Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

23. januar 2026 10:25

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 22. januar

En indbrudstyv, stoffer og en våd skraldespand. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

SAKSKØBING: Fandt ketamin – 26-årig anholdt

Efter et tip rykkede lokalpolitiet torsdag ud til en 26-årig mands adresse i Sakskøbing. Her fandt betjentene en pose med knap 65 gram ketamin, som blev konfiskeret. Den 26-årige blev anholdt klokken 12.25 og sigtet for salg af stoffer, og han blev taget med til politistationen i Nykøbing, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 14.01.

 

SLAGELSE: Anholdt efter indbrud

Torsdag fik politiet en anmeldelse om, at der var indbrud i en villa på Hashøjvej lidt uden for Slagelse. Da en politipatrulje kort efter anmeldelsen ankom til stedet, holdt der en bil i indkørslen med en 30-årig mand ved rattet. En anden mand, som var formummet bag elefanthue og hættetrøje, og som havde en hammer i hånden, stak af ud over en mark ved synet af politiet. Han blev dog hurtigt løbet op, og begge mænd blev anholdt klokken 12.17 og sigtet for indbrud. Der var knust flere ruder i huset og stjålet en porcelænsfigur, som lå i bilen. Den anden anholdte er en 38-årig mand, og han havde 72 gram hash, et gram skunk, 0,4 gram kokain og nogle receptpligtige piller på sig. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 30-årige, der sad i bilen havde 1,8 gram stof på sig, og det gav udslag for ketamin og kokain. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for kørsel i påvirket tilstand. Begge de anholdte blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 15.44.

 

KORSØR: Tre ældre udsat for bedragerier

Tre borgere fra Korsør var torsdag udsat for bedragerier, hvor de kriminelle er sluppet afsted med hævekort og kontanter:

En 81-årig kvinde fra Korsør blev torsdag eftermiddag ringet op af en mand, som fortalte, han ringede fra Danske Bank. Han advarede (!) den 81-årige mod tyverier af fx smykker og tilbød at sende "konsulent" ud til kvindens adresse for at skanne hendes dankort. Kort efter ankom en mand til den 81-åriges bopæl, og det lykkedes ham at få udleveret et dankort. Der er ikke umiddelbart hævet på kortet.

Lidt senere på eftermiddagen var det en 77-årig kvinde fra Korsør, og denne gang hævdede den kriminelle at ringe fra Nordea for at sikre kvindens værdier. En anden mand dukkede op på kvindens adresse, hvor han formåede at få udleveret et dankort og nogle smykker, men kvinden meddelte, at hvis han gik med smykkerne, ville hun skrige meget højt og råbe, så hun fik smykkerne retur. Han slap dog afsted med hævekort, som dog ikke umiddelbart er blevet brugt.

En 72-årig kvinde var torsdag udsat for et lignende bedrageri, og her slap de kriminelle afsted med hævekort og nogle kontanter.

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

 

GEDSER: Efterlyst mand anholdt

Ved indrejsekontrollen i Gedser torsdag eftermiddag traf politiets udlændingekontrolafdeling en 42-årig litauisk mand, der var passager i en bil. Den 42-årige var efterlyst af de ungarske myndigheder og blev derfor anholdt klokken 18.22. Den 42-årige fremstilles fredag i grundlovsforhør i retten med henblik på varetægtsfængsling, mens de danske myndigheder undersøger, om han kan udleveres.

 

NÆSTVED: Tissede i skraldespand

Politiet fik torsdag klokken 18.01 en anmeldelse fra et vidne, der havde set en mand tisse i en skraldespand i butikscenteret i Sct. Jørgens Park. Betjentene fandt frem til en 33-årig mand fra Næstved, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og bortvist fra centeret.

 

SLAGELSE: 27-årig sigtet for salg af stoffer

Lokalpolitiet anholdt torsdag klokken 20.20 en 27-årig mand i Slagelse. Det skete, efter at der ved en ransagning var fundet ulovlige stoffer i form af hash, skunk og kokain på hans adresse. Den 27-årige blev herefter sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om salg af ulovlige stoffer, og han fremstilles i grundlovsforhør i retten i Næstved fredag klokken 12.30.

 

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Fensmark Kattekæret Torsdag klokken 8.30-13.45 Ikke gjort op om der er stjålet noget
Holme-Olstrup Sørupvej Torsdag klokken 15.44 Håndværktøj
Nakskov Klostergade Torsdag klokken 5.49 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Sakskøbing Lindevej På et tidspunkt op til onsdag klokken 15.00 En taske med private papirer
Slagelse Bildsøvej, Kelstrup Onsdag klokken 18.00 – torsdag klokken 17.30 Elværktøj
Slagelse Hashøjvej Torsdag klokken 12.08 To personer anholdt på stedet
Vemmelev Tingvej, Ormeslev Torsdag klokken 10.00-18.30 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Vordingborg Heibergsvej Torsdag klokken 13.30-17.40 Smykker og kontanter

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Sakskøbing Maribovej, Våbensted Torsdag klokken 5.50-11.50 ATK 635 17 50 km/t 73 km/t To klip
Slagelse Grønningen Torsdag klokken 7.10-13.20 ATK 1816 28 50 km/t 72 km/t To klip
Næstved Karrebækvej Torsdag klokken 7.47-14.17 ATK 1411 19 60 km/t 85 km/t To klip
Haslev Rødebrovej Torsdag klokken 7.37-14.00 ATK 643 32 60 km/t 87 km/t Fire klip
Slagelse Holbækvej Torsdag klokken 15.55-18.00 ATK – bestilt færdselskontrol 306 - - - -
Søllested Højrebyvej Torsdag klokken 16.02-22.02 ATK 504 10 60 km/t 82 km/t Et klip
Dianalund Skellebjergvej Torsdag klokken 18.55-22.00 ATK 120 4 70 km/t 94 km/t -
Vordingborg Marienbergvej Torsdag klokken 13.27-20.07 ATK 849 45 50 km/t 77 km/t Seks klip
Faxe Vemmetoftevej Torsdag klokken 14.25-19.35 ATK 137 3 50 km/t 65 km/t -

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Haslev Sydmotorvejen Torsdag klokken 10.00-14.00 To blev sigtet for ikke at holde tilstrækkeligt langt til højre og en blev sigtet for at bruge hornet unødigt
Holeby - Torsdag klokken 19.30-21.27 Der blev afsløret en narkopåvirket trafikant, som kørte med en stor påhængsvogn, han ikke havde kørekort til
Holeby - Torsdag klokken 16.01-17.39 To spirituspåvirkede bilister blev standset – den ene blev også sigtet for kørsel uden førerret
Næstved Kyse Overdrevs Vej Torsdag klokken 16.15-16.45 Ingen sager

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Holeby Keldskovvej Torsdag klokken 16.35 58-årig mand Spirituskørsel
Holeby Keldskovvej Torsdag klokken 16.29 58-årig mand Spirituskørsel og kørsel uden førerret
Slagelse Hashøjvej Torsdag klokken 12.08 30-årig mand Narkokørsel
Stubbekøbing Nykøbingvej Torsdag klokken 20.10 32-årig mand Narkokørsel
Søllested Lundegårdsvej Torsdag klokken 19.45 35-årig mand Narkokørsel

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

22. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 21. januar

"Bankbude", parfume og ulovlige stoffer. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport

21. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 20. januar

Ulovlig tvang, bedrageri og en gratist. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport

20. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 19. januar

Cannabis, en kniv og et røveri. Se uddraget fra mandagens døgnrapport