Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 25. marts
Snyd, bedrageri og stoffer. Se uddraget fra onsdagens døgnrapport
KORSØR: Snød sig over Storebæltsbroen
En 56-årig rumæner blev onsdag klokken 8.16 anholdt af Fyns Politi. Han blev standset ved Nyborg efter at politiet havde fået en anmeldelse fra betalingsanlægget ved Storebæltsbroen om, at en bilist havde passeret uden at betale broafgiften. Den 56-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at tilsnige sig adgang og kørt retur til politistationen i Slagelse. Da han blev anholdt, fandt politiet en ulovlig foldekniv, som bilisten havde med i bilen. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og efter at have betalt en bøde på 12.000 kroner for de to overtrædelser blev han løsladt igen klokken 14.10.
NYKØBING: Sigtet for salg af stoffer
Lokalpolitiet var onsdag formiddag på Parkvej i Nykøbing, og her så betjente to mænd, som tilsyneladende udvekslede et eller andet. Den ene forsøgte at stikke af på et elløbehjul, da han så politiet, men han blev hurtigt løbet op. Det var en 18-årig mand, og da han blev visiteret, fandt betjentene en lille pose med to gram hash. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og hashen blev konfiskeret. Den anden var en 21-årig mand, som også havde en lille pose med to gram hash. Han blev anholdt klokken 10.10 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, og på hans bopæl på Nordfalster fandt politiet ved en efterfølgende ransagning 187 gram hash fordelt i flere mindre poser. Der var også dopingmidler, receptpligtige tabletter, en totenschlæger og et knojern, som blev konfiskeret, og den 21-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om visse dopingmidler, lægemiddelloven og våbenloven. Han blev løsladt igen klokken 11.56 efter afhøring.
SYDFALSTER: 16-årig sigtet for bedrageri
En politibetjent, som havde fri, var onsdag eftermiddag ude at gå en tur i Væggerløse. Han bemærkede en person, som talte med en ældre mand i døren til en ejendom, og han kunne ikke undgå at høre, at samtalen handlede om betalingskort og koder, og derfor skred politimanden ind. Det var en 16-årig fyr, der – efter at den ældre mand var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra "banken" – mødte op på adressen for at afhente dankortet. Det lykkedes dog ikke, for den 16-årige blev anholdt klokken 15.36 og sigtet for bedrageri. Han er også sigtet for to andre bedragerier, der fandt sted tidligere onsdag, og hvor det lykkedes at få udleveret hævekort og hæve kontanter.
STEGE: Bilen blev beslaglagt efter kørsel uden førerret
Færdselspolitiet standsede onsdag klokken 19.44 en 51-årig mand fra Møn, der kom kørende på Ved Stranden i Stege. Den 51-årige var frakendt førerrettet, og derfor blev han sigtet for kørsel uden førerret. Det viste sig, at han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, så den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet. Ejeren af bilen var en 25-årig mand fra Møn, som blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.
SKÆLSKØR: 15-årigs knallert blev beslaglagt
Onsdag aften fik politiet en anmeldelse om, at flere unge kørte rundt på knallert og elløbehjul i Skælskør, og det larmede og skabte en del uro. En politipatrulje traf flere unge på en tankstation, og mens betjentene talte med dem, cirklede en knallertkører omkring i området og påkaldte sig politiets opmærksomhed ved sin trafikadfærd. Politiet fandt kort efter frem til en 15-årig dreng fra lokalområdet, og han blev sigtet for manglende tegngivning. Knallerten blev beslaglagt og taget med til politistationen i Slagelse, hvor den skal undersøges for konstruktive ændringer.
NYKØBING: Fængsel og indrejseforbud til butikstyv
Onsdag blev en 33-årig rumænsk mand idømt fængsel i et år og samtidig blev han udvist fra Danmark og fik et forbud mod at rejse ind i landet de næste seks år. Den 33-årige blev dømt for ni tilfælde af butikstyveri, der er begået i januar og februar i forskellige butikker i den samme butikskæde i Nykøbing F., Køge, Vallensbæk Strand, Køge, Birkerød, Gentofte, Høng, Kalundborg og Nykøbing Sj. Der er stjålet make up og produkter til personlig pleje til en værdi af over 100.000 kroner, og den 33-årige blev anholdt den 2. februar og i et grundlovsforhør den følgende dag blev han varetægtsfængslet.
Sagen har i samarbejde med andre politikredse været efterforsket af politiets udlændingekontrolafdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som overvåger omrejsende kriminelle – som det er foregået i dette tilfælde.
Den dømte modtog dommen og blev varetægtsfængslet frem til afsoningen.
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.
SLAGELSE: Flere tricktyverier i Vestsjællandscenteret
Flere forretninger i Vestsjællandscenteret i Slagelse var onsdag udsat for tricktyverier, der er begået på samme måde. Politiet opfordrer derfor til at være ekstra opmærksom, hvis en kunde vil veksle kontanter. En "kunde" købte varer, og da han skulle betale, ønskede han at veksle nogle kontanter frem og tilbage, og i forvirringen lykkes han med at få udleveret nogle hundrede kroner i kontanter. Politiet har modtaget anmeldelser fra fire forretninger, og gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 35-50 år og 175-180 cm høj. Han virkede ikke etnisk dansk af udseende og var spinkel til almindelig af bygning. Han var brun i huden og havde kort, sort hår. Han talte dansk med accent og bar briller og havde en blå dunjakke og mørke bukser på. Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger til sagen.
SC: J.nr. 1900-76141-00354-26
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Slagelse | Marievangsvej | Onsdag klokken 18.30-20.15 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Bogø By | Grønsundvej | Onsdag klokken 13.28-19.45 | ATK | 870 | 8 | 80 km/t | 103 km/t | - |
| Dianalund | Holbergsvej | Onsdag klokken 17.01-19.01 | ATK – bestilt færdselskontrol | 147 | 4 | 50 km/t | 68 km/t | - |
| Fjenneslev | Alstedvej | Onsdag klokken 15.09-16.09 | ATK – bestilt færdselskontrol | 36 | - | - | - | - |
| Næstved | Kanalvej | Onsdag klokken 8.00-12.00 | ATK | 108 | 3 | 50 km/t | 99 km/t | En betinget frakendelse |
| Sakskøbing | Engestoftevej, Slemminge | Onsdag klokken 9.40-13.30 | ATK | 116 | 9 | 50 km/t | 81 km/t | Fire klip |
| Sorø | Skælskørvej | Onsdag klokken 5.49-6.49 | ATK – bestilt færdselskontrol | 92 | 1 | 80 km/t | 101 km/t | Et klip |
| Sorø | Sorøvej | Onsdag klokken 19.57-22.17 | ATK – bestilt færdselskontrol | 210 | 19 | 80 km/t | 113 km/t | Tre klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Stege | - | Onsdag klokken 19.03-21.10 | En blev sigtet for kørsel uden førerret |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Mogenstrup | Lovvej | Onsdag klokken 9.10 | 30-årig mand | Narkokørsel |
| Nakskov | Rødbyvej | Onsdag klokken 15.34 | 22-årig mand | Narkokørsel |
| Næstved | Ny Præstøvej | Onsdag klokken 10.18 | 29-årig mand | Narkokørsel |
| Ruds-Vedby | Sorøvej | Onsdag klokken 10.55 | 34-årig kvinde | Spiritus- og narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718