Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

2. januar 2025 09:45

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af nytårets døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag fra de seneste dages døgnrapporter

HASLEV: Stukket overfladisk med kniv efter fyrværkeriuoverensstemmelse

En mand var 27. december lidt før klokken 19 blevet noget træt af, at en lille flok unge mænd fyrede fyrværkeri af på et område ved Duevej i Haslev. Derfor gik han hen til de tre unge mænd, og bad dem om at stoppe. Det førte til noget tumult, som endte med, at en af de unge trak en kniv og fik stukket manden overfladisk i låret. Herefter stak de unge af fra stedet. Politiets efterforskning har nu ført til, at to unge mænd på hhv. 15 og 16 år natten til onsdag blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold. De blev begge fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag, hvorfra de er blevet varetægtsfængslet frem til 29. januar.

 

FAXE: Punkterede hjemmeplejens biler – sigtet for groft hærværk

Natten til den 31. december blev 10 biler, der holdt ved sundhedscenteret på Præstøvej i Faxe, punkteret. På baggrund af overvågningsbilleder og vidneforklaringer fandt politiet senere tirsdag frem til en 44-årig mand fra Næstved, som blev anholdt klokken 10.45 og sigtet for groft hærværk. Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 11.36. Erstatningskravet er endnu ikke opgjort.

 

MARIBO: Kvinde sigtet for forsøg på manddrab

En 43-årig kvinde fra Lolland blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten. Hun blev anholdt den 31. december klokken 12.23 og er sigtet for forsøg på manddrab. Det skete, efter af politiet tirsdag fik en anmeldelse om et mistænkeligt forhold fra en adresse i Maribo, hvor en anden kvinde havde været udsat for vold og kvælertag. Hun blev behandlet på sygehuset for sine knubs. Den 43-årige kvinde blev anholdt uden dramatik, og i retten blev hun varetægtsfængslet frem til den 27. januar.

 

RØDBYHAVN: Havde ulovligt fyrværkeri i bagagerummet

Toldstyrelsen og politiet havde tirsdag en kontrol af de rejsende, som ankom med færgen til Rødbyhavn. I en udenlandsk bil var der fire mænd i alderen 28-40 år, og i bagagerummet på bilen blev der fundet tre fyrværkerienheder i form af batterier og raketsortimenter, som var ulovligt. Det ulovlige fyrværkeri blev konfiskeret, og en 40-årig mand blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han fik en bøde på 250 euro, som han betalte, inden rejsen kunne fortsætte.

 

SLAGELSE: Flere containerbrande

Nytårsaften fik politiet flere anmeldelser om brande i containere i kvarteret omkring Albert Ibsensvej og Valbyvej, og der blev også fyret meget fyrværkeri af. Noget af fyrværkeriet blev afffyret i retning mod redningsberedskab og politiet, men ingen kom til skade. Der udbrød også brand i løbet af natten i en opgang på Kierullffsvej, og det udviklede en hel del røg. Politiet efterforsker nu de enkelte anmeldelser, og foreløbig er to 15-årige drenge fra byen sigtet.

 

NÆSTVED: Skød fyrværkeri af i p-hus

Politiet fik nytårsaften en anmeldelse fra et vidne, der havde set tre personer, som skød fyrværkeri af inde i p-huset ved Rampen i Næstved. En politipatrulje fandt hurtigt frem til tre mænd på 20, 21 og 22 år, og da de opholdt sig i p-huset uden nogen anledning, blev de sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og bortvist fra stedet.

 

NÆSTVED: Fik ølkrus i hovedet

2025 var ni minutter gammelt, da politiet fik en anmeldelse om, at to mænd havde haft en uoverensstemmelse på en adresse lidt uden for Næstved. En 37-årig mand var ikke længere ønsket som gæst på stedet, og værten – en 50-årig mand – forsøgte at få ham ud af døren. Det lykkedes den 37-årige at kaste et ølkrus i hovedet på den 50-årige. Kruset smadrede, og den 50-årige blev behandlet af ambulancereddere for sine knubs. Den 37-årige blev anholdt klokken 0.37 og sigtet for kvalificeret vold, og han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 1.57.

 

FUGLEBJERG: 15-årig sigtet for hærværk

En 15-årig dreng blev nytårsnat sigtet for hærværk. Kort efter klokken 1.00 sprang et kanonslag, som var lagt på kølerhjelmen af en parkeret bil på Indre Krummerupvej i Fuglebjerg, og bilen blev temmelig beskadiget. På grund af overvågningsbilleder fandt politiet frem til den 15-årige, der er fra lokalområdet. Han blev sigtet for hærværket, og de sociale myndigheder blev samtidig underrettet om sagen.

