Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra weekenden 18.-20. juli

FÆNGSELSSTRAF TIL BUTIKSTYVE

Fredag afsagde retten i Næstved dom i en sag, hvor to udenlandske mænd på 21 og 46 år har været tiltalt for en længere stribe butikstyverier begået forskellige steder på Sjælland. Den 21-årige blev idømt ubetinget fængsel i fem måneder, og den 46-årige seks måneders ubetinget fængsl. De blev begge udvist med et indrejseforbud i seks år.

De to dømte blev anholdt den 29. april og har været varetægtsfængslet, mens politiets udlændingekontrolafdeling har efterforsket sagen. Det førte til, at de blev tiltalt for i alt 37 tilfælde af butikstyverier, der begået i Køge, Kalundborg, Roskilde, Gørlev, Sorø, Slagelse, Holbæk, Vipperød, Tølløse, Ringsted, Stenløse og Jyllinge. Der er især blevet stjålet kaffe, og de blev dømt for tyveri af særlig grov beskaffenhed. De dømte blev varetægtsfængslet efter dommen.

 

NAKSKOV: Høstede cannabisplanter

Politiet fik fredag formiddag en anmeldelse om, at der blev dyrket cannabisplanter på en adresse i Nakskov, og en politipatrulje kørte til stedet. Her konstaterede politibetjentene, at der ganske rigtigt var gang i botanikken, og at der stod i alt 166 cannabisplanter i varierende størrelse. Planterne blev høstet og taget med destruktion, og en 32-årig mand fra lokalområdet blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

 

NÆSTVED: Butikstyv stjal tøj

En 19-årig udenlandsk mand blev fredag sigtet for butikstyveri. Han blev anholdt i Næstved Storcenter, hvor en medarbejder i en forretning havde bemærket, at den 19-årige var gået ind i et prøverum med noget tøj sammen med en 15-årig pige, men at de ikke havde noget tøj med, da de vendte retur. Det viste sig, at den 15-årige havde et par helt nye sneakers og en ligeså ny T-shirt på, som der ikke var betalt for. Den 19-årige blev anholdt klokken 13.41 og taget med til politistationen til afhøring, og han blev løsladt igen klokken 18.00 efter at have betalt en bøde på 1.100 kroner og et bidrag til Offerfonden på 500 kroner.

 

NÆSTVED: Hærværk mod en parkeret politibil

Fredag omkring klokken 12.10 holdt en politibil parkeret på Hjultorv i Næstved, og mens politibetjentene klarede deres ærinde i arresten ved siden af, blev bilens bagrudevisker revet af. Der er udmærkede overvågningsbilleder fra stedet, så det vil være hensigtsmæssigt, at gerningsmanden til hærværket af sig selv henvender sig til politiet for at forklare sig.

 

GLUMSØ: Kørte uden førerret - fik bilen beslaglagt

Politiet standsede fredag klokken 16.44 en 26-årig mand, der kom kørende i bil på Nødholmsvej i Glumsø. Imidlertid havde den 26-årige ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da han to gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.

 

VORDINGBORG: 23-årig sigtet for at forsøge at stjæle en pladevibrator

En 23-årig mand blev lørdag aften sigtet for forsøg på tyveri. Han havde kort før klokken 19.00 været på en byggeplads på Mønsvej ved Vordingborg, og her havde han forsøgt at stjæle en pladevibrator. Han blev dog forhindret i sit forehavende af et vidne, og derefter forlod den 23-årige skyndsomt stedet. På baggrund af oplysninger om den bil, den 23-årige kørte i, fandt politiet frem til ham i Vordingborgområdet, og her blev han sigtet i sagen.

 

NÆSTVED: Sigtet for blufærdighedskrænkelse og spirituskørsel

Fredag aften fik politiet en anmeldelse om, at en mand blottede sig og onanerede på en rasteplads lidt uden for Næstved. En politipatrulje fandt på baggrund af vidneforklaringer frem til en 58-årig mand, der kom kørende i nærheden på en knallert. Han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse, og da en alkometertest viste, han havde en promille, der var højere end det tilladte, blev han også sigtet for spirituskørsel. Han blev anholdt klokken 20.25, og efter der var taget en blodprøve, blev han løsladt igen.

 

BORRE: Påvirket mand i uindregistreret bil

En 49-årig mand blev natten til lørdag anholdt af politiet. Det skete på Svenskestræde ved Borre, hvor han blev standset af en patrulje. Til at begynde med ville han ikke standse, da politiet gav tegn til ham, men det lykkedes dog kort efter at stoppe ham. Her viste en alkometertest, at han havde en promille, der var højere end tilladt, og den 49-årige forklarede, at han havde røget hash dagen forinden, så han blev sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Den 49-årige havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret, og det var tredje gang, så den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet. De nummerplader, der sad på bilen, hørte til en helt anden, så den 49-årige blev også sigtet for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring, for uberettiget brug af nummerplader og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger.

 

HOLEBY: Forsøg på kabeltyveri

Lørdag aften fik politiet en anmeldelse om, at en mistænkelig mand luskede omkring ved en mindre byggeplads i Holeby, og at der lå nogle kabler på stedet. Der havde været et forsøg på tyveri af kablerne, som var blevet klippet i stykker, og på baggrund af vidneforklaringer anholdt politiet klokken 23.07 en 40-årig mand fra Lolland. Han blev sigtet for forsøg på tyveri og afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 23.46.

 

NÆSTVED: Sigtet for hærværk

To betjente i en politipatrulje så tidligt søndag morgen en mand, der hurtigt smuttede om et hjørne, da han så politiet. Det var en 20-årig mand, som havde to poser med 18 dåser spraymaling med sig, og på ejendommen på Banegårdspladsen, hvor han blev truffet, var der en friskmalet tag. Den 20-årige havde våd maling på sine handsker, så han blev sigtet for hærværk, og den maling, han havde med, blev beslaglagt.

 

NÆSTVED: Stjal tøj

Søndag klokken 18.19 blev politiet kaldt til en dagligvareforretning på Kvægtorvet i Næstved, hvor personalet tilbageholdt tre kvinder, der var mistænkt for at have stjålet tøj. Det var tre kvinder i alderen 33-45 år, og de havde fjernet prismærkerne fra forskellige beklædningsgenstande, som de havde lagt i en taske for derefter at gå gennem kasselinjen uden at betale for varerne. Der var i alt stjålet for godt 2.400 kroner. De tre kvinder blev alle sigtet for butikstyveri og blev vejledt om, at det ikke længere var velkomne som kunder i forretningen.

 

FENSMARK: Sigtet for at lave bål

Politiet fik søndag klokken 22.31 en anmeldelse om, at der var gang i et bål i en have i Fensmark, og at der blev brændt grene og haveaffald af. Politiet fandt frem til en 44-årig kvinde, som slukkede de sidste gløder i bålet med vand fra en vandslange, og hun blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi hun ikke havde holdt opsyn med bålet. Hun står nu til en bøde på 1.500 kroner.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Haslev Vordingborgvej, Høsten Søndag klokken 8.00 – lørdag klokken 18.30 Smykker og en elcykel
Holeby Torpevej Søndag klokken 13.00 – søndag klokken 12.00 En bådmotor af ukendt mærke
Slagelse Brinkvej Fredag klokken 20.00 – lørdag klokken 10.30 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Sorø Søleddet Fredag klokken 15.30 – søndag klokken 16.41 Ikke gjort op hvad der er stjålet

