Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 30. juni
Vold, trusler og butikstyverier. Se uddraget fra mandagens døgnrapport
NAKSKOV: Sad på skinnerne
Politiet fik mandag klokken 14.28 en anmeldelse om, at to personer opholdt sig ved togskinnerne på Nakskov station. Togtrafikken blev kortvarigt standset, mens politiet arbejdede på stedet. Der blev truffet en ung kvinde, mens en ung mand stak af. Han vendte dog retur til politistationen i Nakskov sidst på eftermiddagen sammen med sin mor. Det var en 14-årig dreng, og han blev afhørt til sagen, der behandles som en overtrædelse af jernbaneloven.
NØRRE ALSLEV: Sigtet for trusler og vold
En 33-årig mand fra Nordfalster blev mandag klokken 15.19 anholdt. Det skete, efter at han havde truet en anden mand med en økse på en adresse i Nørre Alslev. Den 33-årige er også sigtet for vold og for vold mod politiet, da han sparkede en politibetjent efter anholdelsen. Da den anholdtes bopæl blev ransaget, blev der fundet godt 62 gram ketamin, så han er også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Det overvejes i øjeblikket, om den 33-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
VORDINGBORG: Sigtet for butikstyveri – venter på afgørelse om udvisning
Mandag eftermiddag blev politiet kaldt til en forretning i Algade i Vordingborg, hvor personalet tilbageholdt en kunde, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en 33-årig udenlandsk kvinde, der viste sig at have skjult deodoranter og barberblade i nederdelens folderige stof. Der var varer for godt 3.500 kroner, der ikke var betalt for, og den 33-årige blev derfor anholdt klokken 16.09 og sigtet for butikstyveri. Hun står nu til en bøde på 7.100 kroner, og sagen er forelagt Udlændingestyrelsen, der skal afgøre, om kvinden skal udvises og have et indrejseforbud.
NÆSTVED: Standset på hurtig knallert
Lokalpolitiet i Næstved standsede mandag klokken 21.50 en 16-årig dreng, der kom kørende på knallert på Kalsagervej. Det gik meget hurtigt, og en test af knallerten på et rullefelt viste da også, at den kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. Den 16-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og hans forældre blev samtidig underrettet om sagen.
NÆSTVED: 27-årig sigtet for butikstyverier
En 27-årig udenlandsk mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i retten i Næstved. Han er sigtet for en lang række butikstyverier, der er begået i perioden fra september – december 2024 i forskellige supermarkeder i Bjæverskov, Slagelse, Herlufmagle, Ringsted, Holme-Olstrup, Haslev og Lejre. Der er tale om snyderi ved selvscanningskasserne, hvor der kun er en del af varerne, der er scannet ind og betalt for.
Den 27-årige blev anholdt mandag klokken 10.28, og anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret afvikles for lukkede døre.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Karise | Skolegade | Fredag klokken 13.00 – mandag klokken 15.00 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
Nakskov | Rosenvænget | Søndag klokken 20.00 – mandag klokken 17.10 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Nykøbing | Stubbekøbingvej | Torsdag klokken 12.56-14.39 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Nysted | Adelgade | Søndag klokken 10.00 – mandag klokken 12.16 | Hårde hvidevarer i form af fryser og køleskab |
Næstved | Ahornvej | Lørdag klokken 11.00 – mandag klokken 9.55 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Næstved | Egevej | Mandag klokken 17.11 | Smykker og parfume |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Vordingborgvej, Dalby | Mandag klokken 5.56-11.45 | ATK | 747 | 46 | 50 km/t | 73 km/t | Tre klip |
Horbelev | Nykøbingvej | Mandag klokken 14.03-16.03 | ATK | 240 | 1 | 60 km/t | 70 km/t | - |
Korsør | Vestmotorvejen, Slots Bjergby | Mandag klokken 13.25-19.26 | ATK | 7783 | 103 | 110 km/t | 161 km/t | Et klip |
Stubbekøbing | Nykøbingvej, Maglebrænde | Mandag klokken 16.55-20.00 | ATK | 233 | 6 | 50 km/t | 66 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Næstved | - | Mandag klokken 20.15-22.00 | En blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, for narkokørsel og for at køre ind over spærrelinjer. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort. To blev sigtet for ikke at have spændt sikkerhedsselen |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Karise | Tågerupvej | Mandag klokken 18.30 | 62-årig mand | Spirituskørsel på knallert. Den 62-årige blev også sigtet for at køre uden styrthjelm |
Næstved | Nordre Farimagsvej | Mandag klokken 21.07 | 33-årig mand | Narkokørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort. Desuden blev den 33-årige sigtet for at køre ind over spærrelinjer |
Vordingborg | Ornebjergvej | Mandag klokken 23.12 | 23-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718