NSK er en operativ specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
Vores opgave er at beskytte Danmark mod den mest komplekse og alvorlige kriminalitet, der gør størst skade på vores samfund.
Det gælder inden for områderne organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet.
Derudover understøtter NSK alle politikredse i Danmark samt i Grønland og på Færøerne med efterforskningsunderstøttelse. Det indebærer blandt andet digital og fysisk kriminalteknik på gerningssteder, visitation og indledende efterforskning af digital kriminalitet og monitering af særlige områder.
Vi er således de mest specialiserede inden for efterforskning og strafforfølgelse af den mest komplekse kriminalitet og inden for efterforskningsunderstøttelse.
I NSK er vi pt. 1200 ansatte, med mange forskellige baggrunde og funktioner. Vi er politiuddannede, anklagere, analytikere, it-specialister, teknikere, kontorfunktionære og meget mere.
NSK holder til flere steder i Danmark og har flere udsendte forbindelsesofficerer – blandt andet i Europol i Haag.
NSK’s hovedsæde er i Ejby tæt ved København. På Sjælland er der derudover lokationer i Glostrup og indre København. Vi har også lokationer i Aarhus, Randers, Silkeborg og Fredericia.
NSK er desuden i gang med at etablere et nyt samlet hovedsæde i Jylland ved Aarhus-området. Det er forventningen, at NSK’s ansatte i Aarhus, Randers og Silkeborg skal samles på den nye lokation i 2026.
Organisationsdiagram for National enhed for Særlig Kriminalitet
National enhed for Særlig Kriminalitet
Ejby Industrivej 125-135
2600 Glostrup