Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra 19.-21. december
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra 19.-21. december
NÆSTVED: 16-årig på ulovlig knallert
Fredag klokken 8.26 standsede politiet en 16-årig dreng fra Haslev, der kom kørende på Østre Ringvej i Næstved på knallert. Nummerpladen var bøjet, så den ikke umiddelbart kunne aflæses, og da knallerten blev tjekket på et rullefelt, viste det sig, den kunne køre hurtigere end tilladt. Derfor blev den 16-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert og for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen.
NAKSKOV: Politi i centrum af byen
Lokalpolitiet var fredag formiddag en tur gennem centrum af Nakskov. Der blev ikke bemærket noget usædvanligt, hverken cykler, scootere eller elløbehjul i gågaden, men det blev til gengæld til en god dialog med de erhvervsdrivende og med en børnehave på udflugt.
Fredag aften havde færdselspolitiet en færdselskontrol i byen. Mellem klokken 19.00 og midnat blev det til fem sigtelser: En 20-årig mand blev klokken 19.48 målt til at køre 97 km/t på Varkausvej, hvor man kun må køre 50 km/t. Han står til et kørselsforbud. Klokken 19.50 blev en 62-årig mand sigtet for at køre uden lys på cyklen i Jernbanegade, og han står til en bøde på 700 kroner, mens en 23-årig mand blev standset i Jernbanegade i en bil, hvor der var fejl ved udstødningssystemet og luftfilteret, så han blev også sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Klokken 22.29 blev en 31-årig mand standset på Rødbyvej, og hans bil var forsynet med ulovlige lygter foran, så han blev sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen.
SORØ: Stjal whisky og cognac
Politiet blev fredag eftermiddag kaldt til et supermarked i Sorø, hvor medarbejderne tilbageholdt en kvinde, der var mistænkt for at have stjålet varer. Det var en 37-årig udenlandsk kvinde, som havde skjult en flaske whisky og en flaske cognac i jakken, og bagefter gik hun gennem kassen uden at betale for varerne. Den 37-årige blev anholdt klokken 14.36 og sigtet for butikstyveri. Hun blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 23.06. efter hun havde fået en bøde på 3.000 kroner, hvortil kommet et bidrag til Offerfonden på 500 kroner.
NÆSTVED: Anholdt efter salg af stoffer
Et vidne anmeldte fredag eftermiddag, at der foregik noget, der så ud som handel med ulovlige stoffer på Indre Vordingborgvej i Næstved, hvor en mand havde kontakt med flere forbipasserende biler. Politiet fandt frem til en 62-årig mand fra lokalområdet, som blev anholdt klokken 15.15. Ved visitationen fandt betjentene fire små poser med kokain, et kontant beløb og en telefon med nogle salgsbeskeder på. Den 62-årige blev sigtet for salg af ulovlige stoffer, og kokain og kontanter blev beslaglagt. Den 62-årige blev løsladt igen klokken 20.51.
SLAGELSE: Sigtet for at stjæle gaveæsker
Politiet fik fredag klokken 15.07 en anmeldelse fra en forretning på Nytorv i Slagelse om, at en pige havde haft jakken stoppet ud med parfume og gaveæsker. Det blev opdaget, da hun gik ud af forretningen, og tyverialarmen gik. Det var en 16-årig pige fra Næstved, som var sammen med en 13-årig dreng, og den 16-årige blev sigtet for butikstyveri. Der var stjålet parfumevarer for godt 6.000 kroner, og pigen blev afhørt på stedet, og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
FJENNESLEV: 19-årig kom op at slås
Sent fredag aften kom det til et mindre slagsmål mellem tre yngre mænd i Fjenneslev. En 19-årig mand fra Jystrup havde ifølge vidner taget kvælertag og slået på andre, og det var gået ud over en 20-årig og en 21-årig mand. Den 19-årige blev anholdt klokken 23.24 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. For at få ro på stedet blev den 19-årige kørt hjem til sin adresse og løsladt klokken 0.43.