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Faxe Vemmetoftevej Lørdag klokken 7.43-13.30 ATK 291 16 50 km/t 73 km/t Tre klip
Haslev Køgevej Fredag klokken 7.46-9.46 ATK 152 18 50 km/t 82 km/t Fire klip
Haslev Sydmotorvejen Fredag klokken 5.28-11.00 ATK 5998 39 130 km/t 161 km/t -
Haslev Sydmotorvejen Søndag klokken 7.30-13.00 ATK 5974 94 130 km/t 156 km/t -
Lundby Præstø Landevej Fredag klokken 10.37-12.57 ATK 772 25 50 km/t 75 km/t Tre klip
Nakskov Maribovej Fredag klokken 18.00 – lørdag klokken 1.10 ATK 306 17 50 km/t 91 km/t Et klip og to betingede frakendelser
Nakskov Maribovej Søndag klokken  16.28-20.28 ATK 282 14 50 km/t 66 km/t -
Nykøbing Nykøbing F. Omfartsvej Lørdag klokken 13.52-20.15 ATK 1825 105 70 km/t 116 km/t Fem klip
Nykøbing Nykøbing F. Omfartsvej Søndag klokken 13.45-20.00 ATK 1758 170 70 km/t 115 km/t 17 klip og en betinget frakendelse
Rødby Nakskov Landevej Lørdag klokken 18.29 – søndag klokken 1.09 ATK 229 21 60 km/t 115 km/t Tre klip og to betingede frakendelser
Stokkemarke Vestre Landevej Søndag klokken 13.44-15.44 ATK 189 1 50 km/t 60 km/t -
Vordingborg Sydmotorvejen Lørdag klokken 16.21-22.51 ATK 3237 92 90 km/t 140 km/t 18 klip
Vordingborg Sydmotorvejen Fredag klokken 13.17-19.47 ATK 7016 164 90 km/t 152 km/t 19 klip og en betinget frakendelse
Vordingborg Sydmotorvejen Søndag klokken 13.12-19.42 ATK 4446 125 90 km/t 143 km/t 14 klip
Væggerløse Gedser Landevej Fredag klokken 8.10-14.00 ATK – bestilt færdselskontrol 1647 15 80 km/t 138 km/t Seks klip og en betinget frakendelse

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Borre Svenskestræde Lørdag klokken 2.12 49-årig mand Spiritus- og narkokørsel
Nykøbing Ejegodvej Søndag klokken 4.32 25-årig mand Spirituskørsel
Nykøbing Grønnegårdsvej Lørdag klokken 17.09 31-årig mand Narkokørsel
Nykøbing Vestensborg Alle Søndag klokken 19.25 52-årig mand Spirituskørsel
Nysted Sakskøbingvej Søndag klokken 15.44 35-årig mand Narkokørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til person uden kørekort
Næstved Herlufsholm Alle Fredag klokken 11.05 37-årig mand Narkokørsel
Næstved Slagelsevej Fredag klokken 20.08 58-årig mand Spirituskørsel
Næstved Solbakkevej Søndag klokken 23.52 19-årig mand Spirituskørsel
Næstved Vordingborgvej Fredag klokken 10.25 29-årig mand Spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden
Næstved Østre Ringvej Søndag klokken 5.00 18-årig mand Narkokørsel
Rødbyhavn Indrejsefeltet Mandag klokken 1.45 32-årig mand Narkokørsel
Slagelse Rosengården Lørdag klokken 4.55 24-årig mand Spiritus- og narkokørsel
Sorø Vedelsgade Lørdag klokken 17.30 25-årig mand Narkokørsel
Stubbekøbing Alslevvej Lørdag klokken 14.50 36-årig mand Narkokørsel. Den 36-årige havde et kanonslag med i bilen, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven
Vemmelev Borgergade Lørdag klokken 20.24 42-årig mand Spirituskørsel
Vordingborg Kildemarksvej Mandag klokken 1.46 18-årig mand Narkokørsel. Den 18-årige havde 0,7 gram kokain og 0,5 gram hash på sig, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

22. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten for mandag 21. juli

Regn, bedrageri og hash. Se uddraget af mandagens døgnrapport

18. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 17. juli

Hash, hurtige knallerter og en røverisigtelse. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

17. juli 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 16. juli

En træt mand, stoffer og indbrud. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport