Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 15. september
Trusler, hærværk og et harmonikasammenstød. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport
SLAGELSE: Anholdt efter trusler mod ekskæreste
En diskussion mellem to tidligere kærester mundede tirsdag formiddag ud i trusler på livet. Det skete på en adresse i centrum af Slagelse, hvor en 35-årige kvinde blev truet med at blive slået ihjel. Truslerne blev anmeldt til politiet, som klokken 10.57 anholdt en 35-årig mand fra lokalområdet. Han er sigtet for trusler og blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 11.45.
VORDINGBORG: Sigtet for røveri og trusler
En 37-årig mand blev tirsdag anholdt på Gåbensevej i Nørre Alslev. Han er sigtet for tidligere på dagen at have truet en tidligere kæreste på banegården i Vordingborg og for at have frarøvet hende et betalingskort. Han er også sigtet for at have sparket hende i hovedet og for trusler på livet. Et vidne, der overværede episoden, blev også truet med en kniv, og på baggrund af vidneforklaringerne kunne politiet standse den mistænkte i Nørre Alslev, hvor han virkede påvirket af stoffer, så han blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Den sigtede fremstilles i grundlovsforhør i retten i Nykøbing onsdag klokken 11.00.
NÆSTVED: Overfaldt togfører
Politiet blev tirsdag eftermiddag kaldt til banegården i Næstved, hvor en togfører var blevet overfaldet af en utilfreds passager. Toget havde endestation i Næstved, og passageren, der sad og sov, blev vækket, men om han var utilfreds med at blive vækket eller med at toget ikke kørte videre, vides ikke. Han skubbede til togføreren og slog ham i ansigtet. Den pågældende var stadig på perronen, da politiet ankom. Det var en 49-årig norsk mand, der var både fuld og ophidset, så han blev anholdt klokken 17.20 og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste. Den 49-årige blev taget med til politistationen og løsladt igen efter afhøring klokken 20.16.
HERLUFMAGLE: Harmonikasammenstød – mellem cyklister
Tirsdag klokken 17.14 fik politiet en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld, hvor flere cyklister var kommet til skade. Det var på Holmager mellem Herlufmagle og Glumsø, og seks motionscyklister, der var på tur, var væltet, efter at en af dem havde ramt en andens baghjul. De seks mænd, der er i alderen fra 39-65 og fra lokalområdet, havde selvfølgelig cykelhjelm på, men tre af dem blev kørt med ambulance til sygehuset i Slagelse til behandling for deres knubs.
SØLLESTED: Bilen blev beslaglagt efter kørsel uden førerret
Politiet standsede tirsdag klokken 19.20 en 35-årig kvinde fra Nordlolland, der kom kørende i bil i Jernbanegade i Søllested. Kvinden havde aldrig taget kørekort, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret, og da hun virkede påvirket af stoffer, blev hun anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da hun flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden førerret, blev den bil, hun kørte i, beslaglagt på stedet. Da bilen blev undersøgt, dukkede der 1,54 gram amfetamin op, så kvinden blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 35-årige blev løsladt igen klokken 19.50, efter at der var taget en blodprøve.
IDESTRUP: 30-årig sigtet for hærværk og husfredskrænkelse
Sent tirsdag aften fik politiet en anmeldelse om noget uro på en ejendom i Idestrup. En kvinde havde smadret ruden i en entredør og var kommet i klammeri med den mandlige beboer, som var en tidligere bekendt. Det viste sig, at to biler, som holdt parkeret udenfor, var blevet ridset med en skarp genstand, men den pågældende kvinde var ikke længere på stedet. Politiet fandt kort efter frem til en 30-årig kvinde fra Nykøbing, som blev anholdt på sin bopæl klokken 1.17 og sigtet for groft hærværk og for husfredskrænkelse. Den 30-årige blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 2.00.
NYKØBING: Sigtet for narkokørsel to gange samme dag
Politiet blev tirsdag aften kaldt til Møllebakken i Nykøbing, hvor vidner havde set en tilsyneladende påvirket mand køre i bil. Han blev standset på en p-plads i nærheden, hvor han forsøgte at stikke af fra bilen, men han kom dog ikke langt, før han blev indhentet af en betjent. Det var en 29-årig mand fra Nordfalster, og en narkometertest gav udslag for kokain, så han blev anholdt klokken 20.21 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da han var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden og løsladt, efter at der var taget en blodprøve. Klokken 23.25 skete der et færdselsuheld på Møllevej i Idestrup, og det var den 29-årige, der havde mistet herredømmet over den bil, han kørte i. Endnu en gang forsøgte han at skjule sig for politiet i en busk, men forsøget mislykkedes, så han blev anholdt igen klokken 1.17 og endnu en gang sigtet for både narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Han blev løsladt igen klokken 2.00.
VORDINGBORG: Sigtet for blufærdighedskrænkelse
Natten til onsdag blev politiet kaldt til banegården i Vordingborg, hvor en mand havde blottet sig for flere andre personer. Da politiet ankom, blev de vinket frem til cykelparkeringen, hvor vidner tilbageholdt en mand. Det var en 53-årig mand fra lokalområdet, og han blev anholdt klokken 0.40 og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Den 53-årige blev taget med til politistationen i Vordingborg, hvor han blev afhørt og løsladt igen klokken 2.01.
NÆSTVED: Anholdt efter hærværk på banegården
En 32-årig mand fra Taastrup blev anholdt onsdag morgen klokken 4.02. Det skete på banegården i Næstved, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at der var ridset tegn og tags i flere ruder til banegårdsbygningen. Det viste sig, at der var ridset tags i i alt 28 ruder, så den 32-årige, der blev genkendt ud fra overvågningsbilleder, blev sigtet for groft hærværk. Han blev afhørt på politistationen, hvor han erkendte hærværket, men i øvrigt ikke ville udtale sig. Den 32-årige blev løsladt igen klokken 4.35.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Slagelse | Jordbrovej | Søndag klokken 23.59 – tirsdag klokken 18.00 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
| Toksværd | Toksværd Bygade | Tirsdag klokken 3.00 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Haslev | Karisevej, Druestrup | Tirsdag klokken 8.47-11.43 | ATK | 250 | 9 | 70 km/t | 93 km/t | - |
| Haslev | Sydmotorvejen | Tirsdag klokken 14.33-19.53 | ATK | 4576 | 24 | 130 km/t | 159 km/t | - |
| Haslev | Årløsevej, Terslev | Tirsdag klokken 5.59-6.59 | ATK | 43 | 2 | 50 km/t | 78 km/t | Et klip |
| Maribo | Skørringevej | Tirsdag klokken 15.07-22.37 | ATK | 315 | 29 | 50 km/t | 78 km/t | Otte klip |
| Nakskov | Maribovej | Tirsdag klokken 19.05-20.05 | ATK | 57 | - | - | - | - |
| Slagelse | Bildsøvej, Kirke Stillinge | Tirsdag klokken 12.07-13.35 | ATK – bestilt færdselskontrol | 76 | 1 | 50 km/t | 66 km/t | - |
| Slagelse | Bjergbygade | Tirsdag klokken 10.17-11.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 242 | 12 | 50 km/t | 67 km/t | - |
| Slagelse | Ndr. Ringgade | Tirsdag klokken 14.24-16.07 | ATK – bestilt færdselskontrol | 734 | 1 | 60 km/t | 70 km/t | - |
| Søllested | Hovedgaden | Tirsdag klokken 21.10-21.40 | ATK – bestilt færdselskontrol | 4 | - | - | - | - |
?
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Næstved | Ring Nord | Tirsdag klokken 10.45-11.45 | To blev sigtet for at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 142 km/t, selv om der er hastighedsbegrænsning på 90 km/t |
| Sorø | Apotekervej | Tirsdag klokken 14.30-15.00 | En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og en for ikke at have den forreste nummerplade monteret |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Holeby | Alsøvej | Tirsdag klokken 16.49 | 53-årig mand | Spirituskørsel |
| Nykøbing | Møllebakken | Tirsdag klokken 20.10 og igen klokken 23.41 | 29-årig mand | Narkokørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort |
| Nørre Alslev | Gåbensevej | Tirsdag klokken 13.47 | 37-årig mand | Narkokørsel |
| Sakskøbing | Havnegade | Tirsdag klokken 15.30 | 61-årig mand | Narkokørsel |
| Søllested | Jernbanegade | Tirsdag klokken 19.20 | 35-årig kvinde | Narkokørsel |
| Søllested | Jernbanegade | Tirsdag klokken 20.39 | 30-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718