Sydsjællands og Lolland Falsters Politi Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 11 november
Hærværk, en ulovlig knallert og hashhandel. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport
TRYGHEDSSKABENDE INDSATS FRA LOKALPOLITIET
Tirsdag var politikredsens lokalpoliti ude på en stribe trygheds- og relationsskabende indsater forskellige steder. I Næstved blev det i løbet af eftermiddagen til et besøg i p-huset på Rampen, hvor der var ro og fred, og kort efter var betjentene forbi banegården, hvor der også var fredeligt. Turen fortsatte over skaterbanen i Grønnegade og videre til Vandtårnsparken på Ejlersvej og til Ellebækskolen på Kærmindevej. På Snerlevej var der ret stille, kun lugten af hash hang i luften, og en ung mand blev standset og visiteret, men der blev ikke fundet nogen ulovlige genstande eller stoffer.
I Slagelse var betjentene i p-kælderen på Casinotorvet og rundt i centrum, men der blev ikke fundet nogen ulovligheder. I stedet blev det til flere gode snakke med både borgere og forretningsdrivende. To blev sigtet efter en hashhandel i Skovsøgade
Lokalpolitiet var også i Vordingborg og forbi Kvicklysøen. Her var der ikke noget, der påkaldte sig betjentenes opmærksomhed, og først på aftenen var betjentene på banegården, hvor der også var roligt. Det samme var tilfældet i Troldeparken, på stierne omkring Gåsetårnsskolen i Kastrup og på Sydhavnsvej. Sidst på eftermiddagen gennemførte politiet i sammen med forskellige samarbejdspartnere en tryghedsvandring på banegården i Vordingborg. Det er en tilbagevendende årlig begivenhed, hvor forskellige udfordringer bliver vendt, og aktuelt blev det til flere input om belysning, beplantning, adgangsforhold og evt. overvågningskameraer på stedet for at brugerne kan færdes trygt i området.
På baggrund af borgerhenvendelser slog betjentene vejen forbi Svend Gønge-Skolen og stationen i Lundby, hvor der heller ikke var noget at bemærke. På Svend Gønges Torv i Præstø var det også en stille aften, ligesom det også var det i Abildhøjparken og på Spangen.
FUGLEBJERG: Smadrede bilrude i arrigskab
Vidner anmeldte tirsdag klokken 13.28, at en mand var gået løs på en parkeret bil på Næstved Landevej i Fuglebjerg og var gået fra stedet. Politiet fandt frem til bilen, der tilhørte en 47-årig mand fra Skælskør, og hvor forruden var smadret. Vidnerne forklarede, at gerningsmanden, der var passager i bilen, havde haft et skænderi med kvinden, som kørte den, og det resulterede i, at han slog hovedet og den ene hånd ind i ruden. Politiet fik kort efter kontakt med en 34-årig mand, der gik på Næstved Landevej, og han blev sigtet for hærværk.
Klokken 15.49 blev politiet kaldt til en adresse i Skælskør, for den 34-årige var nået hjem og her ragede han uklar med nogle tilstedeværende. Der blev sparket hul i en dør og skærmen på et tv blev ødelagt. Den 34-årige blev endnu en gang sigtet for hærværk, og for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 16.04 og taget med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen klokken 20.09.
NÆSTVED: Nappede 15-årig på ulovlig knallert
Lokalpolitiet var tirsdag eftermiddag ude på stisystemet fra Næstved mod Rønnebæk. Det skete efter flere borgerhenvendelser om utryghedsskabende knallertkørsel, og betjentene talte med flere cyklister, der var glade for at se politiet på stedet. Klokken 15.14 standsede betjentene en 15-årig dreng fra Lundby, der kom kørende på knallert. Han havde fået knallertkørekort den foregående dag og var ude at lufte sin knallert, der imidlertid virkede ulovlig. Et tjek af knallerten på et rullefelt viste, den kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt, så knallerten blev taget med til politistationen i Næstved til nærmere undersøgelse, og den 15-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Han forældre blev underrettet om sigtelsen.
SLAGELSE: To sigtet efter hashhandel
Tirsdag aften var en patrulje fra lokalpolitiet gennem Slagelse, og på p-pladsen ved Østre Skole så betjentene noget, der kunne se ud som en hurtig handel med ulovlige stoffer. Betjentene kontaktede en 26-årig mand, som viste sig at have en lille pose med en klump hash på 1,4 gram, men en 25-årig mand fra byen havde 10 små poser med i alt 23,6 gram hash på sig. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 26-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 25-årige blev anholdt klokken 20.45 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Han blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 23.15.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Korsør | Grevsensgade | Fredag midnat – tirsdag klokken 13.10 | Smykker |
| Nakskov | Rudbjergvej | Lørdag klokken 13.00 – tirsdag klokken 14.15 | En påhængsvogn af mærket Selander med ukendt registreringsnummer |
| Nykøbing | Bispegade | Tirsdag klokken 7.30-17.00 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
| Næstved | H.C. Lumbyes Vej | Mandag klokken 21.00 – tirsdag klokken 20.20 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
| Næstved | H.C. Lumbyes Vej | Tirsdag klokken 8.00-21.30 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
| Næstved | Læsøvej | Tirsdag klokken 19.53 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
| Næstved | Odensevej | Lørdag klokken 15.30 – tirsdag klokken 7.55 | Bestik, smykker og kontanter |
| Stege | Sct. Gertrudsstræde | Mandag klokken 13.00 | Ikke stjålet noget |
| Vordingborg | Københavnsvej | Tirsdag klokken 17.25-17.40 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Gedser | Gedser Landevej | Tirsdag klokken 16.17-22.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 196 | 15 | 50 km/t | 78 km/t | Tre klip |
| Haslev | Køgevej, Freerslev | Tirsdag klokken 9.16-13.45 | ATK | 781 | 28 | 60 km/t | 95 km/t | Fire klip |
| Haslev | Moltkesvej | Tirsdag klokken 7.51-8.51 | ATK | 136 | - | - | - | - |
| Haslev | Sydmotorvejen | Tirsdag klokken 5.55-11.30 | ATK | 7375 | 18 | 130 km/t | 158 km/t | . |
| Rødby | Holebyvej | Tirsdag klokken 13.30-20.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 583 | 18 | 80 km/t | 131 km/t | Et klip |
| Slagelse | Valbygårdsvej | Tirsdag klokken 10.17-16.20 | ATK | 1140 | 14 | 50 km/t | 65 km/t | - |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt påvirket trafikant:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Vordingborg | Marienbergvej | Tirsdag klokken 21.57 | 38-årig mand | Narkokørsel. Den 38-årige have 0,1 gram amfetamin på sig, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718