NÆSTVED: 25-årig sigtet for vold
Lørdag klokken 2.00 blev politiet kaldt til et værtshus i Næstved, hvor en 48-årig mand var blevet væltet omkuld og slået i ansigtet. Politiet fandt i løbet af natten frem til en 25-årig mand fra Næstved, der blev anholdt klokken 4.56 og sigtet for vold. Den 25-årige blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 5.47.
MARIBO: Tissede på restauranten
En 54-årig mand blev lørdag aften sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Klokken 19.36 var den 54-årige på en restaurant i Maribo, da han pludselig stillede sig op i lokalet og tissede op ad den ene væg i restauranten. Han blev anholdt klokken 20.08, og han fik samtidig et forbud mod at komme på stedet fremover. Den 54-årige blev løsladt igen klokken 20.27 på stationen i Maribo og står nu til en bøde på 1.000 kroner.
KORSØR: Sigtet for kvalificeret vold
En 17-årig mand var lørdag aften ude at gå en tur sammen med et par kammerater i Korsør, og i Egøgade blev han pludselig overfaldet og slået i hovedet med en kæp. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet kort efter frem til en 17-årig mand fra Vemmelev, der blev anholdt klokken 23.30 og sigtet for kvalificeret vold. Den 17-årige blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 0.25. Hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
RØDBY: Spøgelsesbilist standset på Sydmotorvejen
Trafikanter på Sydmotorvejen anmeldte tidligt søndag morgen, at der kørte en bil mod nord men i det sydgående spor. Det lykkedes politiet at standse den pågældende kort for Guldborgsundtunnellen, uden at det kom til et færdselsuheld. Føreren af bilen var en 70-årig mand fra Nakskov, som ikke havde spændt sin sikkerhedssele. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og det skal nu efterprøves, om han fortsat opfylder de helbredsmæssige betingelser for at have kørekort.
SORØ: Bilen blev beslaglagt
Søndag klokken 9.18 standsede politiet en 60-årig kvinde, der kom kørende på Nordmarksvej. En alkometertest viste, hun havde en promille, der var et solidt stykke over 2, og det kvalificerer til betegnelsen vanvidskørsel. Den 60-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og den bil, hun kørte i, blev beslaglagt på stedet. Efter der var taget en blodprøve, blev den 60-årige løsladt igen.
MARIBO: Stjal øl
Politiet blev søndag eftermiddag kaldt til et supermarked i Maribo. En kunde var gået gennem kassen uden at betale for tre sixpacks med øl, som han havde stoppet i rygsækken. Da han blev standset af en medarbejder, smed han øllerne fra sig og stak af fra stedet. På grund af vidneforklaringer kunne politiet finde frem til en 40-årig mand fra lokalområdet, som kort efter blev sigtet for butikstyveri.
INDBRUD
Politiet har i de seneste døgn modtaget anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Boeslunde | Sønderupvej | Søndag klokken 14.54 | Kontanter, våbenskab og haglgeværer |
| Faxe | Præstøvej | Lørdag klokken 10.45-17.25 | Intet stjålet |
| Lundby | Øbjerggårds allé | Søndag klokken 00.00-08.40 | Kontanter |
| Næstved | Appenæs Bygade | Torsdag den 18. december klokken 11.00 – fredag den 19. december klokken 09.50 | Endnu ikke opgjort |
| Slagelse | Kongevejen | Søndag klokken 15.00-17.30 | Kontanter, smykker og parfumer |
| Stubbekøbing | Strandbakken | Mandag den 8. december klokken 16.00 – lørdag den 20. december klokken 20.30 | Endnu ikke opgjort |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i de forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Haslev | Køgevej | Fredag klokken 15.51-21.21 | ATK | 827 | 39 | 60 km/t | 99 km/t | 3 klip |
| Haslev | Sydmotorvejen | Lørdag klokken 07.34-13.30 | ATK | 5688 | 31 | 130 km/t | 161 km/t | - |
| Herlufmagle | Skelbyvej | Søndag klokken 13.39-20.00 | ATK | 712 | 23 | 80 km/t | 112 | 2 klip |
| Holme-Olstrup | Landevejen | Lørdag klokken 16.45-23.02 | ATK | 1815 | 37 | 60 km/t | 89 km/t | 1 klip |
| Korsør | Vestmotorvejen | Fredag klokken 07.22-13.20 | ATK | 6614 | 190 | 90 km/t | 130 km/t | 9 klip |
| Mern | Skovlinien | Lørdag klokken 13.26- 19.56 | ATK | 333 | 16 | 80 km/t | 132 km/t | 3 klip |
| Nakskov | Maribovej | Fredag klokken 18.48-23.59 | ATK | - | - | 50 km/t | - | - |
| Næstved | H.C. Andersens vej | Fredag klokken 13.41-18.11 | ATK | 806 | 9 | 50 km/t | 70 km/t | 1 klip |
| Tappernøje | Sydmotorvejen | Søndag klokken 07.38-13.45 | ATK | 3453 | 19 | 130 km/t | 185 km/t | 1 klip |
| Vordingborg | Ørslevvej | Fredag klokken 10.48-16.48 | ATK | 1010 | 56 | 50 km/t | 78 km/t | 4 klip |
| Vordingborg | Sydmotorvejen | Søndag klokken 13.37-19.57 | ATK | 4100 | 84 | 90 km/t | 145 km/t | 4 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I de seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Faxe | Torvegade | Søndag klokken 01.15-02.15 | I alt blev 17 køretøjer standet. Ingen sigtelser |
| Haslev | Ny Ulsevej | Lørdag klokken 01.30-02.30 | 10 bilister kontrolleret og 2 blev sigtet for at køre hurtigere end det tilladte. Den ene bilist kørte så hurtigt, at det udløser et klip i kørekortet |
| Nakskov | - | Fredag klokken 19.00-00.00 | I alt blev 5 personer sigtet. En blev sigtet for at køre hurtigere end det tilladte, en blev sigtet for at køre uden lys på cyklen og tre blev sigtet for fejl og mangler ved køretøjerne |
| Næstved | Slagelsevej | Lørdag klokken 03.30-04.30 | 12 køretøjer blev standset. En blev sigtet for kørsel uden førerret og en blev sigtet for overtrædelse af oplysningspligten |
| Næstved | - | Lørdag klokken 00.00-02.00 | Seks bilister blev standset og alt var i orden |
| Rønnede | Gl. Næstvedvej | Lørdag klokken 23.40-00.40 | 13 køretøjer blev standset. Ingen sigtelser |
| Sorø | - | Lørdag klokken 00.00-03.00 | 15 køretøjer blev standset og alt var i den skønneste orden |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I de seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Haslev | Køgevej | Fredag klokken 9.15 | 55-årig mand | Narkokørsel |
| Nykøbing Falster | Englandsvej | Fredag klokken 17.01 | 22-årig mand | Narkokørsel |
| Næstved | Havnegade | Lørdag klokken 7.47 | 22-årig kvinde | Spirituskørsel |
| Næstved | Ny Holstedvej | Fredag klokken 23.40 | 19-årig mand | Spirituskørsel |
| Nørre-Alslev | Sydmotorvejen | Søndag klokken 21.30 | 27-årig mand | Spirituskørsel |
| Sorø | Nordmarksvej | Søndag klokken 09.18 | 60-årig kvinde | Spirituskørsel |
| Vordingborg | Boulevarden | Lørdag klokken 03.55 | 56-årig mand | Spirituskørsel |
| Vordingborg | Rampen | Lørdag klokken 21.33 | 20-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718