Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

6. august 2026 08:48

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 5. august

En brændt hæk, røveri og ulovlige stoffer. Se uddraget af onsdagens døgnrapport

NAKSKOV: Flere sigtelser efter færdselskontrol

Færdselspolitiet var onsdag formiddag i Nakskov, og det blev til en række sigtelser for forskellige overtrædelser:

  • En 38-årig kvinde fra Nakskov blev standset klokken 11.00 i Nybrogade, og hun blev sigtet for at bruge håndholdt mobil, mens hun kørte på cykel. Det giver en bøde på 1.000 kroner. Det samme skete for en 42-årig mand fra Nakskov, der kørte i bil på Højrebyvej, og som klokken 13.36 blev sigtet for også at bruge håndholdt mobil. Han står til en bøde på 1.500 kroner, og dertil kommer et bidrag til Offerfonden på 1.000 kroner – og et klip i kørekortet
  • Klokken 10.30 blev to knallertkørere standset i Nybrogade. Begge knallerter blev målt til at kunne køre hurtigere end tilladt, så politiet sigtede de to førere for at køre på en konstruktivt ændret knallert. Det var en 48-årig mand fra Nakskov og en 21-årig kvinde fra Søllested
  • En 57-årig mand fra Horslunde blev klokken 11.00 standset i Nybrogade på en motorcykel, der var ændret, så den støjede mere end tilladt. Det blev han sigtet for
  • Klokken 10.23 blev en 52-årig mand fra byen standset på Svingelsvej, hvor han kom kørende på et elløbehjul, men uden den påbudte cykelhjelm. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og står nu til en bøde på 1.500 kroner

Det er nok muligt, færdselspolitiet kigger forbi Nakskov i den nærmeste fremtid også …

 

NAKSKOV: Ild i hækken efter brug af ukrudtsbrænder

Brandvæsen og politiet fik onsdag kokken 12.15 en anmeldelse om, at der var ild i en hæk på Marius Nielsens Allé i Nakskov. Ilden viste sig at være opstået efter grundig brug af en ukrudtsbrænder, men den blev hurtigt slukket af brandvæsenet. Omkring 1½ m hæk brændte, og et træ blev svedet, men ingen kom til skade. En 55-årig mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, og han står nu til en bøde på 1.500 kroner.

 

SLAGELSE: Butikstyveri blev til røveri

Onsdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra et supermarked på Valbygårdsvej i Slagelse, hvor personalet tilbageholdt en voldsom butikstyv. Da patruljen ankom kort efter, så betjentene flere personer, der lå oven på en mand på p-pladsen ved forretningen. Det var en 28-årig mand fra Nordfalster, og han blev anholdt klokken 15.30. Den 28-årige blev sigtet for røveri, fordi han havde forsøgt at komme fri og skubbe til den medarbejder, som standsede ham, efter at han var gået gennem kassen med kødvarer til en værdi af godt 700 kroner uden at betale for dem. Da han blev visiteret, fandt politiet 0,18 gram MDMA, og den 28-årige havde tabt en springkniv under tumulten. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven. Det lykkedes for den 28-årige at bide den ene af betjentene i hånden, så han fik en hudafskrabning, og den 28-årige blev herefter også sigtet for vold mod politiet. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 21.36.

 

HERLUFMAGLE/GLUMSØ: Ingen knallerter i sigte

Onsdag aften var en patrulje fra lokalpolitiet gennem Herlufmagle og Gelsted, efter at der har været flere henvendelser om utryghedsskabende knallertkørsel. Onsdag var der ganske stille og der var hverken knallerter at se eller høre i området. Betjentene fortsatte til Glumsø, og her kunne de høre flere knallerter, som forsvandt på Stationsvej, men ingen blev standset.

 

SLAGELSE: 19-årig sigtet for salg af stoffer

Lokalpolitiet holdt onsdag aften et vågent øje med eventuel handel med ulovlige stoffer i Slagelse. I Priorgade ville betjentene standse en 19-årig mand fra Slagelse, som kom kørende på en knallert. Han var dog ikke villig til at standse, men smed knallerten fra sig og stak i løb. Det slap han ikke afsted med, for han blev hurtigt indhentet og anholdt klokken 19.31. Den 19-årige havde 16 små poser med i alt 25,85 gram hash på sig sammen med nogle kontanter. Da hans lejlighed blev ransaget, fandt politiet 10,4 gram skunk og 2,7 gram hash. Derfor blev den 19-årige sigtet for salg af ulovlige stoffer, og han blev afhørt på politistationen i Slagelse, inden han blev løsladt igen klokken 22.02.

 

RØDBYHAVN: Ulovlige stoffer og en påvirket bilist

Onsdag klokken 20.15 standsede politiet i samarbejde med Toldstyrelsen en tysk bil, der kom i land fra færgen i Rødbyhavn. Føreren var en 27-årig kvinde, som virkede påvirket, og hun blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Det viste sig, at den 27-årige havde en mindre portion hash på sig, så hun blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 24-årig kvinde, der var passager i bilen, havde fire LSD-mærker, og hun blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 27-årige kvinde blev løsladt, efter at der var taget en blodprøve.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Næstved Grønlandsvej Onsdag klokken 12.10-12.40 Sølvtøj
Vemmelev Syrenvej I ugen op til onsdag klokken 13.15 Smykker

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Nykøbing Enighedsvej Onsdag klokken 14.35-15.20 ATK – bestilt færdselskontrol 37 - - - -
Nykøbing Prinsholmvej Onsdag klokken 16.11-20.15 ATK 796 4 60 km/t 78 km/t -
Søllested Rødbyvej Onsdag klokken 12.07-16.20 ATK – bestilt færdselskontrol 482 6 80 km/t 122 km/t Et klip
Toreby Torebyvej Onsdag klokken 5.50-12.10 ATK – bestilt færdselskontrol 201 6 50 km/t 64 km/t -
Vordingborg Sydmotorvejen Onsdag klokken 15.19-21.49 ATK 4563 106 90 km/t 135 km/t Fire klip

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Maribo Banegårdspladsen Onsdsag klokken 23.20 – torsdag klokken 0.10 Ingen sigtelser

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Haslev Skolegade Onsdag klokken 17.22 72-årig mand Spirituskørsel
Munke-Bjergby Munke Bjergbyvej Onsdag klokken 16.39 29-årig mand Den 29-årige blev standset efter en overhaling ud over en spærrelinje på Munke Bjergbyvej, og en alkometertest gav udslag. Han blev derfor både sigtet for spirituskørsel og for at overskride en spærrelinje
Næstved Ringstedgade Onsdag Klokken 18.21 70-årig kvinde Spirituskørsel
Rødbyhavn Indrejsefeltet Onsdag klokken 20.15 27-årig kvinde Narkokørsel
Slagelse Korsørvej Onsdag klokken 22.05 67-årig mand Spirituskørsel
Stenlille Hovedgaden Torsdag klokken 2.00 18-årig mand Spirituskørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort
Stubbekøbing Bagergade Onsdag klokken 18.15 23-årig mand Narkokørsel

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

5. august 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 4. august

Stoffer, styrthjelm og gramseri. Se uddraget af tirsdagens døgnrapport

4. august 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 3. august

Pinkoder, stregkoder og en båd på afveje. Se uddraget af mandagens døgnrapport

3. august 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 31. juli - 2. august