Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå at blive svindlet, når du handler med andre på nettet

Bedrageri ved handel på nettet mellem privatpersoner er, hvis du køber en vare, som ikke eksisterer eller aldrig sendes. Det er også, hvis du sælger en vare, som du ikke får betaling for. Nedenfor kan du læse politiets råd til at undgå at blive svindlet, når du handler med andre på nettet.

Råd til at undgå svindel, når du handler med andre på nettet
Hvis det er muligt, så aftal et fysisk møde med sælger eller køber. På den måde kan du sikre dig, at du rent faktisk modtager den vare, du betaler for, og at den er i den stand, du forventer.
Brug så vidt muligt tjenester med betalingsfunktioner, der gør det muligt at deponere dine penge, indtil varen er nået frem.
Du kan risikere at blive svindlet, hvis du køber billetter til koncerter og festivaler af personer, som du fx er kommet i kontakt med på sociale medier. Brug altid billetudbyderens officielle gensalgsportal, hvor du både kan sikre dig, at billetten bliver korrekt overdraget til dig, samt at din betaling foregår sikkert. Betal altid via platformens betalingsfunktion og aldrig via links, du får tilsendt på mail eller sms. Heller ikke selvom mailen eller sms'en ser troværdig ud.
Vær skeptisk over for prisen, også selvom du kan spare en masse penge. Meget lave eller skæve priser på varer kan være et tegn på, at varen slet ikke eksisterer eller er stjålet. Husk, at det også er strafbart at købe stjålne varer.
Det er meget ubehageligt at blive svindlet i en handel på nettet, men det er ikke noget at skamme sig over. Sig det til dine venner, dine kolleger, klassekammerater og familie, hvis du bliver svindlet. På den måde kan du være med til at forhindre, at andre bliver svindlet.