Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 11.-13. juli

SLAGELSE: Sigtet for at køre påvirket uden kørekort i stjålet bil

Politiet standsede fredag klokken 11.15 en 42-årig mand, der kom kørende på Valbyvej i Slagelse. Den 42-årige var imidlertid frakendt kørekortet, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. En narkometertest gav udslag for kokain, og det viste sig, at han havde taget bilen, han var blevet stoppet i, fra en bekendt – uden tilladelse. Derfor blev han anholdt og sigtet for tyveri af bilen og for kørsel i påvirket tilstand. Da politibetjentene undersøgte bilen, fandt de en lille pose med en smule kokain i, så den 42-årige blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt, efter at der var taget en blodprøve.

 

VORDINGBORG: To sigtet for vold

To fyre på henholdsvis 15 og 16 år blev fredag sigtet for vold mod en anden 16-årig fyr fra Fensmark. De havde haft en meningsudveksling torsdag aften på Voldgade i Vordingborg, hvor den 16-årige havde fået et slag i hovedet og var faldet omkuld. På baggrund af signalementet fandt politiet fredag frem til de to unge, som blev sigtet i sagen – og den 16-årige blev også sigtet for trusler mod den 16-årige, for han havde truet med at stikke ham ned med kniv. De impliceredes forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.

 

VORDINGBORG FESTUGE: Relativt rolige dage

I Vordingborg lukkede årets festuge lørdag aften efter endnu et par relativt rolige dage. Mange fest- og musikglade gæster bidrog til den gode stemning, og politiet var også til stede i gaderne og på festpladsen. Det blev til gode øjeblikke, men det blev alligevel til nogle sigtelser:

Fredag blev 20-årig kvinde sigtet for at tisse i en baggård i Algade, og det samme blev en 27-årig mand. Den 27-årige mente dog, det var en formildende omstændighed, at han havde tisset i et grønt område i Algade, men den vurdering var politiet ikke enig i. De blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En 15-årig dreng var noget opfarende i Algade, og han råbte en stribe uskønne skældsord efter politiet. Derfor blev han sigtet for fornærmelig tiltale.

Natten til lørdag var der optræk til noget tumult i Algade, hvor en 18-årig mand var ved at komme i klammeri med nogle andre personer. Den 18-årige råbte efter politiet og spyttede en betjent i hovedet, så han blev anholdt klokken 1.01 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for vold mod politiet og fornærmelig tiltale. Han blev taget med til politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 8.00.

Klokken 23.14 mødte lokalpolitiet en 15-årig dreng, som optrådte temmelig aggressivt, og han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at få ro på stedet blev han anholdt og taget med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen klokken 3.30. Klokken 0.10 fik politiet en anmeldelse om, at en 51-årig kvinde var blevet slået i ansigtet på festpladsen, og sagen blev registreret som en voldssag. Politiet har en mistanke om, hvem gerningsmanden kan være, men det er endnu ikke lykkedes at komme i kontakt med den pågældende.

 

NÆSTVED: Stjal adapter til 40 kroner

En adapter til en værdi af 40 kroner var udbyttet, da en 40-årig mand fra Nordsjælland blev taget i et butikstyveri fredag. Det skete i en dagligvareforretning på Kvægtorvet i Næstved, hvor en medarbejder bemærkede, at den 40-årige lagde adapteren i en pose, og at han ikke betalte for den, da han forlod forretningen. Den 40-årige blev sigtet for butikstyveri, og da han var på udgang fra et fængsel, blev han anholdt klokken 16.48 og kørt retur til videre afsoning af fængselsstraffen.

 

NÆSTVED: Rigspolitiet har ringet …

I et enkelt tilfælde lykkedes det for en kriminel at overbevise et ægtepar fra Næstved om, at det var nødvendigt af hensyn til en igangværende efterforskning, at de afleverede deres dankort med tilhørende koder. Det skete lørdag aften, hvor parret blev ringet op af en kvinde, som udgav sig for at ringe fra Rigspolitiets it-afdeling, og hun ville sørge for, at en medarbejder afhentede betalingskortene. Kort efter dukkede en mand op hos parret, og det lykkedes ham at få kort og koder. Inden de nåede at spærre kort og konti, var de kriminelle sluppet afsted med at hæve flere beløb.

Til gengæld gik tre andre bedrageriforsøg ikke: Tre andre borgere blev nemlig ringet op på tilsvarende måde fredag eftermiddag, og her lykkedes det ikke for de kriminelle at slippe afsted med deres skumle forehavende. Borgerne nåede at standse op og afbryde samtalen og så lave et kontrolopkald til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Her blev de bekræftet i, at der var tale om fupopkald.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder som fx politiet vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

 

NÆSTVED: Varetægtsfængslet efter trusler med kniv

En 34-årig mand fra Næstved blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved. Han blev anholdt fredag klokken 23.25, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at en 22-årig mand var blevet truet med en kniv på en adresse uden for Næstved. Den anholdte havde tilsyneladende en uoverensstemmelse rettet mod den 22-årige, som dog ikke kom noget til ved episoden. Politiet fandt hurtigt frem til den sigtede, som efter retsmødet blev varetægtsfængslet frem til den 6. august.

 

VEMMELEV: Sigtet for vold

Efter et optrin ved en privat fest i Vemmelev blev politiet tilkaldt på grund af en urolig festdeltager. Han var noget opfarende, og for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 1.16. Det var en 26-årig mand fra Slagelse, og undervejs i politibilen til Næstved lykkedes det ham at give den ene betjent et mindre slag i ansigtet. Derfor blev han sigtet for vold mod politiet. Den 26-årige tilbragte natten i detentionen og blev løsladt igen klokken 8.44.

 

MARIELYST: Skubberi blev til sigtelse efter ordensbekendtgørelsen

Politiet sigtede natten til lørdag en 26-årig mand fra Nykøbing for overtrædelse af ordensbekendtgørelse. Det skete på Marielyst Strandvej i Marielyst, hvor den 26-årige optrådte temmelig aggressivt over for andre gæster på stedet. Politibetjentene trak strømpistolerne, og truslen om at affyre dem lagde en dæmper på gemytterne, og den 26-årige står nu til en bøde på 3.000 kroner for overtrædelsen.

 

FUGLEBJERG: Stjal kaffe

Lørdag eftermiddag blev politiet kaldt til et supermarked i Fuglebjerg, hvor personalet havde tilbageholdt en mand, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en 41-årig udenlandsk mand, der havde taget fem poser kaffe, som han havde lagt i sin taske og derefter var gået gennem kassen uden at betale for den. Den 41-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri, og han fik en bøde på 2.000 kroner, som han betalte, inden han blev løsladt igen klokken 19.23.

 

NÆSTVED: Generede trafikken

Politiet blev lørdag eftermiddag kaldt til Karrebækvej, hvor en tilsyneladende temmelig vred mand gik og råbte og gik ud foran flere biler på vejen. En politipatrulje fandt frem til en 33-årig mand, som både virkede noget beruset og også ophidset. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men han var ikke helt faldet til ro, så derfor blev han anholdt klokken 17.15 og taget med til politistationen. Den 33-årige blev løsladt igen klokken 22.20.

 

NÆSTVED: Tre blev sigtet for vold

Søndag klokken 2.09 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet slået ned i Ramsherred i Næstved. Det var en 22-årig mand, der havde fået en knytnæve i ansigtet og var faldet om. En 58-årig mand havde også blevet væltet omkuld og havde fået et spark, mens han lå ned. Vidner på stedet ledte politiet til en 21-årig mand, der blev anholdt klokken 2.18 i midtbyen og sigtet for vold. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 6.45, men politiets efterforskning af voldsepisoden førte søndag frem til anholdelsen af yderligere to mænd. Klokken 9.05 blev en 26-årig mand anholdt og sigtet i sagen, og klokken 9.20 blev en 22-årig mand også anholdt og sigtet. De blev begge afhørt på politistationen og løsladt igen. De to forurettede blev behandlet på sygehuset for deres knubs.

 

MARIELYST: Fire sigtet for hærværk

Politiet blev søndag morgen klokken 6.03 kaldt til Marielyst, hvor nogle unge mænd havde smidt omkring med vejskilte og havde knækket et mindre træ i rundkørslen ved velkomstcentret. Politiet fik efter vidneudsagn kontakt med fire unge mænd på 17-18 år – alle fra Lolland – og de blev sigtet for hærværk. Der venter dem nu en bøde og et erstatningskrav for den ødelagte beplantning.

