Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 23. april
Stoffer, hærværk og et indbrudsforsøg. Se uddraget af torsdagens døgnrapport
STUBBEKØBING: Bøde efter grundstødning af skib
Torsdag morgen fik politiet en anmeldelse fra Forsvaret om, at et udenlandsk skib var stødt på grund i Grønsund ud for Stubbekøbing klokken 4.40. Skibsføreren havde underrettet de danske myndigheder om grundstødningen for sent ifølge indberetningspligten i henhold til havmiljøloven. Politiet undersøgte sagen, og skibsføreren – en 54-årig russisk mand – blev sigtet og fik en bøde på 10.000 kroner, som blev betalt på stedet. Der var ikke sket skade på fartøjet ved grundstødningen.
VORDINGBORG: For hurtig knallert
Færdselspolitiet standsede torsdag klokken 10.40 en 49-årig kvinde fra Vordingborg, der kom kørende på knallert på Næstvedvej ved Vordingborg. Det så ud til at gå lidt hurtigt, og et tjek af knallerten på et rullefelt viste da også, den kunne køre hurtigere end tilladt. Den 49-årige havde ikke medbragt dokumentation for forsikring, så hun blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert uden den lovpligtige ansvarsforsikring.
MARIBO: 17-årig standset med stoffer på lommen
Torsdag aften var en politipatrulje i Maribo, og på Banegårdspladsen så betjentene en mand på et elløbehjul, men han havde ikke cykelhjelm på. Derfor besluttede de sig for at standse ham. Det lykkedes på Torvet, hvor han først prøvede at stikke af, men det slap han ikke afsted med. Han blev løbet op af en betjent og anholdt klokken 18.25. Det var en 17-årig mand fra lokalområdet. Da han blev visiteret, dukkede der flere ulovligheder op: Han havde otte joints, en klump hash på 51 gram, 13,4 gram kokain og 53 ecstasypiller sammen med en digitalvægt, og der var også nogle receptpligtige piller, 19 kanonslag og et knojern. Den 17-årige blev herefter sigtet for salg af stoffer og for overtrædelse af færdselsloven, lægemiddelloven, våbenloven og fyrværkeriloven. Desuden blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Nakskov. Hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen, og den 17-årige blev løsladt igen klokken 0.05.
NÆSTVED: Smadrede rude – sigtet for hærværk
En 42-årig mand fra Ølgod blev torsdag aften sigtet for hærværk. Klokken 21.30 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde smadret en rude til ventesalen på banegården i Næstved, og en politipatrulje fandt kort efter frem til den 42-årige, som blev sigtet i sagen.
NÆSTVED: To sigtet efter indbrudsforsøg
Politiet fik torsdag klokken 22.03 en anmeldelse om, at der luskede to uvedkommende personer omkring ved en virksomhed på Grimstrupvej i Næstved. En politipatrulje kørte til stedet, og kort efter så betjentene to mænd, der passede på signalementet. Det var en 40-årig og en 43-årig mand – begge fra lokalområdet –og de medbragte noget håndværktøj og hver en balaclava. De to mænd blev sigtet for indbrudsforsøg.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Stokkemarke | Vestre Landevej | Lørdag klokken 18.00 – tirsdag klokken 15.00 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Nørre Alslev | Gåbensevej | Torsdag klokken 17.01-23.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 475 | 13 | 80 km/t | 108 km/t | - |
| Præstø | Ny Esbjergvej | Torsdag klokken 5.52-8.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 117 | - | - | - | - |
| Præstø | Rødeledvej | Torsdag klokken 8.31-11.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 324 | 1 | 50 km/t | 59 km/t | - |
| Sorø | Fulbyvej | Torsdag klokken 13.37-19.30 | ATK | 215 | 13 | 60 km/t | 108 km/t | To klip og en betinget frakendelse |
| Vordingborg | Sydmotorvejen | Torsdag klokken 8.22-14.02 | ATK | 3659 | 29 | 90 km/t | 129 km/t | To klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet ikke standset nogen påvirkede trafikanter.
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718