Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra weekenden 23.-25. maj
Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 23.-25. maj
KORSØR: Mand med kniv
Fredag formiddag klokken 9.31 fik politiet et opkald fra en borger, som havde set, at en mand gik rundt med en kniv ved en tankstation på Tårnborgvej i Korsør. Umiddelbart var han ikke truende, men det var alligevel noget utrygt. En politipatrulje fik hurtigt kontakt til manden, der er 27 år og fra lokalområdet. Han havde ganske rigtigt en kniv på sig, og da betjentene henvendte sig til ham, virkede han noget ude af balance. Han blev derfor anholdt og sigtet efter knivloven og fik herefter den fornødne hjælp.
PRÆSTØ: 20 mørbrader i rygsækken
Tre udenlandske mænd var fredag eftermiddag gået ind i et supermarked på Svend Gønges Torv i Præstø. Noget ved dem vakte imidlertid personalets mistanke til, at de muligvis ikke havde helt rent mel i posen – eller rettere i den rygsæk, som de forlod butikken med, efter de havde forsøgte at betale med et ugyldigt hævekort ved kasselinjen. De tre mænd kørte væk i en bil, men vidnerne på stedet nåede at notere registreringsnummeret, og derfor kunne en politipatrulje ikke længe efter standse bilen med de tre mænd, der er hhv. 25, 38 og 64 år. Her fandt betjentene hele 20 mørbrad i deres rygsæk, og derfor blev de anholdt og sigtet for butikstyveri. Sagen er forelagt Udlændingestyrelsen med henblik på udvisning.
SORØ: Sammenstød og vanvidskørsel
Fredag aften klokken 20.43 kørte to biler sammen i krydset Nordmarksvej / Elmebjergvej /Fulbyvej i Sorø. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men det viste sig, at den ene fører virkede temmelig beruset. En alkometertest afslørede da også en promille, der var så høj, at det går under betegnelsen vanvidskørsel. Han var ydermere tidligere frakendt førerretten. Manden, der er 53 år og fra lokalområdet, blev anholdt og sigtet efter færdselsloven, og hans bil blev beslaglagt på stedet. Han kan nu forvente et retsligt efterspil.
NÆSTVED: Ville ikke oplyse navn efter at have tisset på gaden
En politipatrulje var natten til lørdag gennem centrum i Næstved, og i Ramsherred så betjentene en mand, der stod og tissede på gaden. Han var ikke synderligt interesseret i at tale med politiet, så han stak i løb mod Axeltorv, da betjentene spurgte om hans navn og fødselsdag. Han blev standset efter brug af peberspray, og her viste det sig, der var tale om en 21-årig mand fra Nykøbing. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven, og han står nu til en bøde på 2.000 kroner.
SLAGELSE: Sigtet for at brænde haveaffald
Politiet fik lørdag klokken 16.14 en anmeldelse om generende røg fra en have i en by lidt uden for Slagelse. En politipatrulje fandt frem til stedet, hvor der var gang et bål i en have, og det var haveaffald og træpæle, der blev brændt af. Det røg ganske rigtigt en del, og politiet sigtede en 41-årig mand for overtrædelse af beredskabsloven.
KORSØR: Sigtet for at sælge stoffer
Lørdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der opholdt sig en mand ved Korsør station, og at han formentlig sad og solgte ulovlige stoffer. På baggrund af vidneforklaringen fandt politiet kort efter frem til en 43-årig mand fra lokalområdet, som sad i en bil. Bilen blev ransaget, og her fandt politiet 1 gram amfetamin og et aluminiumsbat og da betjentene undersøgte den 43-årigs bopæl, blev der fundet en sabel og to kanonslag. Den 43-årige blev anholdt klokken 18.05 og sigtet for salg af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven og våbenloven. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 21.06. De to kanonslag tilhørte en 24-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
NÆSTVED: Nikkede betjent en skalle
Politiet blev natten til søndag kaldt til Vordingborgvej i Næstved, hvor en kvinde råbte op ude på gaden og optrådte noget aggressivt. Det var en 26-årig kvinde, og hun blev ikke formildet ved synet af politiet, så hun benyttede lejligheden til at råbe en stribe ukvemsord efter betjentene. For at få ro på stedet blev den 26-årige anholdt klokken 0.30 og taget med til politistationen til afsvaling. I politibilen lykkedes det hende at nikke den ene politibetjent en skalle, så hun blev sigtet for vold mod politiet og for fornærmelig tiltale. Den 26-årige blev løsladt igen søndag klokken 4.55.
GEDSER: Havde ulovlige stoffer med i bilen
Ved en indrejsekontrol søndag eftermiddag viste en af Toldstyrelsens narkohunde stor interesse for bagagen i en bil, der var ankommet med færgen fra Tyskland. Det viste sig, at en 36-årig udenlandsk mand havde en pose med 30 gram marihuana, og en 39-årig udenlandsk mand havde 10,3 gram skunk med sig. De blev begge sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og fik hver en bøde på 2.000 kroner.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Haslev | Bøgeparken | Torsdag 15.00 – søndag kl. 12.30 | Kontanter |
Mern | Væver Hansens Vej | Lørdag kl. 18.01 | Vides endnu ikke |
Nakskov | Provstegårdsvej | 16/5 – 22/5 | VVS-artikler og værktøj |
Næstved | Teglværkvej | Fredag kl. 7.30 – 20.00 | Formentlig intet |
Næstved | Mogenstrup | Fredag kl. 18.30 – 14.30 | Vides endnu ikke |
Næstved | Oskarsvej | Lørdag kl. 21.00 – søndag kl. 05.15 | Sølvtøj |
Skælskør | Rødekullevej | Fredag kl. 8.50 – 13.05 | Playstation, computer, smykker, VR-briller og kontanter |
Slagelse | Trolles Have | Fredag kl. 15.15 – lørdag kl. 04.55 | Playstation, computer, tablet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt km/t | Hurtigste km/t | Klip |
Karise | Stevnsvej | Fredag kl. 11.07 – 13.23 | ATK | 240 | 6 | 80 | 111 | 1 klip |
Karise | Tågerupvej | Fredag kl. 14.25 – 16.35 | ATK | 24 | 7 | 50 | 68 | - |
Korsør | Skovvej | Søndag kl. 13.42 – 19.42 | ATK – bestilt færdselskontrol | 1040 | 8 | 60 | 101 | 1 klip |
Maribo | Skørringevej | Fredag kl. 06.07 – 12.07 | ATK | 315 | 49 | 50 | 87 | 13 klip og 2 betingede frakendelser |
Munke-Bjergby | Døjringevej | Fredag kl. 15.34 – 16.34 | ATK – bestilt færdselskontrol | 10 | 1 | 50 | 60 | - |
Munke-Bjergby | Tersløsevej | Fredag kl. 17.09 – 21.39 | ATK – bestilt færdselskontrol | 530 | 3 | 80 | 94 | - |
Nykøbing F. | Skovalleen | Lørdag kl. 16.49 – 23.15 | ATK | 1057 | 72 | 50 | 73 | 6 klip |
Nykøbing F. | Omfartsvejen | Søndag kl. 14.50 – 20.00 | ATK | 661 | 23 | 70 | 99 | 3 klip |
Nørre-Alslev | Vigvej | Fredag kl. 14.48 – 20.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 228 | 5 | 50 | 80 | 1 klip |
Rødby | Nakskov Landevej | Fredag kl. 18.13 – 22.53 | ATK | 210 | 12 | 60 | 95 | 4 klip |
Slagelse | Vestmotorvejen | Lørdag kl. 14.05 – 20.16 | ATK – bestilt færdselskontrol | 6586 | 123 | 110 | 142 | - |
Stege | Kostervej | Fredag kl. 10.58 – 16.58 | ATK | 1474 | 55 | 60 | 101 | 4 klip og 1 betinget frakendelse |
Søllested | Rødbyvej | Fredag kl. 16.00 – 17.30 | ATK | 131 | 1 | 80 | 93 | - |
Tappernøje | Strandvejen | Fredag kl. 15.46 – 21.45 | ATK | 268 | 20 | 50 | 94 | 2 klip og 1 betinget frakendelse |
Vordingborg | Næstvedvej | Lørdag kl. 7.21 – 14.01 | ATK | 1015 | 31 | 60 | 91 | 4 klip |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Søndag kl. 7.26 – 13.56 | ATK | 3743 | 119 | 90 | 125 | 6 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Sorø | Rustkammervej | Fredag kl. 07.40 – 08.20 | Fem blev sigtet for ikke at overholde venstresving forbudt |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Gedser | Jernbanevejen | Søndag kl. 17.50 | 50-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Maribo | Torvet | Mandag kl. 00.22 | 19-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Nykøbing F. | Skovalleen | Lørdag kl. 19.42 | 52-årig mand | Spirituskørsel |
Nykøbing F. | Vesterskovvej | Søndag kl. 21.14 | 49-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Næstved | Præstø Landevej | Fredag kl. 9.46 | 24-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Slagelse | Kalundborgvej | Lørdag kl. 1.45 | 22-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Toreby | Nystedvej | Lørdag kl. 18.26 | 31-årig mand | Spirituskørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718