Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

18. marts 2026 09:14

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi uddrag af tirsdagens døgnrapport

Bedrageri, hashsalg og lattergas - læs uddrag af tirsdagens døgnrapport

 

RØDBYHAVN: 25-årig anholdt ved indrejsen

Tirsdag formiddag kontrollerede politiets udlændingekontrolafdeling de rejsende, der ankom med færgen fra Tyskland. En hollandsk bil blev standset, og her viste det sig, at føreren – en 45-årig mand fra Marokko – virkede påvirket af stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. En 25-årig yemenitisk mand, der var med som passager, legitimerede sig med et kørekort, der umiddelbart så ud til at være falsk. Derfor blev den 25-årige anholdt og sigtet for dokumentfalsk, og dokumentet skal nu undersøges nærmere.

 

SLAGELSE: 92-årig udsat for bedrageri

Tirsdag eftermiddag blev en 92-årig kvinde fra Slagelse ringet op af en venlig mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Han fortalte, at der var svindel i omløb – hvilket det viste sig, at han havde helt ret i – og at han derfor ville sende en"bankmedarbejder" ud til den 92-årige for at kontrollere hendes dankort. Kort efter dukkede der en mand op hos den 92-årige, og det lykkedes ham at besnakke kvinden til at udlevere dankortet og et mindre beløb i kontanter. Den 92-årige anede imidlertid uråd og fik kortet spærret, inden der blev foretaget hævninger på det, og hun anmeldte samtidig bedrageriet til politiet.

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

 

GEDSER: Havde lattergas, kniv og doping

Ved indrejsekontrollen i Gedser tirsdag klokken 15.51 blev en tysk bil kontrolleret af Toldstyrelsen. Der blev fundet en springkniv, en lattergaspatron og en ampul med 10 ml testosteron i bilen, så politiet blev tilkaldt. Føreren af bilen var en 45-årig tysk mand, og han blev sigtet for overtrædelse af overtrædelse af lov om lattergas og knivloven, og en 46-årig tysk mand, der var med som passager, blev sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler. Den 45-årige fik en samlet bøde på 13.000 kroner for overtrædelserne, mens den 46-årige fik en bøde på 1.000 kroner. De ulovlige genstande blev konfiskeret, og da de to mænd havde betalt bøderne, kunne de køre videre.

 

NÆSTVED: Sigtet for hashsalg

Lokalpolitiet var tirsdag aften forbi Kærmindevej, og her traf betjentene en 43-årig mand fra byen. Han blev visiteret og der dukkede 4,4 gram hash op sammen med et mindre, kontant beløb og to telefoner. Den 43-årige indrømmede, han havde solgt hash, så han blev sigtet for salg af ulovlige stoffer. Hashen blev beslaglagt og kontanterne blev beslaglagt.

 

Varetægtsfængslet efter bedragerisigtelser

En 27-årig kvinde blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Nykøbing. Hun blev anholdt mandag klokken 15.21 og er sigtet for fem tilfælde af bedrageri, hvor ældre borgere i begyndelsen af marts måned er blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra et pengeinstitut. Bedrageren lykkedes med at overbevise de ældre om, at de på grund af "mistænkelige transaktioner" på deres bankkonti skulle aflevere betalingskort, kontanter og evt. værdier i form af smykker. Det er gået ud over en 77-årig kvinde fra Søllested, en 97-årig mand og en 72-årig mand fra Sakskøbing, en 84-årig kvinde fra Næstved, en 77-årig kvinde fra Nykøbing og en 82-årig kvinde fra Nykøbing. Politiets efterforskning førte frem til anholdelsen af kvinden, der blev varetægtsfængslet frem til den 31. marts.

 

NÆSTVED: Hærværk og vold og varetægtsfængslet

En 25-årig mand fra Midtsjælland blev tirsdag varetægtsfængslet. Han er sigtet for hærværk mod flere biler, der holdt parkeret i Hindholmparken ved Fuglebjerg. Den 25-årige blev anholdt tirsdag klokken 13.16 og taget med til politistationen i Næstved. Her forsøgte den 25-årige at sparke en betjent i hovedet, og han forsøgte også at tage betjentens tjenestepistol, hvilket dog ikke lykkedes. Derfor blev den 25-årige sigtet for vold mod politiet og for overtrædelse af våbenloven, og fremstillet i grundlovsforhør. Den 25-årige blev varetægtsfængslet frem til den 31. marts.

 

SLAGELSE: 25-årig varetægtsfængslet

Mandag morgen klokken 3.15 blev der kastet to krysantemumbomber mod politistationen i Slagelse, og det gav skader på en rude og en metalskraldespand. Det fremgik af overvågningsbilleder, at gerningsmanden kom kørende på knallert, standsede og smed fyrværkeriet, hvorefter han forsvandt fra stedet. Ingen kom noget til ved hændelsen. Politiet fandt i løbet af mandag eftermiddag frem til den knallert, der formentlig har været brugt, og mandag klokken 13.17 anholdt politiet en 25-årig mand fra lokalområdet. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om trusler mod politiet og om sprængning. Den anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag og varetægtsfængslet frem til den 9. april.

 

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har ikke modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse i det seneste døgn.

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Guldborg Storstrømsvej Tirsdag klokken 4.24-10.04 ATK – bestilt færdselskontrol 315 17 50 km/t 92 km/t Fem klip og en betinget frakendelse
Korsør Vestmotorvejen Tirsdag klokken 10.31-16.20 ATK 6959 58 110 km/t 141 km/t -
Nykøbing Skovalleen Tirsdag klokken 8.38-12.20 ATK 1299 39 50 km/t 70 km/t Et klip
Nykøbing Stubbekøbingvej Tirsdag klokken 5.56-8.00 ATK – bestilt færdselskontrol 263 4 50 km/t 105 km/t -
Rødby Nakskov Landevej Tirsdag klokken 5.42-12.12 ATK 478 23 70 km/t 92 km/t -
Stensved Vordingborgvej Tirsdag klokken 10.44-17.04 ATK 1324 80 50 km/t 77 km/t Fire klip og en betinget frakendelse
Tappernøje Strandvejen, Bredeshave Tirsdag klokken 11.07-16.50 ATK 508 17 50 km/t 67 km/t -

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 ??

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Faxe Conrads Vej Tirsdag klokken 9.35 38-årig mand Narkokørsel
Rødbyhavn Indrejsefeltet Tirsdag klokken 8.09 45-årig mand Narkokørsel

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

17. marts 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 16. marts

Affald, bedragerier og krysantemumbomber. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

16. marts 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi uddrag af weekendens døgnrapporter den 13. til 15. marts

Kniv, hash og indbrud - se uddrag af weekendens døgnrapporter

13. marts 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Uddrag fra torsdagens døgnrapport

Her kan du læse et uddrag fra onsdagens døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi