Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 15.-17. marts
Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 15.-17. marts
BOESLUNDE: Kørte uden kørekort - fik bilen beslaglagt
Fredag klokken 12.40 standsede politiet en 29-årig mand fra Korsør, der kom kørende i bil på Gryderupvej ved Boeslunde. Imidlertid havde den 29-årige ikke noget kørekort og havde aldrig haft det, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. En narkometertest gav udslag for kokain, og han blev derfor også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da den 29-årige flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.
SORØ: Fuld og i stjålet bil
Politiet standsede fredag klokken 20.47 en 61-årig mand fra Sorø, som kørte på Merbjergvej i Stenlille. En alkometertest viste, at den 61-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, så han blev sigtet for spirituskørsel, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Det viste sig, at han kort forinden havde stjålet den bil, han kørte i, så han blev også sigtet for tyveri af bilen, som derefter fandt tilbage til den retmæssige ejer.
NAKSKOV: Varetægtsfængslet efter fund af ulovlige stoffer
En 25-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og herefter varetægtsfængslet frem til den 26. marts. Den 25-årige blev anholdt fredag klokken 21.50 i Nakskov, efter at politiet havde prøvet at standse ham, da han var på vej i bil. Han smed bilen fra sig ved Nørrevold og forsøgte at stikke af til fods, men kom dog ikke særligt langt, før han blev løbet op. Han havde en rygsæk med, og da den blev undersøgt, fandt politibetjentene nogle ulovlige piller, og på den baggrund ransagede politiet bagefter den 25-åriges adresse. Her blev der fundet 196 gram hash og 159 gram amfetamin, flere ampuller med dopingmidler, flere receptpligtige piller og en totenschlæger. Den 25-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, lov om euforiserende stoffer, lægemiddelloven og lov om forbud mod visse dopingmidler.
Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, så politiet kan ikke give yderligere oplysninger i sagen.
HASLEV: Indbrud i 23 lastbiler
Et sted mellem fredag klokken 19.45 og lørdag klokken 9.00 har en eller flere gerningsmænd brudt ind i ikke færre end 23 lastbiler, der holdt parkeret på Vordingborgvej i Haslev. Politiet hører derfor gerne fra vidner, der kan have set eller hørt noget mistænkelig aktivitet fra fredag aften til lørdag morgen i området.
Der er forskellige tiltag, man kan gøre for at forebygge indbrud i last- og varebiler – herunder er fx fem gode råd, og du kan læse mere på www.stopindbrud.dk.:
- Få en bedre lås i bilen og lås værktøj ind i kasser eller bag stålsikring i varerummet.
- Parker, hvor der er lys og sådan, at det er vanskeligt at komme ind i bilens side- og bagdør (varebiler).
- Mærk dit værktøj med firmanavn, DNA-mærkning/usynlig mærkning og brug eventuelt GPS-sporing.
- Sæt skilt udvendigt på bilen, der viser din sikring af bilen og mærkning af indholdet.
- Hav en opdateret liste over dit værktøj, så politiet har bevis, når tyvekosterne findes.
NÆSTVED: På aftentur med hash
Et par betjente på patrulje lagde lørdag aften klokken 21.36 mærke til en mand, der sad i sin bil på med slukket motor på en parkeringsplads på Kanalvej i Næstved. Da betjentene kom hen til bilen, lugtede der temmelig kraftigt af hash, og der lå en halv joint lige under førerdøren. Så de bankede på ruden, og manden i bilen – der er 25 år og fra lokalområdet – lukkede op. Han virkede noget uklar, og ved en nærmere undersøgelse fandt patruljen knap 3 gram hash i bilen. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Ville smaske en dørmand
Natten til søndag patruljerede et par betjente på Gammeltorv i Slagelse. Her traf de en 38-årig mand, der var noget voldsom i sin retorik. Bl.a. sagde han til betjentene, at han ville "smaske" dørmanden (der stod i nærheden), så de skulle lige kigge væk. Men i stedet blev den 38-årige udstyret med en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen og en snak om, hvordan man opfører sig.
FAXE: Brand i campingvogn
En campingvogn brød omkring klokken 02.00 natten til søndag i brand på en campingplads i Faxe. Der var brand i både forteltet og selve campingvognen, og på et tidspunkt fik flammerne også fat i en nærliggende hæk og var ved at brede sig til en anden campingvogn. Men brandvæsnet fik kontrol over branden, og ingen kom heldigvis noget til. Det har formentlig været en gasovn, der var årsag til branden, men det skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.
NÆSTVED: Ville ikke oplyse sit navn
Politiet var natten til søndag i centrum af Næstved, og i Ramsherred var der en mand, der påkaldte sig politibetjentenes opmærksomhed. Han var noget opfarende, og betjentene fik mistanke om, at han havde ulovlige stoffer på sig, så han blev visiteret. Han ville imidlertid ikke oplyse sit navn og sin fødselsdag til politiet, så for at klarlægge det, blev han anholdt klokken 2.26 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Herefter kom hans identitet frem: det var en 26-årig mand fra Karlslunde, som nu kaldte politiet både "fucking hunde" og "fucking ost" (!). Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
NYKØBING: Larmede og bankede på vinduer og døre
Søndag morgen klokken 4.05 fik politiet en anmeldelse om, at en mand larmede og bankede på vinduer og døre på Østre Alle i Nykøbing. Det var en 18-årig mand fra lokalområdet, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SORØ: Blotter
En ældre kvinde, der sad i sit køkken søndag klokken 15.55, opdagede, at en mand stod og kiggede ind af naboens vindue. Da manden opdagede, at han blev observeret, stillede han sig nu op udenfor kvindens vindue, knappede bukserne op og blottede sig. Kvinden rejste sig og bad manden om at forsvinde, så det gjorde han. Den 64-årige mand blev anholdt kort efter og sigtet for blufærdighedskrænkelse.
GEDSER: Peberspray i tasken
Søndag klokken 20.00 kørte en bil ind i landet i indrejsefeltet i Gedser og blev udtaget til kontrol af Toldstyrelsen. I førerens taske fandt man en peberspray, og den 39-årige mand blev sigtet for at overtræde våbenloven. Det koster en bøde på 3.000 kroner.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Haslev | Søgårdsvej | Lørdag klokken 19.30-19.40 | Intet stjålet |
Korsør | Hulbyvej | Søndag klokken 15.11-19.15 | Højtaler, pengeskab og lampe |
Næstved | Kirsebærvej | Torsdag den 1. februar– lørdag den 16. marts klokken 20.00 | Smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Bandholm | Birketvej | Fredag klokken 15.51-22.01 | ATK | 206 | 25 | 50 km/t | 91 km/t | Tre klip og en betinget frakendelse |
Faxe | Køgevej | Lørdag klokken 16.45-22.30 | ATK | 356 | 42 | 60 km/t | 91 km/t | Fire klip |
Gedser | Gedser Landevej | Lørdag klokken 14.32-19.45 | ATK | 168 | 2 | 50 km/t | 61 km/t | - |
Glumsø | Suså Landevej | Søndag klokken 13.49-19.35 | ATK | 693 | 49 | 60 km/t | 90 km/t | Fem klip |
Holsted | Landevejen | Lørdag klokken 07.25-08.46 | ATK | 400 | 1 | 80 km/t | 106 km/t | - |
Karise | Kildevej | Søndag klokken 14.05-19.30 | ATK | 354 | 24 | 50 km/t | 69 km/t | Et klip |
Korsør | Vestmotorvejen | Fredag klokken 07.52-13.30 | ATK | 7077 | 151 | 110 km/t | 146 km/t | - |
Nørre Alslev | Skovbyvej | Fredag klokken 14.35-19.45 | Bestilt ATK | 102 | 5 | 50 km/t | 70 km/t | Et klip |
Vordingborg | Næstvedvej | Fredag klokken 05.49-12.04 | ATK | 1126 | 18 | 60 km/t | 88 km/t | Tre klip |
Væggerløse | Bøtø Ringvej | Søndag klokken 14.11-20.00 | ATK | 406 | 20 | 60 km/t | 86 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Faxe | Køgevej | Fredag klokken 20.05-20.25 | Ingen sager |
Haslev | Køgevej | Fredag klokken 20.51-21.25 | Ingen sager |
Nykøbing Falster | - | Lørdag klokken 00.00-03.30 | Seks køretøjer blev kontrolleret, og alt var i den skønneste orden |
Næstved | - | Fredag klokken 16.00-21.00 | 15 køretøjer blev kontrolleret. En person blev sigtet for kørsel uden ledsager og en bilist blev sigtet for narkokørsel |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Boeslunde | Gryderupvej | Fredag klokken 11.53 | 29-årig mand fra Korsør | Narkokørsel. Manden blev også sigtet for kørsel uden førerret |
Faxe | Spjellerupvej | Fredag klokken 23.16 | 18-årig mand fra Rønnede | Spirituskørsel |
Haslev | Frederiksgade | Fredag klokken 20.43 | 21-årig mand fra Fensmark | Spirituskørsel |
Korsør | Storebæltsvej | Lørdag klokken 01.20 | 50-årig kvinde fra Korsør | Spirituskørsel |
Maribo | Europavej | Lørdag klokken 18.56 | 41-årig mand fra Sakskøbing | Spirituskørsel |
Sandved | Langgade | Fredag klokken 17.37 | 17-årig mand | Narkokørsel. Den unge mand blev også sigtet for kørsel uden ledsager |
Skælskør | Næstvedvej | Lørdag klokken 20.46 | 22-årig mand fra Skælskør | Narkokørsel |
Slagelse | Vestre Ringgade | Lørdag klokken 05.15 | 25-årig mand fra København S | Spiritus- og narkokørsel. I bilen fandt politiet 2,4 gram hash, og manden blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Sorø | Ringstedvej | Fredag klokken 15.40 | 40-årig kvinde fra Sorø | Spirituskørsel |
Stege | Ulvshalevej | Søndag klokken 3.50 | 40-årig mand fra Hvidovre | Spirituskørsel |
Stenlille | Merbjergvej | Fredag klokken 20.47 | 61-årig mand fra Sorø | Spirituskørsel |
Stokkemarke | Vestre Landevej | Lørdag klokken 22.24 | 21-årig mand fra Nørreballe | Spirituskørsel |
Vordingborg | Marienbergvej | Lørdag klokken 19.23 | 22-årig mand fra Vordingborg | Spiritus- og narkokørsel |
?
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718