Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 21. maj
Peberspray, butikstyvei og hærværk. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport
NØRRE ALSLEV: Havde peberspray i jakken
Toldstyrelsen havde torsdag formiddag en kontrol af en fjernbus på Toldcenteret i Nørre Alslev. En 19-årig polsk mand havde en peberspray i jakken, og derfor blev politiets udlændingekontrolafdeling tilkaldt. Pebersprayen blev konfiskeret, og den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Han fik en bøde på 3.000 kroner for overtrædelsen.
MARIBO og HASLEV: Ukrudtsbrændere antændte brand
Torsdag eftermiddag fik politiet to anmeldelser om brande, der var startet på grund af uforsigtig brug af ukrudtsbrændere. Klokken 13.44 var det på en adresse i Maribo, hvor en 78-årig mand brændte ukrudt af, og det antændte nogle tørre blade, så der gik ild i 5-6 meter hæk, som måtte slukkes af brandvæsenet. Den 78-årige blev kørt til et tjek på sygehuset og blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Han står nu til en bøde på 5.000 kroner.
En 49-årig kvinde var ude med ukrudtsbrænderen i Haslev, da varmen antændte et skur med halmballer. Skur og halm udbrændte, og den 49-årige blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Beredskabsstyrelsen har på sin hjemmeside en stribe gode råd om brug af ukrudtsbrænderen, bl.a.:
- Hold afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
- Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
- Hav altid vand i nærheden
- Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
NYKØBING: 51-årig sigtet for butikstyveri
Torsdag indløb der en anmeldelse om et butikstyveri fra en tøjforretning i centrum. Medarbejderne havde set en mand, som tog fire skjorter fra fortovsudstillingen og stak af på et løbehjul. Den pågældende vendte kort efter tilbage til forretningen, og her tilbageholdt personalet ham, indtil politiet ankom. Det var en 51-årig mand fra lokalområdet, og han blev sigtet for butikstyveri. De fire skjorter blev leveret tilbage til forretningen.
RØDBY: Tre sigtet efter slagsmål
Politiet fik torsdag klokken 17.46 en anmeldelse om noget uro i Fruegade i Rødby. Tre personer var kommet i klammeri med hinanden, og det udartede til lidt skubberi og nogle slag. Politiet fik ro på stedet, og de tre blev alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det var en 36-årig kvinde, en 49-årig mand og en 30-årig mand – alle fra lokalområdet.
NÆSTVED: 31-årig sigtet for vold
Torsdag aften blev en medarbejdet i en forretning i Mogenstrup overfuset af en noget utilfreds kunde. Medarbejderen blev spyttet i hovedet, og kunden skubbede til hende, men hun kom ikke noget til. På baggrund af vidneudsagn fandt politiet kort efter frem til en 31-årig mand fra lokalområdet. Han blev anholdt på bopælen klokken 20.07 og sigtet for vold. Den sigtede blev løsladt igen efter afhøring.
MARIBO: Anholdt efter hærværk
En 31-årig mand fra Gentofte blev natten til fredag anholdt i Maribo. Politiet fik omkring midnat en anmeldelse om, at en mand skabte uro i Museumsgade, hvor der var væltet borde og stole, og der var sparket på en bil, som også var blevet ridset. For at få ro på stedet blev den 31-årige anholdt klokken 0.51. Han blev sigtet for hærværk, og da han blev visiteret, fandt betjentene en lille klump hash. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 31-årige blev taget med til politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 6.38.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har ikke modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse i det seneste døgn.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Haslev | Teestrup Bygade | Torsdag klokken 5.36-6.46 | ATK | 27 | - | - | - | - |
| Herlufmagle | Spragelsevej, Spragelse | Torsdag klokken 7.25-9.52 | ATK | 150 | 5 | 60 km/t | 79 km/t | - |
| Herlufmagle | Suså Landevej, Gelsted | Torsdag klokken 10.29-11.45 | ATK | 300 | 1 | 60 km/t | 76 km/t | - |
| Korsør | Vestmotorvejen | Torsdag klokken 9.55-13.15 | ATK | 4465 | 100 | 90 km/t | 127 km/t | To klip |
| Nykøbing | Gaabensevej | Torsdag klokken 18.50 – fredag klokken 1.00 | ATK | 1315 | 45 | 60 km/t | 95 km/t | Fire klip |
| Slagelse | Hallelevvej | Torsdag klokken 7.33-9.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 22 | - | - | - | - |
| Sorø | Kalundborgvej | Torsdag klokken 17.38-21.30 | ATK | 424 | 12 | 60 km/t | 87 km/t | To klip |
| Vemmelev | Slagelse Landevej | Torsdag klokken 18.58-21.53 | ATK | 336 | - | - | - | - |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Lundby | Sallerup Gade | Torsdag klokken 17.21 | 65-årig mand | Spirituskørsel |
| Skælskør | Næstvedvej | Torsdag klokken 18.04 | 66-årig mand | Spirituskørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort |
| Slagelse | Skælskørvej | Torsdag klokken 22.02 | 33-årig mand | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. De nummerplader, der sad på bilen, hørte til en anden bil, og den 33-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen og for at køre i en bil uden den lovpligtige ansvarsforsikring |
| Stege | Grønsundvej | Torsdag klokken 10.51 | 25-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718