Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 12. februar
Bedragerier, en manglende ledsager og et overfald. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport
HASLEV/FAXE: UDSAT FOR BEDRAGERIER
Tirsdag og onsdag har flere borgere i Haslev og Faxe været udsat for kontaktbedragerier – og kun i et enkelt tilfælde lykkedes det ikke for de kriminelle at slippe afsted med deres forehavende. En 57-årig kvinde fra Haslev gjorde nemlig det helt rigtige: Smækkede døren i for bedrageren, som ville "hjælpe" med at hente dankortet. Men derudover er det gået ud over en 77-årig kvinde fra Haslev, en 81-årig kvinde fra Haslev, en 67-årig kvinde fra Faxe, en 76-årig kvinde fra Haslev og en 81-årig kvinde fra Haslev.
Fremgangsmåden er nogenlunde den samme: En venlig mand ringer fra "banken" og forklarer, at der er foregået nogle sære transaktioner på borgernes bankkonto, og at det derfor er påkrævet, de skal have et nyt betalingskort. Et "bankbud" har efterfølgende afhentet dankort, og det er også lykkedes dem at få udleveret pinkoden til kortet. I et par tilfælde har den imødekommende bankmand også tilbudt at tage kontanter og andre værdier med i sikkerhed fra borgeren, og her er de kriminelle sluppet afsted med både smykker og kontante beløb. Der er efterfølgende hævet kontanter i forskellige hæveautomater.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.
Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.
Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.
NÆSTVED: 17-årig kørte uden ledsager
Torsdag klokken 0.20 standsede politiet en bilist på Vestergårdsvej i Næstved. Det var en 17-årig mand fra Næstved, og der var en 15-årig dreng med som passager. Den 17-årige havde kørekort, men der var ikke en ledsager med i bilen, som opfyldte betingelserne. Derfor blev den 17-årige sigtet for overtrædelse af færdselsloven og står nu til en bøde på 3.000 kroner. Ejeren af bilen – en 55-årig mand – blev sigtet for at overlade den til en person, der ikke lovligt kunne køre den. Han kan vente en bøde på 2.500 kroner.
På hjemmesiden for Rådet for Sikker Trafik kan du læse mere om ledsageordningen.
NYKØBING: 27-årig sigtet for salg af stoffer
En 27-årig mand fra Falster fremstilles torsdag i grundlovsforhør i retten i Nykøbing. Han er sigtet for salg af euforiserende stoffer og blev anholdt onsdag klokken 10.06 i Nykøbing. Den 27-årige blev standset og sigtet for kørsel i påvirket tilstand i oktober måned i Nykøbing, og i forlængelse af den sag fandt politiet flere små poser med hash, kokain og amfetamin. Politiets efterforskning førte frem til anholdelsen onsdag, og anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet bliver afviklet for lukkede døre.
NÆSTVED: 39-årig overfaldet
Torsdag morgen klokken 5.18 fik politiet en anmeldelse om, at en 39-årig mand var blevet overfaldet af en anden mand i en lejlighed i Næstved, og at han var blevet stukket med en kniv. På stedet anholdt politiet klokken 5.26 en 40-årig mand, som er sigtet i sagen, og den 39-årige blev kørt til behandling for sine skader på sygehuset i Slagelse. Han er uden for livsfare. Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte, der er fra Nordsjælland, skal fremstilles i grundlovsforhør.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Nykøbing | Toftevej | Onsdag kl. 12.01 | Vides endnu ikke |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Maribo | Hunseby Kirkevej | Onsdag kl. 11.18 – 16.58 | ATK – bestilt færdselskontrol | 234 | 21 | 40 km/t | 76 km/t | 4 klip og 1 betinget frakendelse |
Nakskov | Nakskovvej | Onsdag kl. 13.04 – 20.14 | ATK | 385 | 13 | 60 km/t | 76 km/t | - |
Næstved | Ringstedgade | Onsdag kl. 10.46 – 17.24 | ATK | 2208 | 49 | 50 km/t | 73 km/t | 2 klip |
Slagelse | Skælskør Landevej | Onsdag kl. 11.20 – 16.50 | ATK | 1027 | 16 | 50 km/t | 67 km/t | - |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Onsdag kl. 05.42 – 11.52 | ATK | 4175 | 49 | 90 km/t | 133 km/t | 6 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Nakskov | Tårsvej | Onsdag kl. 19.15 – 19.45 | Ingen sager |
Slagelse | Kalundborgvej | Onsdag kl. 16.06 – 16.45 | En blev sigtet for at have brugt håndholdt mobil under kørslen. |
Stokkemarke | Højrebyvej | Onsdag kl. 20.05 – 20.45 | En bilist blev målt til at køre 107 km/t, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Bilisten står derfor til et klip og en bøde på 3.000 kr. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Næstved | Kanalvej | Onsdag kl. 20.55 | 21-årig kvinde | Narkokørsel og kørsel uden førerret |
Slagelse | Ndr. Ringgade | Torsdag kl. 01.07 | 29-årig mand | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Ejeren af køretøjet blev sigtet for at have overladt bilen til en, som ikke har kørekort. |
Slagelse | Stillingevej | Torsdag kl. 00.03 | 24-årig mand | Spiritus og narkokørsel. Den 24-årige blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718