 

NÆSTVED: Bilen blev beslaglagt efter vanvidskørsel

En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol stod søndag eftermiddag på Stenlængegårdsvej i Næstved, og her blev temmelig mange målt til at køre alt for hurtigt. En bilist blev klokken 18.28 blitzet med 105 km/t, og da den højst tilladte hastighed er 50 km/t, falder det ind under begrebet vanvidskørsel. Søndag aften fandt politiet frem til en 17-årig mand fra Stevns, og på adressen stod også den bil, han havde kørt i. På grund af den høje hastighed blev bilen beslaglagt på stedet, og der venter nu den 17-årige et retsligt efterspil.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Nyrup Merløsevej Fredag klokken 11.06-13.50 Kontanter og en lampe
Næstved Ryttervej Torsdag klokken 15.00 – lørdag klokken 9.30 Smykker
Næstved Sandageren Torsdag klokken 17.00 – fredag klokken 14.30 Kontanter og kameraudstyr af mærket Nikon og Sigma
Næstved Solbærvej Onsdag klokken 12.10- - søndag klokken 10.00 Kontanter
Slagelse Vestre Ringgade Torsdag klokken 16.00 – lørdag klokken 21.10 Et værdiskab med kontanter og personlige papirer, smykker, en MacBook og tasker
Sorø Haverupvej Fredag klokken 12.00 – søndag klokken 11.00 Smykker

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Haslev Sydmotorvejen Fredag klokken 5.38-11.30 ATK 6861 48 130 km/t 180 km/t To betingede frakendelser
Herlufagle Suså Landevej, Torpe Fredag klokken 13.37-19.54 ATK 1356 37 70 km/t 113 km/t To klip
Mogenstrup Præstø Landevej Fredag klokken 17.26-22.06 ATK 1055 15 60 km/t 88 km/t To klip
Nakskov Maribovej Søndag klokken 7.25-14.25 ATK 754 34 50 km/t 90 km/t Tre klip og en betinget frakendelse
Nakskov Skibsværftsvej Fredag klokken 10.00-11.00 ATK – bestilt færdselskontrol 57 1 40 km/t 48 km/t -
Nykøbing Brovejen Fredag klokken 8.32-14.15 ATK 4928 87 60 km/t 83 km/t To klip
Nyrup Merløsevej Fredag klokken 18.43-1.00 ATK – bestilt færdselskontrol 155 8 60 km/t 82 km/t Et klip
Næstved Hammervej, Lov Fredag klokken 15.50-16.50 ATK – bestilt færdselskontrol 20 - - - -
Næstved Stenlængegårdsvej Søndag klokken 15.36-22.06 ATK 373 77 50 km/t 105 km/t 21 klip og en ubetinget frakendelse
Ruds-Vedby Sorøvej Lørdag klokken 16.37-22.15 ATK – bestilt færdselskontrol 413 5 50 km/t 65 km/t -
Sorø Skælskørvej Søndag klokken 13.47-19.30 ATK – bestilt færdselskontrol 787 15 60 km/t 99 km/t To klip
Stokkemarke Højrebyvej Fredag klokken 12.14-17.14 ATK 951 8 80 km/t 118 km/t To klip
Søllested Højrebyvej Lørdag klokken 7.15-14.20 ATK 881 31 60 km/t 94 km/t Fire klip
Vallensved Vallensved Bygade Lørdag klokken 23.27-6.07 ATK 269 20 50 km/t 82 km/t Et klip
Vordingborg Sydmotorvejen Fredag klokken 8.45-14.45 ATK 6964 172 90 km/t 152 km/t 19 klip og en betinget frakendelse

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft en enkelt færdselskontrol:

 

By Vej Tidspunkt ?
Nykøbing Gedser Landevej Søndag klokken 8.30-9.30 Ingen sager

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Næstved Køgevej Søndag klokken 4.36 19-årig mand Narkokørsel
Ruds-Vedby Jyderupvej Fredag klokken 11.15 42-årig mand Narkokørsel og kørsel uden førerret
Slagelse Vestsjællandscenteret Fredag klokken 20.46 20-årig mand Narkokørsel

?? 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

11. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 10. juli

Våben, fyrværkeri, stoffer og vold. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

10. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 9. juli

Vold, champagne og festuge. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport

9. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 8. juli

Stoffer, råberi og affald. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport