Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter
Her kan du læse et uddrag af døgnrapportene fra weekenden 20.-22. februar
KØRTE PÅ ELLØBEHJUL UDEN AT KENDE REGLERNE
I løbet af fredagen traf politiet flere steder i politikredsen trafikanter, der kørte på elløbehjul, men tilsyneladende uden helt at kende reglerne. Klokken 16.57 mødte lokalpolitiet en kun 13-årig dreng på Sorøvej i Glumsø. Han havde ikke cykelhjelm på, og desuden var han heller ikke gammel nok til at måtte køre på elløbehjul. Han måtte gå hjem, og hans mor blev ringet op og vejledt om reglerne.
En 25-årig mand fra Nakskov blev standset på elløbehjul klokken 20.00 i Nygade i Nakskov, men da han kørte uden den lovpligtige cykelhjelm, blev han sigtet for at køre uden hjelm og står nu til en bøde på 1.500 kroner.
Færdselspolitiet standsede klokken 21.02 en 31-årig mand fra Slagelse, der kørte på elløbehjul på Strudsbjergvej i Slagelse. Betjentene vurderede umiddelbart, at løbehjulet ikke var godkendt til at måtte bruges, og derfor blev det beslaglagt og taget med til teknisk undersøgelse på politistationen i Vordingborg.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside er der en oversigt over reglerne for elløbehjul og en stribe gode råd, som det er værd at kigge nærmere på.
NYKØBING: Anholdt efter vold mod politiet
En 20-årig mand fra Falster tilbragte en del af fredagen i politiets varetægt. Klokken 11.28 fik politiet en anmeldelse fra en forretning på Torvet i Nykøbing, hvor en mand råbte op og sparkede på inventaret. Den 20-årige blev anholdt klokken 11.38, men ved anholdelsen gjorde han kraftigt modstand mod betjentene, og han spyttede to af dem i ansigtet. Desuden ville han ikke oplyse navn og fødselsdag, men hans identitet blev kort efter fastlagt. Den 20-årige blev sigtet for vold mod politiet og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven. Han blev taget med til politistationen i Nykøbing til afhøring, og da han lidt senere skulle løslades, lykkedes det ham at slå den ene af betjentene i skridtet. Den 20-årige blev derfor taget med til politistationen i Næstved, og først klokken 20.37 blev han løsladt.
IDESTRUP: Fik bilen beslaglagt efter spirituskørsel
Politiet blev lørdag aften kaldt til Stovby Ringvej ved Idestrup, hvor en varebil var havareret. Føreren var en 19-årig kvinde fra København, og bilen var punkteret på det ene forhjul og kunne ikke køre længere. Den 19-årige virkede fuld, og en alkometertest dokumenterede da også, hun havde en solid promille på over 2. Derfor blev hun anholdt klokken 0.18 og sigtet for spirituskørsel, og på grund af promillens størrelse blev den bil, hun havde kørt i, beslaglagt på stedet. Den 19-årige blev løsladt igen klokken 1.44, efter at der var taget en blodprøve.
SLAGELSE: Smed fyrværkeri fra bilen
Lørdag klokken 23.10 fik politiet en anmeldelse om, at der blev smidt fyrværkeri ud fra en bil, der kørte i centrum af Slagelse. Et vidne henvendte sig på politistationen, og kort efter ankom den anden bil. Der var tre mænd i bilen, og på baggrund af vidneforklaringer blev en af passagererne – en 23-årig mand fra byen – sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Bilen blev undersøgt, men der blev ikke fundet yderligere fyrværkeri i den.
SLAGELSE: Havde kokain og amfetamin
Natten til søndag kørte en politipatrulje i Slagelse, og i Skovsøgade så betjentene en mand, som de besluttede sig for at tjekke. Det var en 24-årig mand fra Korsør, og det viste sig, han havde to små poser med 3,2 gram kokain og 0,5 gram amfetamin. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 24-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
RUDS-VEDBY: 78-årig udsat for kontaktbedrageri
Lørdag blev en 78-årig kvinde fra Ruds-Vedby ringet op af ukendte personer. Første gang afbrød hun samtalen, men kort efter blev hun ringet op af en person, der påstod at ringe fra politiet, og som vejledte hende om, at banken havde forsøgt at kontakte hende. Herefter ringede endnu en mand, som fortalte, at han var fra hendes bank. Han oplyste, at der havde været indbrud i lokalområdet. Under den lange samtale, der varede flere timer, lykkedes det for den kriminelle at overbevise kvinden om nødvendigheden af at sikre hendes værdier, og kvinden lagde derfor et kontant beløb sammen med nogle guldsmykker i en kuvert, der senere blev afhentet af et "bankbud" sammen med hævekort. Der blev efterfølgende hævet kontanter på kortet, og politiet efterforsker nu anmeldelsen som bedrageri.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.
Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.
Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.
NAKSKOV: Kørte i uindregistreret bil uden kørekort
Søndag klokken 9.26 standsede politiet en bilist på Maribovej i Nakskov. Det var en 48-årig mand fra lokalområdet, og det viste sig, at de nummerplader, der sad på bilen, var afmeldt og hørte til en helt anden bil. Den 48-årige havde heller ikke nogen førerret, så han blev sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen og for kørsel uden førerret, og ejeren af bilen blev sigtet for at have overladt den til en person uden førerret. Nummerpladerne blev inddraget på stedet.
SLAGELSE: Spyttede på vagtmand
Politiet blev søndag formiddag kaldt til Vestsjællandscenteret, hvor en centervagt tilbageholdt en kvinde, som havde optrådt utryghedsskabende. Først var hun blevet bortvist fra centeret, fordi hun var fuld, og da hun gik, råbte hun efter vagten og spyttede på ham. Det var en 41-årig kvinde fra Korsør, som blev anholdt klokken 11.36 og sigtet for vold. Hun blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 12.33.
SLAGELSE: Sigtet for butikstyveri
Søndag klokken 14.15 blev politiet kaldt til en dagligvarebutik på Kvægtorvet i Næstved, hvor medarbejderne tilbageholdt en mand, der var lidt opfarende. Han var mistænkt for at have stjålet varer i forretningen. Det var en 45-årig mand fra byen, der havde betalt for et brød i selvscanningkassen, men var derefter gået ud af butikken uden at betale for flere andre varer, han havde i en pose. Der var varer for ca. 1.800 kroner, og den 45-årige blev sigtet for butikstyveri.
HORSLUNDE: 33-årig sigtet for indbrud
Politiet fik søndag aften en anmeldelse om, at der luskede nogle uvedkommende personer omkring ved en ejendom uden for Horslunde, og en politipatrulje kørte til stedet. Politiet anholdt klokken 19.31 en 33-årig mand fra lokalområdet på ejendommen, og han blev sigtet for indbrud. Efter en afhøring på politistationen i Nykøbing blev den sigtede løsladt igen klokken 21.05. Det er ikke gjort op, om der er stjålet noget fra stedet.
RØDBY: 30-årig anholdt efter vold
Søndag aften rykkede politiet ud til en adresse i Rødby efter en anmeldelse om vold. Det var to mænd, der havde været i klammeri, og den ene havde fået nogle knytnæveslag i ansigtet. Da politiet ankom til stedet, dukkede den formodede gerningsmand op. Det var en 30-årig mand fra lokalområdet, og han blev anholdt klokken 21.43 og sigtet for vold. Han gjorde modstand ved anholdelsen og truede betjentene samtidig med, at han brugte en stribe af sprogets nedsættende gloser om politiet. Den 30-årige blev sigtet for vold, for trusler mod politiet og for fornærmelig tiltale og afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 1.19.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Fuglebjerg | Sandvedvej | Fredag kl. 09.00 – 17.00 | Haglpatroner, jagtkniv, smykker, kontanter og alkohol |
| Haslev | Tycho Brahes Vej | Tirsdag kl. 19.00 – torsdag kl. 14.00 | Strikketøj, iPad og oplader |
| Nakskov | Maribovej | Tirsdag kl. 11.00 | Lamper og en cykel |
| Næstved | Abrikosvej | Fredag kl. 21.39 | Ure og smykker |
| Næstved | Kalbyrisvej | Fredag kl. 11.00 – søndag kl. 13.45 | Vides endnu ikke |
| Næstved | Dokken | Lørdag kl. 16.00 – 20.30 | Sølvtøj og smykker |
| Næstved | Sortebrødregade | Lørdag kl. 13.15 – 21.00 | Et ur |
| Rude | Østervej | Mandag kl. 01.20 | Vides endnu ikke |
| Slagelse | Løvegade | Torsdag kl. 08.00 – lørdag kl. 09.00 | Intet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt km/t | Hurtigste km/t | Klip |
| Slagelse | Byskovvej | Fredag kl. 07.24 – 13.30 | ATK | 1167 | 72 | 50 | 79 | 6 klip |
| Nakskov | Maribovej | Fredag kl. 10.45 – 17.15 | ATK | 882 | 18 | 50 | 67 | - |
| Gedser | Gedser Landevej | Fredag kl. 14.11 – 20.00 | ATK | 269 | 27 | 50 | 78 | 8 klip |
| Vordingborg | Næstvedvej | Fredag kl. 12.01 – 17.01 | ATK | 1440 | 32 | 60 | 92 | 2 klip |
| Næstved | Vallensved Bygade | Fredag kl. 13.35 – 20.05 | ATK | 2127 | 12 | 50 | 67 | - |
| Tappernøje | Strandvejen | Fredag kl. 15.59 – 21.45 | ATK | 176 | 11 | 50 | 73 | 2 klip |
| Slagelse | Sorøvej | Fredag kl. 18.27 – 22.05 | ATK | 286 | 0 | 80 | - | - |
| Vordingborg | Sydmotorvejen | Lørdag kl. 07.41 – 13.51 | ATK | 3499 | 80 | 90 | 155 | 9 klip og en betinget frakendelse |
| Sorø | Kalundborgvej | Lørdag kl. 16.30 – 22.30 | ATK | 387 | 15 | 60 | 92 | 2 klip |
| Lundby | Præstø Landevej | Lørdag kl. 18.16 – 00.30 | ATK | 592 | 38 | 70 | 99 | 3 klip |
| Vordingborg | Mønsvej | Søndag kl. 07.50 – 14.05 | ATK | 1404 | 42 | 60 | 85 | 2 klip |
| Fjenneslev | Ringstedvej | Søndag kl. 13.43 – 19.03 | ATK | 551 | 15 | 60 | 84 | 1 klip |
| Faxe | Præstøvej | Søndag kl. 13.59 – 19.00 | ATK | 238 | 6 | 50 | 66 | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Fuglebjerg | Slagelsevej | Fredag kl. 19.00 – 20.45 | Alle kørte pænt |
| Næstved | Sct. Mortens Gade | Søndag kl. 01.50 – 02.00 | Alle havde tingene i orden |
| Præstøvej | Rosagervej | Fredag kl. 17.00 – 17.30 | To blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet |
| Slagelse | Valbyvej | Fredag kl. 21.00 – lørdag kl. 00.30 | To blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. |
| Vordingborg | Sydmotorvejen | Fredag kl. 14.45 – 16.45 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Fuglebjerg | Sneslevvej | Lørdag kl. 20.20 | 32-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Haslev | Køgevej | Søndag kl. 08.46 | 22-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Nykøbing F | Hospitalsvej | Lørdag kl. 18.25 | 24-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Rødby | Færgestationsvej | Lørdag kl. 14.38 | 45-årig mand | Spirituskørsel |
| Rødby | Kragesøvej | Søndag kl. 16.02 | 68-årig mand | Spirituskørsel |
| Sakskøbing | Nykøbingvej | Fredag kl. 21.02 | 38-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Slagelse | Ndr. Ringgade | Fredag kl. 21.57 | 30-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Slagelse | Valbyvej | Fredag kl. 23.23 | 24-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Slagelse | Vestmotorvejen | Lørdag kl. 00.50 | 30-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718