Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

12. januar 2026 10:59

Sydsjællans og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapportene fra weekenden 9.-11. januar

Her kan du læse et uddrag af døgnrapportene fra den forgangne weekend

FÆRDSEL PÅ ISEN: Lad være!

Det kan være fristende at bevæge sig ud på de tilfrosne søer rundt om i politikredsen, men: lad være! Så kort kan det siges. Det er alt for farligt.

I fredags gik en 22-årig mand fra Dianalund gennem isen på en sø lidt uden for Sorø. Han blev reddet op, men var så underafkølet, at han blev kørt til behandling på sygehuset. En 60-årig mand begav sig ud på Nørresø i Maribo søndag formiddag. Isen holdt, men den 60-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og det samme skete for to 20-årige mænd, der søndag eftermiddag gik omkring 100 m ud på Sorø sø. De blev også begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

 

FREDAGSKONTROL I NAKSKOV

Fredag mellem klokken 15.45 og midnat var færdselspolitiet i Nakskov, hvor betjentene holdt et vågent øje med trafikken. Det kastede nogle sigtelser af sig: Klokken 16.11 blev en 32-årig mand fra Dannemare sigtet for at køre frem for ubetinget vigepligt i krydset Højevej/Rjukanvej, hvor en lastbil måtte lave en opbremsning for at undgå et sammenstød. En 51-årig mand fra Holte blev klokken 15.54 målt til at køre 68 km/t på Højevej, hvor der er hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Han står til et klip i kørekortet og en bøde på 3.000 kroner, hvortil kommer et bidrag til Offerfonden på 500 kroner. Det samme skete for en 27-årig mand fra Nakskov, der klokken 21.06 blev målt til at køre 71km/t på Skolevej, og en 34-årig mand fra Nakskov blev klokken 17.26 målt til at køre for hurtigt på Højevej. De står også til en bøde og et klip i kørekortet. Klokken 15.49 blev en 42-årig mand fra Vesterborg sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen på Højevej. Det giver et klip i kørekortet og en bøde på 1.500 kroner samt et bidrag på 500 kroner til Offerfonden, og en 45-årig mand fra Nakskov blev kort efter sigtet for samme forseelse samme sted.

En 19-årig mand blev standset klokken 19.59 på Nørrevold, og hans bil larmede mere, end den burde. Bilen blev taget i bevaring og skal nu undersøges efter mistanke om, at der er ændret ved det forureningsbegrænsende udstyr.

 

NÆSTVED: 27-årig sigtet efter trusler

Politiet fik fredag aften en anmeldelse om, at der var noget uro i en lejlighed på Parkvej i Næstved. Efter en uoverensstemmelse om en cykel blev en 20-årig kvinde truet med at blive stukket ned med en kniv, og politiet fandt kort efter frem til en 27-årig kvinde fra byen, der blev anholdt klokken 21.30. Hun blev sigtet for trusler og taget med til politistationen i Næstved, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen klokken 22.37.

 

VORDINGBORG: Bilen blev beslaglagt efter vanvidskørsel

En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol stod fredag aften på Marienbergvej i Vordingborg, hvor der er hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Klokken 21.59 kom en personbil susende i høj fart, og bilisten blev blitzet. Føreren af bilen – en 51-årig mand fra lokalområdet – anede situationens alvor og vendte om og kontaktede måleoperatøren i ATK-bilen, som oplyste ham om, at han var blevet målt til en hastighed over 130 km/t, og at han stod til at miste bilen. Den 51-årige kørte hjem på sin bopæl, og klokken 22.36 dukkede en politipatrulje op. Den 51-årige blev sigtet for hastighedsoverskridelsen, og hans bil blev beslaglagt og hans førerret blev inddraget.

 

NÆSTVED: Smadrede dør med økser

En 35-årig mand blev natten til lørdag anholdt. Det skete, efter at politiet klokken 1.55 havde fået en anmeldelse om, at døren til en lejlighed i centrum af Næstved var blevet smadret ved brug af nogle økser efter en meningsudveksling om musik og lydstyrke. Flere politipatruljer blev sendt til stedet, hvor den formodede gerningsmand fortsat opholdt sig i en anden lejlighed. Han blev anholdt klokken 2.53 og sigtet for trusler på livet og for hærværk. Politibetjentene fandt to økser og et slagvåben i form af en såkaldt nunchako i lejligheden. Den 35-årige, der virkede temmelig påvirket, blev taget med til politistationen og efter en nat i detentionen blev han kortvarigt afhørt og løsladt igen klokken 13.22.

 

RØDBYHAVN: Havde potenspiller med i bilen

Toldstyrelsen gennemførte natten til lørdag en kontrol af de rejsende, der ankom med færgen til Rødbyhavn, og i en bil med en 34-årig mand som fører blev der fundet 350 potensfremmende piller, og politiet blev tilkaldt. De ulovlige piller blev konfiskeret, og den 34-årige blev sigtet for overtrædelse af lægemiddelloven. Det viste sig samtidig, at han ikke havde nogen førerret, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.

 

FAXE: Sigtet for afbrænding

Lørdag klokken 11.48 fik politiet en anmeldelse om, at der var gang i et større bål på en adresse lidt uden for Faxe. Der blev brændt træaffald af, men det bestod også af forarbejdet træ med skruer og beslag. En 63-årig mand fra lokalområdet blev sigtet for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.

 

SLAGELSE: 30-årig sigtet for at stjæle kød

Politiet fik lørdag klokken 12.52 en anmeldelse fra et supermarked i Slagelse, hvor medarbejderne tilbageholdt en mand, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en 30-årig mand fra lokalområdet, som havde taget tre ribeyesteaks til en værdi af knap 1.200 kroner, og han var bagefter gået gennem kassen uden at betale for dem. Da politiet visiterede den 30-årige, fandt de også en foldekniv, så han blev sigtet for såvel butikstyveri som overtrædelse af knivloven.

 

NÆSTVED: Varetægtsfængslet efter røveri

En 30-årig mand blev søndag fremstillet i retten i grundlovsforhør. Han blev anholdt lørdag klokken 13.48, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at en 84-årig mand var blevet overfaldet og truet til at lave en bankoverførsel. Overfaldet skete på en adresse uden for Næstved, og den 30-årige blev på baggrund af vidneforklaringer standset på Ny Præstøvej, hvor han kom kørende. Den 30-årige virkede påvirket af stoffer, så han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret. I bilen blev der fundet en ulovlig foldekniv, et baseballbat, 0,3 gram kokain, så han blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer, og da han havde taget bilen uden ejerens vidende, blev han samtidig sigtet for brugstyveri. Ved en efterfølgende ransagning af den 30-åriges bopæl blev der fundet en røggranat, ammunition, en løskrudtspistol, 17,7 gram kokain og et kontant beløb. Derfor kom der også yderligere en sigtelser for overtrædelse af våbenloven, fyrværkeriloven og lov om euforiserende stoffer til.

Den 30-årige blev varetægtsfængslet frem til den 4. februar.

 

HASLEV: Stjal trævarer for 245 kroner

Politiet fik lørdag klokken 17.42 en anmeldelse fra et varehus i Haslev. En mand blev tilbageholdt, efter han var gået gennem kassen uden at betale for et par træknopper og en afløbsmanchet til en værdi af 245 kroner. Det var en 39-årig mand, som blev sigtet for butikstyveri, og han står nu til en bøde på 1.000 kroner, hvortil kommer et bidrag til Offerfonden på 500 kroner.

 

KORSØR: Beruset mand sov med motoren i gang

Søndag formiddag fik politiet en anmeldelse fra bekymrede borgere om, at der på Skovvej i Korsør sad en mand i sin bil med motoren tændt og sov ualmindelig fast, mens han hørte høj musik. En patrulje fik dog liv i manden, der viste sig at være temmelig beruset. Faktisk var mandens promille så høj, at det hører under kategorien vanvidskørsel. Manden, der er 60 år og fra Slagelse, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hans kørekort blev administrativt inddraget, og hans bil blev konfiskeret.

 

HASLEV: Stjal fra træningscenter

Et træningscenter på Grønlandsgade i Haslev var søndag formiddag udsat for tyveri, da en mand – der foregav at være interesseret i at tegne abonnement – havde stjålet noget udstillet tøj og en drikkedunk, hvorefter han havde forladt lokalerne. Politiet blev tilkaldt, og vidnerne på stedet kunne give et godt signalement af manden. Så da politipatruljen efterfølgende kørte rundt i området for at lede efter tyven, genkendte de ham forholdsvis hurtigt. Det drejer sig om en 61-årig mand uden fast bopæl. Han blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

RØDBY: Vanvidsbilist endte i hus

Natten til mandag blev politiet kaldt ud til et færdselsuheld på Stadion Alle i Rødby, hvor en 37-årig mandlig bilist havde mistet herredømmet over sin bil, og først var kørt ind i en parkeret bil og bagefter i en husmur. Heldigvis kom ingen til skade ved uheldet, men den 37-årige fører blev målt til at have en promille, der var så høj, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, hans bil blev beslaglagt, og hans kørekort blev administrativt inddraget.

 

RØDBYHAVN: Mange euro uden at deklarere dem

Toldstyrelsen tjekkede søndag aften de rejsende, der kom i land fra færgen i Rødbyhavn. I en svensk bil med to mænd blev der klokken 22.25 fundet knap 40.000 euro, som de ikke havde deklareret ved ankomsten til Danmark.  Derfor blev politiet tilkaldt, og føreren af bilen – en 41-årig svensk mand – blev sigtet for overtrædelse af toldloven, og han fik en bøde på 7.200 kroner, som han betalte, inden han kunne køre videre.

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Dianalund Møllevænget Onsdag kl. 12.00 – fredag kl. 17.00 Pung
Haslev Marielunden Torsdag kl. 17.00 – lørdag kl. 12.30 Vides endnu ikke
Nakskov Hardebjergvej Mandag kl. 12.00 – fredag kl. 10.30 Intet
Vemmelev Ormeslevvej Torsdag kl. 18.00 – fredag kl. 7.45 Plæneklipper

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt km/t Hurtigste km/t Klip
Haslev Sydmotorvejen Lørdag kl. 09.46 – 15.00 ATK 4602 10 130 157 -
Herlufmagle Skelbyvej Fredag kl. 10.58 – 12.48 ATK 255 3 80 130 1 klip
Herlufmagle Helgesvej Fredag kl. 13.33 – 16.55 ATK 377 45 40 63 7 klip
Korsør Vestmotorvejen Fredag kl. 7.28 – 13.20 ATK 4734 165 90 137 8 klip
Maribovej Rødbyvej Søndag kl. 13.54 – 19.54 ATK 757 23 60 100 2 klip og en betinget frakendelse
Nykøbing F. Gaabensevej Fredag kl. 05.52 – 12.15 ATK 1477 39 50 81 3 klip
Næstved Havnegade Fredag kl. 13.21 – 20.11 ATK 2662 33 50 83 2 klip
Stege Kostervej Lørdag kl. 16.57 – 22.57 ATK 408 32 60 102 8 klip og en betinget frakendelse
Søllested Højrebyvej Fredag kl. 18.33 – lørdag kl. 01.03 ATK 192 6 60 100 En betinget frakendelse
Tappernøje Strandvejen Søndag kl. 07.10 – 13.45 ATK 253 20 50 71 1 klip
Vordingborg Marienbergvej Fredag kl. 15.21 – 22.01 ATK 565 37 50 139 2 klip og en ubetinget frakendelse
Vordingborg Sydmotorvejen Lørdag kl. 18.16 – søndag kl. 00.46 ATK 1258 20 90 135 3 klip
Vordingborg Sydmotorvejen Søndag kl. 12.56 – 19.46 ATK 2858 46 90 130 3 klip

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Dannemare Skodsebøllevej Lørdag kl. 17.45 – 18.15 Ingen sager – alle kørte pænt.
Nakskov Flere steder Fredag kl. 15.45 – 20.00 To blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, to  blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet, en blev siget for at køre frem for ubetinget vigepligt, en blev sigtet for at hans bil støjede pga. manglende bagpotte, og en blev sigtet for øvrige fejl og mangler.
Nakskov Flere steder Fredag kl. 19.30 – 23.59 En havde manipuleret med bilens udstyr, og en blev målt til at køre så hurtigt, at han står til et klip i kørekortet.
Næstved Jernbanegade Lørdag kl. 20.30 – 20.50 En blev sigtet for at mangle forsikring på sin bil.
Rønnede Dyssehøj Fredag kl. 16.30 – 17.30 Alle havde tingene i orden.
Sorø Flere steder Søndag kl. 16.40 – 17.20 En blev sigtet for at køre bil selvom han var frakendt førerretten, og  to nummerplader blev inddraget pga. forsikringssager.

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Haslev Københavnsvej Lørdag kl. 08.18 31-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Holeby Torslundevej Lørdag kl. 18.00 34-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Holeby Torslundevej Søndag kl. 19.29 37-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Kettinge Fuglsang Søndag kl. 17.53 19-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Korsør Skovvej Søndag kl. 10.40 60-årig mand Spirituskørsel
Næstved Fabriksvej Fredag kl. 01.05 25-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Næstved Køgevej Lørdag kl. 01.47 36-årig kvinde Kørsel i påvirket tilstand
Næstved Ny Præstøvej Lørdag kl. 13.55 30-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Ruds-Vedby Slagelsevej Lørdag kl. 16.02 30-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Kalundborgvej Lørdag kl. 10.50 20-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Stensved Vordingborgvej Lørdag kl. 22.07 35-årig mand Kørsel i påvirket tilstand

 

 

 

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

13. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 12. januar

Øl, kylling og ulovlige stoffer. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

9. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 8. januar

Butikstyve, en elcykel og salg af stoffer. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

8. januar 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 7. januar

Røveri, knive og fyrværkeri. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport