Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter
Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 15.-17. maj
ØSTMØN: Anholdt efter overfald
Fredag morgen fik politiet en anmeldelse fra en ejendom på Østmøn, hvor beboerne havde overrasket en mand, som tilbød at udføre noget arbejde. Han virkede imidlertid noget ude af balance, og efter en ordveksling blev beboeren – en 67-årig mand – overfaldet og skubbet omkuld. Politiet ankom til stedet, og her traf betjentene en 43-årig mand fra Solrød Strand. Han gjorde modstand mod at blive anholdt, truede betjentene og forsøgte at få fat i den enes strømpistol. Det lykkedes han dog ikke med, men blev anholdt klokken 7.48 og sigtet for vold. Den 43-årige blev også sigtet for husfredskrænkelse, for at lægge hindringer i vejen for politiet, for trusler og for forsøg på overtrædelse af våbenloven. Den 43-årige blev kørt til behandling på sygehuset og løsladt klokken 17.10. Det viste sig efterfølgende, at den 43-årige tidligt fredag morgen havde været impliceret i et solouheld på en vej uden for Borre, hvor han af ukendte årsager kørte af vejen, ud på en mark og ind i et skovstykke, hvor bilen standsede. Herfra var den 43-gået gået til ejendommen, hvor de øvrige begivenheder udspillede sig.
MARIBO: Kørte uden kørekort – bilen blev beslaglagt
Politiet standsede fredag klokken 10.57 en 53-årig mand fra Maribo på Gasværksvej. En alkometertest viste, han havde en promille, der var højere end tilladt, og da han også virkede påvirket af stoffer, blev han sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Den 53-årige var frakendt førerretten, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da han to gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.
RØDBYHAVN: To overtrådte indrejseforbud
Fredag standsede politiets udlændingekontrolafdeling to rejsende, der hver havde et forbud mod at rejse ind i Danmark.
Klokken 4.44 var det en 51-årig rumænsk mand, der ankom til Rødbyhavn med en fjernbus. Han blev sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, og den 51-årige blev senere fredag fremstillet i retten. Her blev han idømt fængsel i et år og seks måneder, og blev udvist fra Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Den dømte blev varetægtsfængslet, frem til afsoningen kan påbegyndes
Klokken 19.46 ankom en 67-årig rumænsk mand – også i en fjernbus. Den 67-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, og han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Der faldt ikke dom i denne sag, men den 67-årige blev varetægtsfængslet frem til den 8. juni.
SLAGELSE: 23-årig sigtet for salg af stoffer
Lørdag klokken 14.35 fik politiet en anmeldelse om, at der holdt en bil på en p-plads i Slagelse, og at der havde været en mistænkelig trafik af flere personer til og fra bilen. En politipatrulje rykkede ud til stedet. Der var ingen personer til stede i bilen, der ikke var låst, men betjentene fandt et større beløb i kontanter samt flere små poser med i alt 3,7 gram kokain og 11,5 cannabis. Politiet fandt lidt senere frem til en 23-årig mand fra Slagelse, som havde rådighed over bilen, og som blev sigtet for salg af ulovlige stoffer.
NÆSTVED: 33-årig skabte uro i nattelivet
En 33-årig mand uden fast bopæl blev søndag morgen anholdt. Han havde optrådt konfrontatorisk i nattelivet ved et værtshus i Næstved, og han forsøgte at komme op at slås med andre. Da betjentene bad ham forlade området, ville han ikke rette sig efter politiet, så han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. For at få ro på stedet blev den 33-årige anholdt klokken 3.58 og taget med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen søndag klokken 9.15.
NÆSTVED: Anholdt efter butikstyveri
Politiet rykkede søndag eftermiddag ud til et supermarked i Næstved. Det skete, efter at der var indløbet en anmeldelse om, at en kunde var gået gennem kassen med forskellige varer, men han havde kun betalt for en flaske vand. Det var en 25-årig mand fra Glostrup, som blev anholdt klokken 14.50 og sigtet for butikstyveri. Det viste sig, han havde stjålet varer for godt 1.400 kroner i form af produkter til personlig pleje og kaffe. Den 25-årige blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 16.42.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Nykøbing | Hermelinvej | Lørdag klokken 19.00 – søndag klokken 7.15 | En bærbar pc |
| Sorø | Kongebrovej | Fredag klokken 12.10 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
| Søllested | Nøbbøllevej | Søndag klokken 14.00 – fredag klokken 15.30 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Haslev | Karisevej | Fredag klokken 7.50-11.20 | ATK | 301 | 10 | 70 km/t | 100 km/t | Et klip |
| Haslev | Skuderløsevej | Fredag klokken 12.19-13.55 | ATK | 95 | 14 | 40 km/t | 63 km/t | Et klip |
| Sorø | Vestmotorvejen | Fredag klokken 7.12-13.13 | ATK | 7367 | 53 | 130 km/t | 164 km/t | - |
| Tappernøje | Strandvejen | Fredag klokken 11.13-16.53 | ATK | 883 | 11 | 50 km/t | 71 km/t | Et klip |
| Væggerløse | Gedser Landevej | Fredag klokken 11.07-17.07 | ATK | 1440 | 7 | 70 km/t | 95 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Næstved | - | Torsdag klokken 17.00 – fredag klokken 0.23 | To blev målt til at køre så hurtigt, det giver et klip i kørekortet, en blev sigtet for, at bilen gav for meget støj, og der blev afsløret en sprit- og en narkopåvirket bilist, der også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Bilens ejer blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort |
| Næstved | - | Lørdag klokken 8.00-9.30 | Der blev uddelt en enkelt parkeringsafgift |
| Slagelse | - | Torsdag klokken 21.00-23.55 | Tre blev mål til at køre for hurtigt, og de står alle tre til et klip i kørekortet. Der blev også standset en spritbilist |
| Sorø | Nordmarksvej | Søndag klokken 16.15-16.45 | Ingen sigtelser |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Holeby | Nystedvej | Søndag klokken 17.51 | 18-årig mand | Narkokørsel |
| Korsør | Caspar Brands Plads | Søndag klokken 17.04 | 21-årig mand | Narkokørsel |
| Maribo | Gasværksvej | Fredag klokken 10.57 | 53-årig mand | Spiritus- og narkokørsel |
| Maribo | Vestre Landevej | Lørdag klokken 18.04 | 22-årig mand | Narkokørsel |
| Nakskov | Winchellsgade | Søndag klokken 1.27 | 19-årig mand | Narkokørsel på knallert |
| Nykøbing | Gaabensevej | Søndag klokken 0.57 | 31-årig mand | Spiritus- og narkokørsel |
| Næstved | Kalbyrisvej | Lørdag klokken 2.30 | 25-årig kvinde | Narkokørsel |
| Ruds-Vedby | Jyderupvej | Mandag klokken 0.35 | 34-årig mand | Narkokørsel |
| Stenlille | Elmevej | Lørdag klokken 11.50-11.52 | 26-årig mand | Spiritus- og narkokørsel og kørsel uden førerret. Bilejeren blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718