Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

1. december 2025 09:35

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 28.-30. november

PRÆSTØ: Snydt af bedragere

En 89-årig kvinde blev fredag formiddag udsat for et bedrageri. Kvinden blev ringet op af en anden kvinde fra "banken", som fortalte, at der var foregået en kontanthævning med den 89-åriges kort, og at det derfor skulle indleveres til banken. Da det ikke var en mulighed, tilbød bankdamen at sende en kurer, som kunne hente kortet og samtidig få udleveret evt. værdier til sikker opbevaring. Det lykkedes for de kriminelle at få udleveret såvel kort og pinkode som et kontant beløb, og kort efter blev der hævet et beløb på kortet i en hæveautomat.

Politiet har optaget anmeldelsen som et bedrageri.

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

 

STEGE: Sigtet for salg af stoffer

Lokalpolitiet var fredag eftermiddag i Stege, og på Priorsvej holdt en bil parkeret, som betjentene besluttede sig for at kigge nærmere på. Der var to mænd på 18 og 19 år i bilen, som lugtede kraftigt af hash. Derfor blev de to mænd visiteret, og den 19-årige havde en joint og en klump hash, mens den 18-årige også havde en joint og en kasse med flere mindre hashklumper. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 18-årige blev sigtet for salg af stoffer.

 

NÆSTVED: Anholdt efter trusler

Fredag aften blev politiet kaldt til et værtshus i centrum af Næstved, hvor en 24-årig mand var blevet sparket på låret og truet. Politiet fandt frem til en 55-årig mand fra Næstved, som imidlertid ikke ville oplyse navn og fødselsdato til betjentene. Derfor blev han anholdt klokken 23.53, og herefter blev hans identitet fastlagt. Den 55-årige blev sigtet for vold og trusler og for overtrædelse af retsplejeloven. Han blev løsladt igen klokken 0.40.

 

NAKSKOV: 34-årig kvinde sigtet for vold

En 31-årig kvinde fra Nakskov blev natten til lørdag overfaldet på et værtshus i Nakskov. Af ukendte årsager fik hun en solid lussing af en anden gæst på værtshuset, og politiet blev tilkaldt. På baggrund af vidneforklaringer anholdt politiet klokken 4.15 en 34-årig kvinde fra lokalområdet, og hun blev sigtet for vold. Kvinden blev kort afhørt, inden hun blev løsladt igen klokken 4.52.

 

SLAGELSE: Havde springkniv og en joint

Lørdag klokken 23.36 var en politipatrulje i Nordbyen i Slagelse, og på Jacob Dampes Vej traf betjentene to mænd. Der lugtede af hash, og den ene – en 26-årig mand – havde da også en joint på sig. Den blev konfiskeret, og den 26-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den anden, der også er 26 år og fra byen, havde en springkniv på sig. Kniven blev beslaglagt, og den 26-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

 

LUNDBY: 72-årig mand mistede livet i færdselsulykke

En 72-årig mand fra lokalområdet mistede natten søndag livet i en færdselsulykke på Næstvedvej i Lundby. Klokken 1.35 fik politiet anmeldelse om, at en person var blevet påkørt af en bilist. Det var en 23-årig kvinde fra Næstved, som kom kørende på Næstvedvej, da den 72-årige, som gik langs vejen med et par venner, pludselig trådte ud på vejbanen, hvor han blev ramt, og hans liv stod ikke til at redde. Der er rutinemæssigt taget en blodprøve af den 23-årige kvinde, men der er ikke noget, der tyder på, hun var påvirket.

 

TOKSVÆRD: Sigtet efter afbrænding

Politiet fik søndag klokken 11.30 en anmeldelse om, at der var tændt et bål på en ejendom i Toksværd, og at der blev brændt andre ting end blot træ. En politipatrulje rykkede ud og fandt ved hjælp af røgsøjlen frem til bålet, hvor der lå plastik, batterier, melamin og et par mobiltelefoner. En 57-årig mand blev på stedet sigtet for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.

 

TOREBY: To 18-årige malede graffiti

Søndag klokken 17.23 fik politiet en anmeldelse om, at to personer luskede omkring under en jernbanebro ved Møllevej lidt uden for Toreby. Her fandt politiet frem til to 18-årig mænd fra Lolland, og de havde en rygsæk med flere spraydåser. Der var lavet tags på broen, så begge de18-årige blev sigtet for hærværk.

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Fensmark Hasselvej Lørdag kl. 11.30 – 17.40 Vides endnu ikke
Haslev Bækgårdsvej Fredag kl. 15.30 – søndag kl. 20.50 Vides endnu ikke

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt km/t Hurtigste km/t Klip
Fjenneslev Ringstedvej Søndag kl. 13.26 – 19.15 ATK 802 16 60 96 1 klip
Haslev Karisevej Søndag kl. 14.06 – 19.42 ATK 458 21 70 98 3 klip
Nyrup Merløsevej Fredag kl. 18.58 – lørdag kl. 01.00 ATK – bestilt færdselskontrol 185 10 60 93 1 klip
Sakskøbing Sydmotorvejen Søndag kl. 13.55 – 19.45 ATK 2517 237 90 157 26 klip og en betinget frakendelse
Tappernøje Sydmotorvejen Søndag kl. 13.36 – 19.45 ATK 3574 32 130 167 En betinget frakendelse

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Næstved Havnegade Fredag kl. 17.15 – 17.45 Bestilt færdselskontrol: alle kørte pænt
Næstved Skyttemarksvej Lørdag kl. 16.40 – 17.10 Bestilt færdselskontrol: ingen sager

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Fensmark Dragehøjvej Søndag kl. 22.26 31-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Sorøvej Søndag kl. 16.51 19-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Vordingborg Spættevej Søndag kl. 13.56 43-årig mand Kørsel i påvirket tilstand

 

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

28. november 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 27. november

Guldøl, en joint og et indrejseforbud. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

27. november 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 26. november

Tricktyve, brand og menneskesmugling. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport

26. november 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 25. november

Social dumping, stoffer og snyd. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport