK 5572 323 90 km/t 148 km/t Vesterskovvej
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 7.13-13.00 ATK 4392 173 90 km/t 162 km/t 13 klip og en betinget frakendelse
Munke-Bjergby Munke Bjergbyvej Fredag klokken 10.00-10.45 Laser 140 4 80 km/t 119 km/t Fire klip
Nykøbing Vesterskovvej Lørdag klokken 13.35-20.15 ATK 1045 42 50 km/t 90 km/t Fire klip og en betinget frakendelse
Næstved Karrebækvej ved Mosevej Fredag klokken 12.25-14.10 ATK 356 10 50 km/t 69 km/t Et klip
Næstved Vordingborgvej ved Trekangen Fredag klokken 8.10-11.10 ATK 537 20 60 km/t 90 km/t To klip
Sakskøbing Engestoftevej, Slemminge Fredag klokken 13.50-20.15 ATK 142 16 50 km/t 117 km/t Tre klip
Øster-Ulslev Holebyvej Søndag klokken 13.35-20.15 ATK 301 43 50 km/t 86 km/t 11 klip og en betinget frakendelse

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

 

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Boeslunde Slagelse Landevej Lørdag klokken 2.17 43-årig mand fra Slagelse Spirituskørsel
Faxe Dalgårdsparken Søndag klokken 21.42 46-årig mand fra Faxe Spirituskørsel
Korsør Tjørnevænget Lørdag klokken 5.59 22-årig mand fra Korsør Spirituskørsel
Nakskov Harpelundevej Fredag klokken 15.17 49-årig mand fra Nakskov Spirituskørsel
Næstved Dehnsvej Fredag klokken 21.50 22-årig mand fra Næstved Spirituskørsel
Præstø Rekkendevej Lørdag klokken 4.42 65-årig mand fra Mern Spirituskørsel
Ruds-Vedby Kilehusvej Lørdag klokken 21.05 22-årig mand fra Odense Narkokørsel
Sakskøbing Sydmotorvejen Lørdag klokken 0.04 29-årig mand fra Nakskov Narkokørsel
Sandved Hovedgaden, Tornemark Søndag klokken 15.11 54-årig mand fra Sandved Spirituskørsel
Skælskør Havnevej Søndag klokken 21.21 67-årig kvinde fra Skælskør Spirituskørsel
Slagelse Trafikcenter Alle Søndag klokken 6.04 24-årig mand fra Slagelse Spirituskørsel
Sorø Pedersborg Torv Søndag klokken 17.00 61-årig mand fra Sorø Spirituskørsel
Stokkemarke Sørupvej Lørdag klokken 22.53 52-årig kvinde fra Stokkemarke Spirituskørsel
Stubbekøbing Søndergade Fredag klokken 19.04 47-årig mand fra Nørre Alslev Spirituskørsel og kørsel uden førerret

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

17. juni 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjælllands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 16. juni

Høj promille, skænderi og vold. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

16. juni 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra weekenden 13.-15. juni

Her kan du læse et uddrag fra weekendens døgnrapporter

13. juni 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 12. juni

Her kan du se et uddrag af døgnrapporten for torsdag den 12. juni