For at minimere risikoen for tab er det vigtigt, at virksomheder har nogle klare og faste procedurer for overførsler og betalinger.
Download plakat: Pas på svindelmails til virksomheder
Download plakat: Pas på svindelmails til virksomheder
Råd til at undgå at blive svindlet
Kontrollér anmodningens gyldighed ved at kontakte kunden, leverandøren eller formanden telefonisk, hvis de ændrer bankoplysninger eller beder om indkøb. På denne måde kan du sikre, at henvendelsen er reel. Undlad at besvare e-mailen, da det muligvis er en svindler, du kommunikerer med.
Overhold de foreskrevne sikkerhedsprocedurer for overførsler og betalinger i virksomheden. Spring ikke godkendelsesled over og giv ikke efter for tidspres. Selv små foreninger og virksomheder har brug for gode og faste sikkerhedsprocedurer.
I ferieperioder kan virksomheder og foreninger være særligt udsat for svindel pga. ændrede arbejdsgange. Hvis du er i tvivl om en overførsel eller betaling, anbefaler vi altid at inddrage en kollega i dine overvejelser.
Undlad så vidt muligt at offentliggøre navne på regnskabsmedarbejdere og begræns deres kontaktinformationer på jeres hjemmeside.
Aktivér to-faktorgodkendelse på maillogin, kontrollér regelmæssigt for uretmæssige opsatte mailregler og sørg for, at hændelsesloggen er aktiveret. Du kan ofte finde guides på internettet, der kan hjælpe dig med at tilgå de forskellige funktioner.
Hvis I har mistanke om, at I har været udsat for svindel, og I har foretaget en overførsel eller betaling til en konto tilhørende en svindler, skal I straks kontakte jeres bank og forsøge at få betalingen standset eller tilbagekaldt. Overvej muligheden for at indgive politianmeldelse i det land hvortil overførslen eller betalingen er foretaget.