 

DIANALUND: Skød mod andre med bomberør

Nytårsnat klokken 3.00 fik politiet en anmeldelse fra en adresse i Dianalund om, at en gruppe unge mennesker, som stod udendørs, pludselig var blevet beskudt med fyrværkeri fra et bomberør. Politiet har registreret anmeldelsen som en sag om at forvolde fare for andre og har en god formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

 

NYKØBING F.: Vanvidskørsel

I forbindelse med en af politiets automatiske fartkontroller blev en 31-årig mand i går klokken 9.10 blitzet, da han kom kørende i bil ad Skovalleen i Nykøbing F., hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. Den 31-årige blev målt til at køre mindst 102 km/t, hvilket er en overskridelse på mere end 100%, og dermed falder det ind under kategorien vanvidskørsel. Føreren var godt klar over, at situationen ikke var helt god, og efter blitzningen vendte han derfor om og kørte tilbage til politiets fartmålervogn. Her blev han udstyret med en sigtelse efter færdselsloven, og hans bil blev beslaglagt på stedet.

 

NÆSTVED: Sigtet for biltyveri og indbrud

Nytårsdag klokken 15.30 kom en 35-årig mand kørende i bil ad Kanalvej i Næstved, men da vejen drejede, fortsatte han ligeud og endte i et vejskilt. Et vidne på stedet lagde mærke til at bilen var fyldt med noget, der kunne ligne tyvekoster. Derfor kontaktede vidnet politiet og fortalte om færdselsuheldet. Den 35-årige blev desuden set tage en taxa til Næstved station, så ikke længe efter blev den 35-årige anholdt af en politipatrulje på banegården. Politiet kunne konstatere, at den havarerede bil og indholdet i den hørte til på en adresse i Næstved, hvor det var blevet stjålet fra. Den 35-årige blev sigtet for indbrud og for at have stjålet bilen, han kørte galt i.

 

RØDBYHAVN: 12 bomberør

En 22-årig mand fra Roskilde-området blev nytårsdag klokken 18.00 standset i en rutinemæssig kontrol i indrejsefeltet på Færgestationsvej i Rødbyhavn, da han kom kørende i bil fra færgen fra Tyskland. Her fandt politiet ulovligt fyrværkeri i form af 12 stk. bomberør. Den 22-årige blev sigtet efter fyrværkeriloven.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har hen over nytåret modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Dalmose Vemmeløsevej Torsdag kl. 12.00 – onsdag kl. 11.00 Vides endnu ikke
Skælskør Magleparken 24/12 – 30/12 Sølvtøj og kontanter
Skælskør Vestergade Mandag kl. 8.15 – 17.30 Nøgler og smykker
Slagelse Vollerupvej Tirsdag kl. 17.15 – onsdag kl. 02.00 Stole
Slagelse Slagelse Landevej Lørdag kl. 14.00 – tirsdag kl. 10.50 Kontanter
Vesterborg Rudbjergvej Søndag kl. 21.00 – mandag kl. 9.00 Knallert

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har hen over nytåret haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt km/t Hurtigste km/t Klip
Karise Køgevej Mandag kl. 11.34 – 16.34 ATK 835 36 50 73 2 klip
Nakskov Maribo Mandag kl. 5.22 – 12.12 ATK 497 37 50 77 3 klip
Nykøbing F. Skovalleen Onsdag kl. 7.49 – 14.00 ATK 555 71 50 106 8 klip og en ubetinget frakendelse
Rude Næstved Landevej Onsdag kl. 18.04 – 23.54 ATK 83 10 60 85 3 klip
Sakskøbing Sydmotorvejen Onsdag kl. 10.59 – 16.59 ATK 2303 121 90 136 7 klip
Slagelse Valbygårdsvej Mandag kl. 13.27 – 19.30 ATK 890 14 50 79 4 klip
Slagelse Slagelse Landevej Tirsdag kl. 10.13 – 16.20 ATK 16.34 14 80 102 -
Sorø Sorøvej Onsdag kl. 15.18 – 21.15 ATK 595 38 80 102 -
Stenlille Sorøvej Mandag kl. 14.01 – 19.20 ATK 1010 21 80 107 -
Søllested Højrebyvej Tirsdag kl. 8.11 – 12.11 ATK 258 3 80 103 -
Vordingborg Sydmotorvejen Mandag kl. 16.34 – 22.44 ATK 2365 58 90 143 9 klip

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

Hen over nytåret har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Næstved Ramsherred Mandag kl. 10.00 – 12.00 Alle kørte pænt
Næstved Jernbanegade Mandag kl. 21.00 – 21.30 38 blev kontrolleret – alle havde tingede i orden.
Slagelse Bjergbygade Mandag kl. 17.00 – 19.30 En blev noteret for manglende registrering og en for manglende forsikring.

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

Politiet har hen over nytåret standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Næstved Erantisvej Onsdag kl. 19.00 25-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Nørre-Alslev Nykøbingvej Mandag kl. 15.44 64-årig mand Spirituskørsel
Nørre-Alslev Nr. Alslev Jernbanegade Mandag kl. 16.00 36-årig mand Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Kandestøbergade Tirsdag kl. 20.55 36-årig mand Kørsel i påvirket tilstand

 

 

 

?? 

?

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

3. januar 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 2. januar

Butikstyveri, brand og en tur på elløbehjul. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

30. december 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Uddrag fra weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag fra weekendens døgnrapporter fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

27. december 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af julens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af julens døgnrapporter